Plader

Kiloton: Language Lost

På sit debutalbum, Language Lost, arbejder Mads Weitling alias Kiloton med en eksperimenterende og ambient klingende afart af elektronisk musik, som vækker mindelser om især østrigske Fennesz.

Den amerikanske komponist og musikfilosof John Cage sagde engang, at der ikke findes støj, kun musik. Det udsagn har en lang række bands taget til sig gennem tiden. Tænk bare på Can, der på Tago Mago flirtede heftigt med musique concrète, eller på Sonic Youth, der med massive støjangreb udfordrede rockformatet.

Danske Mads Weitling alias Kiloton udforsker ligeledes Cages berømte udsagn på sit debutalbum, Language Lost. Lydligt arbejder Weitling dog med en eksperimenterende og ambient klingende afart af elektronisk musik, som vækker mindelser om især østrigske Fennesz.

Mads Weitling har indspillet Language Lost over en toårig periode, og det færdige resultatet består af syv kompositioner, der på lp’en akkompagneres af en dvd med videokunst fra MOTORSAW, Plasmarella og Impulskontrolle. Musikalsk er der både nik til Messiaens musique concrète og Steve Reichs båndeksperimenter, men der er så sandelig også elementer fra canadiske Tim Heckers digitalt manipulerede lydforedrag og det østrigske Editions Mego-selskab, hvor, ja, Fennesz har til huse.

Undertiden anes der desuden et nordisk, melankolsk mørke, der minder mig om den digitalt opklippede fyrreskovsfolk, som finske Paavoharju præsenterede på Yhä hämärää for godt og vel fem år siden. Men hvor Paavorharju maler et Norden, hvor skønhed og mørke går hånd i hånd, maler Mads Weitling på Language Lost et goldt, statisk Norden, hvor lyd, støj og stemning er de bærende elementer.

Det hele indledes med “Finisterre”, hvor et yndefuldt klaversample langsomt ebber ud for at give plads til et seks minutter langt elektronisk ørkenlandskab fuld af knitrelyde og vindsusende atmosfærer, inden ”Rust Never Sleeps” tager over med et dystert, elektronisk lydmaleri.

Der er imidlertid ikke meget variation at finde på resten af albummets fem kompositioner, og det hele kommer hurtigt til at lyde en kende ensformigt. Lige præcis her savner jeg Paavorharjus kunstneriske kompromis mellem mørke og skønhed, som på Yhä hämäräa blev vækket så smukt til live. Her skabte de finske, skønhedssyngende melankolikere billeder af dystre, ufremkommelige skovlandskaber og menneskelig isolation, men samtidig også af midnatssol og blikstille skovsøer.

Language Lost når Mads Weitling ikke helt de samme musikalske højder som sine finske kolleger. Men han beviser dog sit værd som en mester ud i det stemningsfulde. Det udtrykkes bedst i samklang med den medfølgende videokunst, hvor albummets fortættede atmosfære på fornem vis sammensmeltes med billedmediet. Men Weitlings musik bliver ofte for statisk, når man ikke har noget visuelt at sætte den op imod, og i det hele taget virker det, som om Language Lost er konstrueret som underlægningsmusik til videokunst.

Når alt kommer til alt, var John Cage måske i højere grad musikfilosof end komponist. For på Language Lost beviser Mads Weitling, at grænsen mellem det prætentiøse og det geniale nogle gange er hårfin. Han har idéerne, men eksekveringen mangler i sidste ende.

★★½☆☆☆

4 kommentarer

Leave a Reply