Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2016 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2016 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.

Causa Sui: Return to Skyartwork_0

Af Joachim Kahr Rasmussen

Efter en periode med en række solo-udgivelser kunne pladeselskabet El Paraiso Records i marts endelig udsende en ny skive med det tungtrockende hovednavn Causa Sui. Pladen hedder Return to Sky og indeholder fem lange og svært dynamiske intrumentalnumre, der alle lever op til albumtitlen. Med afsæt i vidt forskellige genrer som jazz, shoegaze og tung stoner-rock evner gruppen på albummet at skrue progressive numre op omkring simple melodier, der alle kulminerer i tunge riff-bårne højdepunkter. De knudrede og dog lettilgængelige opbygninger bliver en slags tema for albummet, og åbneren ”Dust Meridian” må siges at være et stjerneeksempel på, hvordan lange og udsyrede passager altid formår at tage form i en unik tungtrockende melodiøsitet i Causa Suis univers. Der kan ikke være tvivl om, at Return to Sky hverken overrasker eller skuffer, men at samtlige numre samtidig emmer af en sjælden spilleglæde, som er særdeles prisværdig.

Devon Welsh: Down the Mountaina1549483376_16

Af Alex Nørregaard

Den canadiske duo Majical Cloudz er ej mere. Fantastiske Are You Alone? og lytteværdige Wait & See blev det sidste fra Devon Welsh og Matthew Otto. Welsh har siden da givet lyd fra sig i form af Belave samt samlingen Down the Mountain, der er yderst bevægende og udtryksmæssigt funderet i Majical Cloudz-universet. Pladen fremtræder dog, om muligt, mere skrøbelig og tilbageholdende, og minder om The Blue Nile-frontmand Paul Buchanans Mid Air. Hvis Welshs sindige udsyngen af melankoli og følelsesliv ligner et sisyfosarbejde, er Down the Mountain blot (endnu) en ny begyndelse. Man må tænke sig Welsh som en lykkelig mand.

Hinds: Leave Me Alone21b15074

Af Camilla Grausen

I begyndelsen af 2016 albumdebuterede det spanske garagepopband Hinds. På det tidspunkt var der stadig en del måneder til deres indtog på Roskilde Festival, hvor de gav en lidt forvirrende og helt bestemt urutineret koncert. Men den var lige så sjaskcharmerende som bandets fire unge kvinder selv og som deres skramlede, melodiøse og humoristiske debut Leave Me Alone. Carlotta Cosials’ lyse vokal og Ana Perrotes dybere blander sig med hinanden i ret så menneskelig duetter, der er befriende uperfekte og meget mere hør-lige-os-vi-har-et-band. Både på plade og live udstråler Hinds netop den smittende spilleglæde, som mange langt mere rutinerede bands for længst har glemt.

Kate Tempest: Let Them Eat Chaosdownload

Af Maja Hirani

Mit bekendtskab med Kate Tempest er splinternyt, men intenst. I oktober udgav den britiske forfatter/rapper nemlig sit andet album, Let Them Eat Chaos, hvor lytteren suges ned i ubehagelig specifik kontekst i tid og rum: 2016 og vi befinder os på en øde gade i London kl. 4.18 en tilfældig nat. De fleste bag husmurene sover roligt inden vækkeuret ringer. Alle på nær en håndfuld søvnløse beboere, der alene og rastløse i hver deres lejlighed holdes oppe af et sortsynet tankemylder. Nummer for nummer møder vi de navngivne stakler, hvor vi konfronteres med deres fortvivlede sind netop denne nat. Let Them Eat Chaos er et ambitiøst konceptalbum, hvor Kate Tempest med mesterlig sans for detaljer skildrer individet og formår at indfange det omgivende samfund i processen. Tjek op for Let Them Eat Chaos, og nyd enten blot en god historie, som man siger – eller bliv ramt af en ubarmhjertig, pessimistisk socialrealistisk indsprøjtning i elektronisk hiphopform.

