Som jeg ligger her i sofaen et godt stykke ude i provinsen med slumretæppet trukket op om hagen og en halv vaffel i gabet, er der eddermame langt til de sorte 80’ere, som Martin Hall beskrev dem i et eller andet program på DR2, jeg sikkert har siddet og set en lørdag aften i mine teenageår. Dengang gav punkerne og andre anarkistiske unge efter sigende en fuck for det hele, satte ild til gaderne og eksperimenterede med diverse stoffer. Jeg er knap nok født i 80’erne og har nok derfor nærmest et helt romantisk billede af punken, depressionen og alle de andre fænomener, der gemmer sig under overskriften ‘De sorte 80’ere’ – og dét selvom den livsstil, som tiden repræsenterer, ligger ganske fjernt fra noget, jeg kan identificere mig med. Man kan jo se nok så mange tv-udsendelser og læse diverse bøger om tiden, men hvad der virker stærkest på mig, er at udforske den kunst, der blev produceret dengang. Den er jo netop skabt i 80’erne, for 80’erne og af 80’erne. Så når jeg lytter til Joy Division, The Cure, Sort Sol, osv., rammes jeg af en sær form for (falsk) nostalgi. Det samme sker, da jeg sætter The Foreign Resorts nyeste album New Frontiers på.
Danske The Foreign Resort bestående af Mikkel B. Jakobsen, Henrik Fischlein og Morten Hansen spiller en god omgang autentisk postpunk/new wave stærkt inspireret af The Cure, men dog med en noget mere mekanisk, Depeche Mode-klingende bund og nogle vanvittigt sønderrivende guitarer, som trækker klare tråde til My Bloody Valentine og hele støjrockbølgen. Det fungerer langt hen ad vejen supergodt på New Frontiers, der på én gang er hovedpinefremkaldende og forløsende. De udgav deres debut Offshore i 2009 til generelt store roser herhjemme, men så sandelig også i udlandet – især USA – og de har turneret ganske pænt (170 shows siden 2010!) i forhold til, at de egentlig er så relativt ukendte herhjemme. Den store popularitet verden over skyldes måske deres evne til at låne elementer fra forskellige afarter af 80’ernes alternative rockmusik og sætte dem sammen til noget, der på én gang både lyder som noget nyt og samtidig som en hyldest til den mørke grundstemning i 80’erne.
New Frontiers åbner med “Dead End Roads”, som skærer igennem rocklandskabet som et godstog læsset med kul og kartofler på vej gennem Sovjetunionen med sin mørke synthbund og knivskarpe guitarfigurer. I togets bagerste vogn sidder en blind passager, der umiskendeligt ligner Robert Smith, og svælger i ensomhed og verdens dårligdom. Stærkt! Toget kører sikkert og stabilt videre gennem hele pladen med kun få bump og accelerationer – til tider desværre for få. På andensinglen “Alone” anslås dog en lidt mere blød og behagelig tone, omend Jakobsens vokal er lige så desperat som altid, hvilket i alt kulminemørket er tiltrængt, men det er dog “Flushed”, der for mig er albummets klare højdepunkt. Den har simpelthen alt: Den gode, genkendelige, men samtidig overraskende opbygning (både ift. melodi og struktur), ond synthbasbund, flænsende guitarer og episke op- og nedture. Og måske endda et ironisk blink til Robyns superhit “Dancing On My Own”, da der på en bar, hoppende basbund synges »I’m dancing on my own / Like so many times before.«
Efter godt halvdelen af pladen går kadencen dog lidt ned, og af de sidste fire tracks er det egentlig kun den forholdsvis afdæmpede “Quiet Again”, der for alvor gør et indtryk. Værst går det på lukkeren “Dark White”, der er alt for overfyldt af støjende guitareskapader uden rigtig at have en form, der passer til. Dette er dog kun mindre pletter på en fornuftig opvisning i, at hyldest til stærke inspirationskilder ikke nødvendigvis er lig med uvigtig musik. New Frontiers formår tværtimod at syntetisere forskellige elementer fra de mørke 80’ere til et samlet indtryk, der er retrospektivt på den fede måde.
