Mogwai går på Arena kl. 23 foran et lidt sparsomt fremmøde. Publikum virker dog meget forventningsfulde. Festivalen har da også placeret både Darkside og Rob Zombie på nærtliggende tidspunkter, hvilket nok har givet festivalgængerne prioriteringsvanskeligheder. Jeg har dog placeret mig i højre pit denne aften, hvor lyden fra “Heard About You Last Night” åbner og kaster kaskader af helt sprød lyd ned til os. Både støjende guitarer og trommerne fra den småskadede Martin Bulloch går klart ind, og gennem settet mærker man specielt glæden ved at spille numrene fra Mogwais ottende album, Rave Tapes – ligeledes mærker man fra start begejstringen brede sig blandt publikum.
Den enorme lyd er da også alt, hvad Mogwai behøver for at formidle deres episk opbyggede kompositioner, og der repræsenteres godt fra bagkataloget. Når crescendo endelig forløses, eksploderer riff og rytmik i storladen larm, og hold nu kæft, hvor lyder det fedt! Det ret stillestående band får også løsnet op i løbet af koncerten. Guitarist Stuart Braithwaite vover sig flere gange ud på scenekanten og bakkes eminent op af multi-instrumentalist og langtidskontributør Luke Sutherland, der tilfører både violin og synth til deres ellers meget guitar- og trommebaserede postrock-lyd.
To mikrofoner er sat op, og den ene fik Braithwaite lov at takke publikum i. Den anden overtog Barry Burns kortvarigt, men brugte ellers det meste af sin scenetid med hænderne på keyboardet eller med ryggen til publikum, bankende på trommer. Burns leverer vokalen på højdepunktet “The Lord Is Out of Control”, og publikum virker helt overgivet til den stemning, bandet har bygget op. Snart kulminerer det i en blodrød scene til “Helicon 1”, og Mogwai bliver hyldet i højlydt applaus.
“Ithica 27 ϕ 9” er det eneste nummer, hvor jeg bliver trukket ud af min tranceagtige tilstand og fuldstændige opslugthed af det lidt anonyme liveband med den fabelagtige lyd. Publikummernes samtaler samler sig til en ret højlydt mumlen, der flere gange under Mogwais quiet-dele forstyrrer noget. Heldigvis får den høje lydstyrke magten og magien tilbage, og totaloplevelsen med kaotiske stroboskoplys og musikalsk kontrol var en fornøjelse at være vidne til.