Kendrick Lamar: Untitled Unmasteredkendrick-lamar-untitled-unmastered

Af Simon Freiesleben

Ingen ville have fortænkt Kendrick Lamar for at tage et lille pusterum efter at have udgivet To Pimp a Butterfly – et 80-minutter langt livtag med sort kultur og amerikansk minoritetsundertrykkelse, der for mig allerede har opnået status som en nyklassiker indenfor hiphopgenren. I stedet udgav han ganske uventet Untitled Unmastered, der er en umiddelbart uanseelig udgivelse på blot otte unavngivne numre. Det er på mange måder en uundgrundelig udgivelse, der kun modvilligt lukker lytteren indenfor. Men lad ikke størrelsen eller de demolignende sangtitler snyde dig, for Untitled Unmastered er langt mere end et hurtigt forsøg på at lukrere ved at lægge sig i slipstrømmen på To Pimp a Butterfly. Kendrick Lamars vers er som altid knivskarpe, men den sande åbenbaring ligger i albummets varme og levende lydside. Albummet syder og bobler af jazzinspiration, og Kendrick Lamar vrider alle mulige og umulige stemmenuancer ud af sine stemmebånd – uden brug af digital manipulation. I min bog er Untitled Unmastered en af årets stærkeste udgivelser i et stærkt, stærkt hiphopfelt.

Marissa Nadler: Strangers + Bury Your Namea1239498636_10

Af Alex Nørregaard

I løbet af 2016 udgav den amerikanske singer-songwriter Marissa Nadler Strangers og Bury Your Name, der begge byder på gotisk folk og americana af høj kvalitet. Egentlig udkom pladerne samtidigt tilbage i maj, idet et begrænset antal Strangers-vinyler blev ledsaget af et Bury Your Name-kassettebånd, men det var først i september at sidstnævnte fandt vej som selvstændig digitaludgivelse. Hvor Strangers overordnet set breder sig mere ud instrumentalt og sine steder fremtræder rocket (eksempelvis ”Janie in Love”), er Bury Your Name en noget mere afdæmpet affære og overvejende akustisk i sit udtryk, der leder tankerne hen på Chelsea Wolfes Unknown Rooms.

The Mystery Lights: s/t3135_4612_the-mystery-lights

Af Martin Minka Jensen

Amerikanske The Mystery Lights er nok gået manges næse forbi. Som første udgivelse på det lille label Wick Records virker dette da heller ikke så mærkeligt. Men når man ser, hvem der står bag det lille selskab, er der nok nogle klokker, der ringer. Wick Records er nemlig et nyt sublabel til Daptone Records, som bl.a. står bag udgivelser med Charles Bradley. Hvor Daptone Records’ profil er soul og funk, så er Wick Records’ garage og psych. Og med The Mystery Lights første udgivelse, starter selskabet ud med et prægtigt bidrag til en ellers fortærsket genre. Hvis man er til upbeat orgeldrevet garagepsych, så er The Pretty Lights’ debut et must have. En rå distortet og inderlig vokal, pondus fra store mængder fuzzguitar og en let garnering af psykedeliske krumspring giver den helt rette stemning.

Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod migniels_skousen_-_hvem_er_du_som_kommer_imod_mig_artwork

Af Steen Fabrin Michelsen

Niels Skousen var i overført betydning død og begravet af musikbranchen, men heldigvis ikke helt glemt. Således tog Nikolaj Nørlund den aldrende protestsanger under sine vinger i 2002 og udgav Dobbeltsyn, der gav den sympatiske sangskriver, musiker, skuespiller, forfatter og meget mere et gedigent comeback, der gav genlyd og fortsat runger. Siden har Skousen således med skiftende samarbejdspartnere, der alle tilhører miljøet omkring Nørlunds pladeselskab Auditorium, udgivet det ene fremragende album efter det andet. Det er som om ordene vælter ud af manden, hvis mund blev forseglet med syv sejl i de rædselsfulde firsere, der kunne slå selv de bedste ud af kurs. I år udgav Skousen det fine album Hvem er du som kommer imod mig. Her kan man endnu engang læne sig tilbage og lytte til mandens behagelige snakke-sangstemme og nyde hans blændende indsigter, som ubesværet kommer dig i møde og tvinger dig til at lytte. Lyt f.eks. til det 8 minutter og 19 sekunder lange åbningsnummer “Mænd er fra Mars”. Hvis Dylan skal have Nobelprisen i litteratur, så skal Skousen have Nordisk Råds Litteraturpris.

Róisín Murphy: Take Her Up to Montoa0761941814_10

Af Niklas Kiær

Denne anbefaling er en dobbelt-anbefaling! For fantastiske (og tilsyneladende evindeligt oversete) Róisín Murphy har to år i træk begået en af mine yndlingsplader. Siden sit gennembrud med Moloko i trip-hop-90’erne, har Murphy begået fire albums. De mange år mellem den anden (2007) og tredje udgivelse (2015) har måske fået den almene musiklytter til at glemme hvilket format hun besidder, men jeg kan ikke andet end anbefale Hairless Toys fra 2015 og i lige så høj grad Take Her Up to Monto. Sidstnævnte album er en klassisk Murphy-udgivelse, der konstant bevæger sig mellem det mere hårdtslående og støjende elektroniske til det inderligt personlige. Sammen balancerer tekstunivers og sang som altid mellem ironi og ærlig melankoli, hvilket fungerer allerstærkest på numre som “Pretty Gardens”, “Ten Miles High” og den hjerteskærende “Whatever”. Og så er det et album på ni fantastiske numre – forfriskende i en tid, hvor alt for mange vil op omkring de tyve for at tjene lidt ekstra streaming-kroner.

Ukendt Under Andet Navn: Ingen hunde hyler herukendt-under-andet-navn-ingen-hunde-cover-659x651

Af Steen Fabrin Michelsen

»Det er mit DNA / hver eneste dag / kan ikke vaske det af / mit DNA,« synger Henrik Olesen i front for bandet Ukendt Under Andet Navn på det fremragende nummer “DNA” på bandets fjerde udgivelse, der har fået titlen Ingen hunde hyler her. Det er naturligvis musikken, der ikke kan vaskes af hos lillebror Olesen, der er født i det herrens år 1965, nærmere bestemt den 18. december. Det ved kendere, idet han skrev nummeret “Atten Tolv Femogtreds” på skilsmissealbummet Kain og Abel fra storebror Peter H. Olesen, som han i mange år dannede musikalsk makkerskab med i Sort-Hvide Landskaber, Greene og til sidst i Olesen-Olesen.

I 2007 var det dog slut, og siden har Henrik Olesen udgivet plader som Ukendt Under Andet Navn. I år udkomt Ingen hunde hyler her, som helt bestemt lever op til tidligere tiders produktion, der tidligere har fået fremragende ord med på vejen her på sitet. Det er underspillet melankolsk indie med tekster, der i modsætning til Peter H. Olesens De Efterladte i højere grad er poetisk fragmentariske, hvor hans er mere poetisk narrative. Tag f.eks. til det instrumentale titelnummer eller “Du drømmer sange”. Såre smukt som altid, så vi bukker behørigt og takker behændigt for, at musikken ikke kan vaskes af.

Vince Staples: Prima Donna EP88a25161

Af Simon Freiesleben

Prima Donna indledes af Vince Staples, der uakkompagneret sangmumler teksten til gospelsangen ”This Little Light of Mine”. Han lyder omtrent som verdens tristeste og mest ensomme hiphopper, inden hans sang på brutal vis afbrydes af et bragende pistolskud. Er der tale om selvmord, eller repræsenterer pistolskuddet ungdommens bandekonflikter i Long Beach, California – de konflikter, der fyldte så meget på Summertime ’06 (2015)? Uanset hvad, erklærer Staples selvsikkert, at han er »War ready« på det efterfølgende Outkast-samplende nummer af samme navn. På blot 20-minutter når vi fra den smittende rap-rockede ”Smile” (der gudhjælpemig indeholder en solo midtvejs) til den subwoofersprængende ”Pimp Hand”. Prima Donna er en fremragende EP, der bekræfter, at Vince Staples er en af de mest ambitiøse og mangfoldige talenter på hiphopscenen.

Deltag i debat