Plader

Shitney: Earth Core

Earth Core har Shitney den intention at bore os ned gennem jordens mange lag for til sidst at nå hjertet, der åbenbart lyder som soundtracket til et 8-bit Nintendo-spil.

I 1864 udgav den franske forfatter Jules Verne science-fiction romanen Rejsen til Jordens indre. Bogen har sidenhen opnået klassikerstatus, og i det 20. århundrede er den blevet filmatiseret flere gange. Måske har trioen Shitney læst romanen eller set en af filmatiseringerne? For grundlæggende handler denne trios debutalbum om den samme rejse, hovedpersonerne i Jules Vernes bog bevægede sig ud på – nemlig en rejse til jordens ukendte indre.

Shitney er en trio af skandinavisk herkomst bestående af den estiske komponist og saxofonist Maria Faust, den danske komponist og keyboardspiller Katrine Amsler samt den svenske komponist og vokalist Qarin Wikström. De har forskellige priser og legater i bagagen, hvilket vidner om, at det er talentfulde og eksperimenterende kunstnere, der ikke har beskæftiget sig med mainstreamen. Disse tre kvinder har de sidste to år turneret og arbejdet sammen, og produktet af disse to års arbejde er debuten Earth Core.

Earth Core har Shitney den intention at bore os ned gennem jordens mange lag for til sidst at nå hjertet. Jordens indre er der ingen i den virkelige verden, der har set, men Shitney vil vise os den alligevel. Tilløbet til at bryde jordens skorpe sker med åbningsnummeret ”Compressed Tightly Together, Forced to Vibrate as Mean”. Her er ikke tale om nogen blid opstart, men en energisk og pulserende kakofoni. Lige under jordens overflade findes der åbenbart en natklub, der sender pulsen i vejret og efterlader lytteren svedende og ivrig efter ekstase.

Derfor kan skiftet til nummeret ”Lemon Yellow Sintered Micro Crystals” nemt sende den dansende lytter til antiklimaks. Intensiteten er bevaret, men lydbilledet ændres totalt. Skærende elektrorytmer, der panisk borer sig længere ned og holder pulsen oppe. Nummeret bevæger sig direkte over i det næste, nemlig ”Towards Oxygen”. Her kommer der dunkende, elektriske trommer, som danner et underlæggende ustabilt åndedræt for saxofon og keyboard.

På ”Magnetosphere Shower” bevæger nummeret sig fast og bestemt frem over et dovent beat. Det dovne beat understreges i starten af en kynisk, reciterende vokal. Den dovne rytme bliver pumpet op af psytrance-inspirerede build ups, a la danske Koxbox, hvori saxofonen bidrager med små velplacerede stik. Nummeret har en indestængt sensuel energi og intenst lydbillede, der lider under en lemfældig vokaleffekt, der mest af alt lyder som kommentarer fra Siri på din iPhone. Dette ødelægger den messende effekt af underlæggende saxofon og vokal og efterlader nummeret en anelse fortænkt. Det korte ”Black Oxide Coat in Air” efterlader desværre den samme noget unuancerede, fortænkte tilfældighed.

Bedst som man frygter, dette fortsætter, bliver man som lytter losset lige i mellemgulvet. Måske er det fordi, vi har bevæget os tættere på jordens indre, men nu stiger intensiteten endnu engang, men på en mere svævende og ukontrolleret måde. Lyden af ”Iron” er lyden af intens skærebrændersaxofon, buldrende drum and bass-beat og keyboardtoner fra Orienten. Samme mellemøstlige inspiration synes at gøre sig gældende på ”Carbon – Sulfur – Situ Ruttu”, men med et lydbillede i opløsning. Lyden bliver panisk og kynisk, og man har som lytter svært ved at få vejret. Lyden af microguitar, der er en type guitar, hvor der ved hjælp af indstillelige bånd er mulighed for flere typer af toner, giver et stærkt præg af free-jazz. Her kan der drages paralleller til Thurston Moores samarbejde med italienske Walter Prati og engelske Evan Parker på udgivelsen The Promise (1999).

”Wolfram Majesty” har en spilletid på lidt over et minut og er et ret så uinteressant sammensurium af effekter, som mest af alt virker som tilfældig fyld på albummet. Derimod har ”Siderophile Elements” det samme kaos, men holdes oppe af et dronende skelet, der skaber et nærværende suspense i nummerets progression. Nummeret har med sine lige knap 13 minutter god mulighed for at trække lytteren til sig. Intensiteten stiger, og man fornemmer, at forløsningen nærmer sig. Selvom nummeret stiger og falder i tempo, mister det ikke sin insisterende opbygning til klimaks, men lader os afslutningsvis glide direkte over i finalen.

”Graphite; Black, Diamond; Clear”. Her er der tale om en finale, der giver et indtryk af opløsning. På en måde virker det dejligt forløsende med den intense trommerytmes sammensmeltning, der baner vejen for den dronende og flydende struktur. Men albummets akilleshæl dukker endnu en gang op ved at plastre nummeret til i småkomiske lydeffekter. Jordens indre lyder åbenbart som soundtracket til et 8-bit Nintendo-spil. Det er der jo som sådan ikke noget i vejen for, men det afviger skingert i forhold til resten af albummet.

Shitney har med Earth Core begået et interessant album, der ikke er for sarte lyttere. Selvom der er tale om en voldsom hybrid mellem alt fra psytrance, free-jazz, drum and bass og noise, så formår de tre kvinder at gøre det hele mere spiseligt. Hvis man bare vil ofre lidt tid på udgivelsen, så får man som lytter en intens og energisk fuckfinger til ens pæne forestillinger om dansabal musik. Denne ligefremme og uforudsigelige tilgang til lydeffekterne er også albummets akilleshæl. Mens nogle af de stærkeste numre på pladen formår at fastholde det uforudsigelige i en umiddelbar struktur, så er de svageste numre forudsigelige i deres forsøg på det modsatte. Med andre ord, så er de mest interessante numre uforudsigelige i deres forløb og instrumentering, samtidig med de er overbevisende og nærværende. Bedst som man tror man har forstået strukturen, så ændrer den sig, hvilket gør den umiddelbar, men desværre også til tider for lemfældig.

★★★☆☆☆

Leave a Reply