Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2016 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2016 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.

Anderson .Paak: Malibuanderson-park-malibu-cover-billboard-650x650

Af Troels Sørensen

Anderson .Paak er en artist, som ikke er blevet vendt synderligt på Undertoner. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi ikke kender ham på redaktionen. I 2016 udgav han sit andet album Malibu, som med raketfart sendte ham til tops i hiphop-himmeriget. Malibu er et funky, super velspillende og legesygt album, som både har west coast-vibes, sjælfuldt soul og funky Earth, Wind & Fire-stemninger på menuen, og trods de mange forskellige elementer, har albummet en stensikker rød tråd. Paak viser på albummet også stor sikkerhed i både rap og sang, hvor lyrikken også har et tårnhøjt niveau, som afslører at Anderson .Paak er en reflekterende og eftertænksom herre, der ikke altid har haft det sjovt, men som derimod er i sit es i musikken. Anderson .Paak viser med sit Malibu-album, at han er kommet for at blive. Ham kommer vi til at se meget mere til i fremtiden.

De efterladte: Adjø tristessede-efterladte-adjc3b8-tristesse-front

Af Steen Fabrin Michelsen

Undertoners Nina Ulrich Østergaard skrev i 2013, at hun var glad for ikke at være inde i hovedet på Peter H. Olesen i sin anmeldelse af Alvorsord og etagevask, der var De Efterladtes andet album. Og nej, nogen Ole Henriksen bliver Peter H. Olesen aldrig. Derfor har man lidt svært ved at tage titlen for pålydende på bandets tredje album, som vi desværre ikke nåede omkring her på Undertoner i år. Det er ellers et virkelig godt album, der lyder pisse godt. Med sig har Peter H. Olesen sin faste makker Michael Lund, og den gamle ven og samarbejdspartner Boi Holm, der er multiinstrumentalist og producer. Sammen har de tre skabt et lavmælt, melankolsk og meget smukt værk, der vokser for hver gang, du lytter. Måske er det faktisk De Efterladtes bedste indtil videre. Og nej, Peter H. Olesen kommer aldrig til at vinke tristessen farvel, selv om han måske prøver. Lyt f.eks. til nummeret “Drømte jeg gik og blev ved med at gå”, hvor en linie lyder: »Jeg drømte og tog drømmen / med ind i min dag / jeg slæbte den efter mig / som et smukt nederlag …«

Esben & Loke Deph: Weekendmixtape #3: Parnasset + Weekendmixtape #4: YDMYGartworks-000155793807-9365zp-t500x500

Af Maja Hirani

For andet år i træk indtager Esben & Loke Dephs frittilgængelige ca. 25 minutters Soundcloud-mixtapes en af mine absolutte topplaceringer. 2016 var selvfølgelig året hvor Loke Dephs udgav sit debutalbum Malstrøm/Beluga, og dermed cementerede sin overlegne position i dansk rap – men sandheden er, at det er hele holdet omkring Loke Deph og Malstrøm/Beluga, der er uden sidestykke pt. Esben, Loke, Boone og de faste makkere i form af særligt Just og Telepa-T har fundet frem til deres helt egen stil og stemme, og selvom Weekendmixtape #3 og #4 er langt mere upolerede og fragmenterede end Malstrøm/Beluga, så er lytterens tendens til skiftevis hævede bryn, hovedrysten, knude i maven og brede smil intakt. Deres tekster, og ikke mindst leveringen af dem, fusionerer hiphoppens aggressive og politisk ukorrekte umiddelbarhed med en fantaserende digters ordvalg, sætningskonstruktioner og uforudsigelighed. Den varierede lydside indeholder både skrabede og underspillede beats, såvel som overdådige eller tungt slæbende melodiske produktioner – altid med et smagsfuldt twist og altid med et stramt, mættet udtryk.

Man bliver aldrig færdig med Weekendmixtape #3 og #4. Og velvidende om, at jeg nu har pisket en nærmest umenneskelig stemning op, så synes jeg egentlig bare, du skal give det en chance.

