Koncerter

Sleep Party People + Shout Wellington Air Force, Lille Vega, 18.09.2010

Skrevet af Anna Møller

Danser med kaniner. To minikoncerter med Shout Wellington Air Force og Sleep Party People byder på pulserende danserock og smittende rytmer, så ingenting står helt stille.

Fotos: Mathias Laurvig

Shout Wellington Air Force
Shout Wellington Air Force er i gang med at spille deres fantastiske ”Little Doom”, da jeg finder mig til rette i Lille Vega, der lørdag aften dog er langt fra fyldt. Det er synd, for Shout Wellington Air Force er velspillende og medrivende, og de får da også gang i det støt voksende publikum, der rokker med musikkens pulsslag. »Næste nummer hedder ”Astrid”, den er skrevet til min søster,« siger forsanger Bastian Kallesøe genert i mikrofonen. Han virker som resten af Shout Wellington Air Force uprætentiøs, charmerende og ligetil – og ualmindeligt glad for at spille koncert. Astrid og Bastian må være glade for hinanden, tænker jeg, nummeret er i hvert fald en smittende energiudladning og en fortælling om et barndomshjem, om søsterkærlighed og om at være farveblind.

»De næste to numre er nye, og det første er hiphop,« fortæller Kallesøe og fniser næsten. På det alternative rockbands Myspace kalder de sig ‘nu-jazz/jazz’, og heller ikke deres påståede hiphop-nummer er umiddelbart særligt tro over for sin genre. Hiphop eller ej, så er nummeret pulserende, fyldt med energi og bæres igennem af Kallesøes til tider skærende falsetvokal, og under størstedelen af koncerten lykkes det kvartetten at holde energiniveauet oppe. Eneste tidspunkt, det ikke lykkes, er formentlig under starten af ”New Rivers”, der lige skal have lidt tid for rigtig at få fat i publikum. Energiniveauet bliver hjulpet godt på vej af til tider hele to trommeslagere, når både Emil Meilvang og Sebastian Hedevang, der ellers er bandets faste trommeslager, går løs på hvert sit trommesæt.

Shout Wellington Air Force har, på trods af kun at have udgivet ep’en Carry Yourself og debuten Clean Sunset, tilsyneladende rigeligt med både hitpotentiale og repertoire. At dømme efter antallet af nye sange er bandet snart på vej med nyt efter kun at have haft deres debuten ude siden april i år. Om et af koncertens mest vellykkede numre, det helt nye ”Child Power”, sagde Kallesøe: »Det her er vores vigtigste nummer, det handler nemlig om børnenes magt.« Børnesangen var, sammen med også det nye ”Say Yes”, i højere grad end de tidligere numre båret af en mere traditionel tilgang til indierocken med struktur og melodisk tilgængelighed – uden at det dog lød kedeligt og skabelonagtigt af den grund.

★★★★½☆

Sleep Party People
Hvor Shout Wellington Air Force ingen problemer havde med at fylde Lille Vega ud med deres indierock i fuld figur, har Sleep Party People fra første nummer, det afdæmpede ”In the Morning Sun We Stand”, sværere ved at få publikum til at tie stille.

Brian Batz og hans fire medspillere (der bl.a. inkluderer superkaninen Kaspar Kaae) er som altid iklædt de karakteristiske, stiliserede og let uhyggelige kaninmasker omkranset af sorte hættetrøjer. Ørerne rokker op og ned i takt til ”The Dwarf and the Horses” dybtliggende og dominerende basunderstrøm, mens Batz’ forvrængede stemme bærer nummeret frem. Lige nøjagtig den forvrængede stemme kan godt blive enerverende, når den optræder på samtlige numre. Jeg er allerede lang i spyttet under ”10 Feet”, der er koncertens tredje nummer og med langstrakte musestemmer tenderer det irriterende. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre min personlige favorit ”An Iris Pseudacorus”, der netop er uden vokal, men samtidig er medrivende, pulserende og dynamisk.

De fordrejede stemmer, sorte hættetrøjer og kaninmaskerne er naturligvis med til at skabe en distance mellem publikum og Sleep Party People, men de fungerer live også som humoristiske indslag. Batz sagde indimellem heliumbårne uforståeligheder ind i mikrofonen, og to af de optrædende kaniner stødte ørerne sammen og lavede rock’n’roll-tegn under deres medlevende optrædener. Det er svært ikke trække på smilebåndet over den slags, og det lagde en charmerende ironi hen over distanceprojektet.

Sleep Party People svinger lørdag aften fra det elektronisk-hypnotiserende over akustisk guitar plus helium-vokal til poetisk klaver på ”Notes to You”, hvor silhuetterne af et dansende par blev projiceret op på bagtæppet. Åhr. Under den vuggemelodiske ”A Sweet Song about Love” er det tydeligt, at kaninerne fylder Lille Vega bedst ud, når de maksimerer deres lyd, hvor især bastunge elementer lægger bunden, for det lykkes mindre godt i de afdæmpede øjeblikke. På den korte koncerts sidste nummer, ”I’m Not Human at All”, roterer kometer, stjerner og planeter rundt på bagtæppet, mens lydens tæppe langsomt slipper grebet i publikum, og det akustiske guitarspil som det eneste står tilbage. Klart både en anbefaling og en oplevelse værd.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat