Et sted i Oxford sidder en følsom fyr ved navn Hugo Manuel. I sin fritid skriver han tekster om kærlighed og sorg og akkompagnerer dem med sine helt egne musikalske kompositioner. Han kalder sig Chad Valley. Rytmesporene laves for det meste på hans lille trommemaskine, mens lydbilledet gerne fyldes ud af utallige spor af synthesizer – helst den kitschede slags, som hans forældre lyttede så meget til dengang i 80’erne. Når så vokalen skal indspilles, synger han gerne i falset og krydrer den med vocoder. Bare for at give lyden lidt kant. Slutteligt er Manuel dog ikke helt tilfreds. Der mangler noget, og derfor indspiller han også lige et par melodier med indianske fløjter og steeldrums. Albummet, beslutter han, skal hedde Young Hunger.
Umiddelbart lyder en så banal beskrivelse af Chad Valleys andet album som en meget effektiv guide til, hvordan man som musiker kan gøre alting galt og begå kommercielt selvmord, før man overhovedet er slået igennem på markedet. Ved første gennemlytning synes Young Hunger at være én stor opvisning i kitsch og musikalske tendenser, som tidligere er blevet fremført af kunstnere, hvis plader musiknørder i dag for længst har gemt oppe på loftet for at beskytte deres gode ry. Hvis ikke tekstreferencerne til Spice Girls’ ørevrider “Wannabe” i sangen “My Girl” får det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste, vil de Enya-inspirerede new age-fløjter i “Evening Surrender” helt sikkert gøre udslaget.
Efter de cirka 40 minutter, det tager at lytte albummet til ende, var denne følelse ikke desto mindre erstattet af forbløffelse. Og af glæde over, at en musiker på den unge side af de 30 år udelukkende ved hjælp af et usandsynligt godt øre for den gode melodi og en god portion mod formår at bryde med nogle af de allermest indforståede konventioner inden for populærmusik anno 2012. For mod er netop, hvad Chad Valley i samarbejde med den ligeledes 80’er-kitsch-elskende George Lewis Jr (alias Twin Shadow) udviser i åbningsnummeret “I Owe You This”.
Fra første strofe krænger Manuel sin sjæl ud og sovser den øjeblikkeligt ind i det utal af synthflader og arpeggiators, der viser sig at være et gennemgående tema på hele Young Hunger. Lewis Jr’s vokalbidrag er i kraft af dennes noget dybere røst et perfekt supplement til Chad Valleys ultralyse falset. Samtidig er det tydeligt, at den netop nu storsælgende almerikaner også har givet sit besyv med på produktionen, og tidligt løftes man ind i en total 80’er-eufori og afsky for alt, hvad der hedder analoge instrumenter.
Mange af sangene tenderer det overproducerede, hvilket gør den mere fredelige “Fall 4 You” til en tiltrængt afveksling. Nummeret byder blandt andet på en smukt fremført gæstevokal fra Glasser, der udfoldes over lidt ambient synth og simple beats, der meget smagfuldt er smurt fuldkomment ind i rumklang. På trods af albummets mange kunstnersamarbejder er denne fem minutter lange sjæler nok det nærmeste, man kommer en helt klassisk duet. Og på den lidt særegne musiks præmisser afvikles den ganske fornuftigt.
Albummets mest toneangivende nummer, og det bidrag, som for alvor sætter sig i hukommelsen, er dog den komplet uvirkelige “My Girl”, der i den grad sætter Valleys lyd i relief. Over en melodi fremført på noget, der lyder mest af alt lyder som en underlig computerfortolkning af steeldrums, rusker englænderen som nævnt op i Spice Girls-superhittet “Wannabe”. Skiftevis i falset og nasalt vrængende synger han »If you wanna be my girl, you gotta get with my friends.« Hvis der ligger en ironisk distance til værket, er den gemt godt væk, da det tydeligvis lyder, som om han rent faktisk mener hvad han synger. I en verden, hvor ingen insisterede på den gode musiksmag, ville dette bidrag uden tvivl fylde samtlige diskoteksdansegulve landet over.
Den særegne lyd viser sig at være Chad Valleys største styrke såvel som hæmsko. At han virkelig tør vriste sig ud af mængden og komponere et værk, der i dén grad synes være en modreaktion på alt, hvad vi til daglig definerer som god smag, er modigt. At han gør det med så overbevisende en pop-snilde, er kun så meget desto mere imponerende. Ikke desto mindre vil det sagtens kunne vise sig, at lyden også skræmmer de fleste væk. Det er ikke sikkert, at verden endnu er klar til at tage Spice Girls, the Darkness og Enya tilbage på én og samme tid, og derfor vil Young Hunger givetvis ikke sige tilstrækkeligt mange mennesker nok til, at Chad Valley for alvor vil få sit store gennembrud – kommercielt såvel som anerkendelsesmæssigt.