»Sort ligesom Kipketer / hurtig ligesom Jens Lyn / sort ligesom Kipketer / hurtig som på gensyn!«

Jaleh Negari: Arch Wavesartworks-000176991717-hbh6rc-t500x500

Af Perry MacLeod Jensen

På debutalbummet Arch Waves udøver Jaleh Negari (Selvhenter, Pinkunoizu, Le Fiasco m.fl.) en grundforskning i musikkens klangmuligheder. Negari har forladt sin plads bag trommerne i Selvhenter og lavet en håndfuld spændende kompositioner, der med afsæt slagtøjinstrumenters toner stiller en række spørgsmål, der forsøges besvaret igennem kompositionerne. Hvordan lyder den rene klang af en asiatisk gong eksempelvis? Hvordan lyder den klang, hvis tonen begynder at vibrere? Og hvordan lyder det, hvis flere gonger vibrerer forskudt fra hinanden i samme komposition? Eller hvordan lyder slagtøjinstrumenters overtoner, hvis man spiller den samme monotone sekstendedels-rytme på flere instrumenter samtidigt? Det er spørgsmål som disse, Jaleh Negari stiller på Arch Waves, og svarene leveres i form af de endelige kompositioner, der ligger i vinylpladens riller. Således er pladen eksperimenterende i ordets egentlig forstand i sit forsøg på at udvide musikkens tonesprog, og det eksperiment er ret fascinerende at ligge øre til.

Katrine Stochholm: Danser til radioradio

Af Frederik Voss

Det er svært at beskrive Katrine Stochholm uden at relatere hendes virke til Under Byen, hvilket også gør sig gældende for hendes første album i eget navn – 12 år efter hun forlod bandet. Danser til radio bringer minderne tilbage til hendes naturnære lyriske univers fra Under Byen-albummet Kyst i tandem med de stryger- og klaverbårne arrangementer med skæve rytmesektioner og vokalmelodier. Dér, hvor albummet adskiller sig, er dog den helt store force: Katrine Stochholm har begået et yderst charmerende popalbum, hvor der også er plads til forfriskende elektroniske momenter og lyde, man ikke tidligere har hørt hende gøre brug af – hør blot “De danser til radio”.

Manky: Manky x Aktona1316926635_16

Af Niklas Kiær

På trods af et relativt højt niveau på den danske rapscene, så er det sjældent de danske udgivelser siger mig ret meget. For ofte prøver man at lyde som en eksisterende pendant i det amerikanske, om det er trap-inspireret glamourrap på auto-tune eller ‘ægte’ boom-bap, der gør alt for at efterligne Gang Starr og de andre kontante New Yorkere fra 90’erne. Manky x Akton er en undtagelse. Inspirationen beat-mæssigt ligger nærmere Madlib og J Dilla, som man også hørte det på Lord Aktons imponerende instrumentale udgivelse fra 2015, Old Future Worlds. Selve rappen er stenet, udflydende og passer perfekt til pladens beats. Manky er ikke Danmarks bedste ordsmed, rimspytter eller hitmager, men sammen med Lord Akton, har han begået et anderledes og virkelig interessant bud på dansk rap anno 2016. Jeg håber, at vi kommer til at høre meget mere til de to herre og resten af Psykofarmakarisma-kollektivet i 2017. Ørene er spidsede hos undertegnede!

Modest: s.t. EP12764421_988211264605214_5842979084780550100_o

Af Perry MacLeod Jensen

Ud af det vidunderlige, aarhusianske kassettelabel Brystet kom i foråret en patosfyldt, skramlet debut-EP fra lo-fi, postpunk-bandet Modest. Målt på lydkvaliteten kunne man hurtigt afskrive EP’en som et demobånd. Altså et ufærdigt på produkt, hvor vi endnu venter på at høre sangenes fulde potentiale, men hold nu op hvor er det en samling gode sange, der på bedste vis klinger af den sorte eyeliners æra i 80’erne. Tag bare et lyt til den forrygende “Lovesong”, hvor alt – energi, melodi og komposition – går op i en højtsvævende enhed, og sangerens forelskelse eksploderer ud af højtalerne. Så glemmer man alt om lydkvalitet. Kom gerne med meget mere, Modest!

Navneløs: Lavaunspecified

Af Camilla Grausen

Andet album fra den aarhusianske indierockkvintet Navneløs lever i min optik ikke helt op til »vinderdebuten« Værk fra 2014. Men mindre kan også gøre det, når Lin Rosenbecks sfæriske vokal blidt lægger sig oven på de langstrakte guitarflader og flot afstemte numre på Lava. Navneløs er stærkest, når de folder drømmerocken ud og lader lytteren flyde med – som på afslutningsnummeret og højdepunktet “Elektrisk hånd”. De er knap så stærke, når de går i en lidt mere kønsløs electropop-retning. Jeg hører dem meget gerne udforske en musikalsk trekant med det underskønne, det foruroligende og det drømmende som tre hjørner. Det er dét band, som Navneløs stadig kan sammenlignes med – Under Byen – mestre i. Selvom det er store sko at fylde ud, er det ingen skam at udforske nogle af de samme elementer, når forbilledet er af så høj kvalitet.

PJ Harvey: The Hope Six Demolition Projectalm98247

Af Camilla Grausen

Man kan næppe påstå, at britiske PJ Harveys The Hope Six Demolition Project ligefrem har været muligt at overse i 2016, men af forskellige andre årsager fik vi det ikke anmeldt. Det var ellers et album, som man kunne sige en masse om, ikke mindst pga. de indholdstunge tekster om fattigdom og krig. Og så kunne man også lige have fortalt noget om saxofonens indtog i Harveys musikalske univers. Med dette album klatrede PJ Harvey (om muligt) endnu højere op ad den internationale kunstneriske rangstige, ikke mindst takket være de efterfølgende koncerter – i dansk sammenhæng både på Roskilde og i Falconer Salen, hvor hun sammen med sit store, sortklædte herreband gav stærke fremførelser af de hårde numre. Dog er The Hope Six Demolition Project ikke blandt hendes største musikalske bedrifter, og personligt synes jeg, at det er et album, som det er lettere at beundre end at elske.

Ryley Walker: Golden Sings That Have Been Sunga1950601767_7

Af Martin Minka Jensen

Amerikanske singer/songwriter Ryley Walker fik i 2015 relativ stor omtale for sin anden udgivelse Primrose Green. 2016 blev året, hvor tredje album i rækken så dagens lys. Dette var anden udgivelse for selskabet Dead Oceans, der også huser en anden singer/songwriter, nemlig svenske Kristian Matsson aka. The Tallest Man on Earth. På Golden Sings That Have Been Sung har Ryley Walker udviklet sin egen variant af folkrock, som stadig har arven fra Tim Buckley og John Martyn som omdrejningspunkt, men nu er blevet mere rocket i sit udtryk. Med LeRoy Bach fra Wilco i producerstolen har Ryley Walker begået endnu et helstøbt album, hvor de behagelige guitarbårne melodier er i centrum.

Various artist: Vellness Mixtape vol. 2artworks-000158943236-w9szda-t500x500

Af Perry MacLeod Jensen

Mixtape-formatet har spredt sig fra hiphoppen og videre til alle de unge, friske indiebands, der samler sig i musikkollektiver. Vellness Mixtape Vol. 2 er en fælles, kollektiv lyd, der springer ud af pladeselskabet/kollektivet Vellness Plader, der har base i Kolding, Odense, Svendborg og København. En fælles lyd, der er så sammensmeltet, at de ikke engang har splittet de otte numre på mixtapet op i otte numre. Næ, en lang 28-minutter lydfil ligger der på SoundCloud. Værsgo at lyt!

På mixtapet serverer de otte artister kantet wellness til dine ører. Det er popmusik, som Lars Hug skrev den i starten af hans karriere. For Peter Buch synger bestemt ikke rent på den ellers velklingende synthballade ”Emma”. Sjæl I Flammer får kinderne til at løfte sig på ”Det tidspunkt i Anders’ liv”. På ”Blomster og porcelæn” aer Hong Kong dig med hårene med en følsomhed, der er tæt på at være Nik & Jay-kvalm, uden at de mister den livsnødvendige kant, der adskiller dem fra de to Værløse-popdrenge. Skarpetta synger om det ”Vekslende skydække i Milano”, så du ikke kan sidde stille. Det kan du heller ikke, når Franske Piger i ”Helt sammen” groover sig ud på den musikalske landevej. Som en synthtroldmand sender Anders Boserup, spinkle, skæve og alligevel funky keyboardtoner ind i dine ører på ”Dancing in My Memory”. Ecstasy in Order bevæger sig længst væk fra den behagelige flødepop på den elektroniske ”Static Life”, der klinger mere af New Order og Pet Shop Boys end dansk 80’er-pop – og fred være med det, for det svinger stadig. Det hele rundes af med Kvindekamps romantiske ”Forårsmelodi”, der med et herligt skud punkcharme runder et virkelig velskåret mixtape af.

De otte numre hænger så glimrende sammen, at mixtapet reelt set føles som et album. Et album, der vel at bemærke hænger bedre sammen end langt de fleste ”rigtige” album, der bliver udsendt af en enkelt artist.

Deltag i debat