Koncerter

Roskilde Festival 2018: Kakkmaddafakka, Avalon

Skrevet af Jens Trapp

Kakkmaddafakka leverede en fest af en åbningskoncert på Avalon

Tidlig torsdag morgen listede jeg gennem Clean Out Loud, på vej fra ét kontor til et helt andet kontor et andet sted. Alle soundboxes lå stumme hen, som væltede hyæner der for en stund var færdige med at hyle mod himlen. En fugl pippede forsigtigt og pikkede i lidt opkast. Lugten af urin var ikke så påtrængende som aftenen før. En helt fin, næsten ikke mærkbar, støvregn hang i luften og sikrede, at alle kunne få lov til at sove længe og ikke vågne febrilske og kampsvedende i de små iglootelte. Foran Orange Scene gik nogle søvnige opryddere og samlede skrald. De evindelige halvfyldte ølkrus og dåser fløj ikke gennem luften. Helt stille var der bare.

Modsat dagen før! Åbningsdagen på Roskilde Festival 2018. På Avalon var der hverken stille eller søvnigt. Og på trods af at bandet på scenen kommer fra Bergen, hvor det efter sigende skulle regne ca. 220 dage om året, var der heller ikke noget støvregn eller tristesse over det officielle programs allerførste koncert. Det seks mand store indie-disco-partypop projekt Kakkmaddafakka leverede et flot og uhyre sympatisk partyslap lige op i publikums åbne, forventningsfulde ansigter. Kakkmaddafakka var tydeligvis begejstrede for gensynet med Roskilde og Danmark. Og følelsen var gensidig. Teltet var fyldt og alle kunne synge med på de mange sing-along omkvæd, som den ringlende popmusik bød på.

Det er anden gang Kakkmaddafakka spiller på Roskilde. Første gang var på Pavilion i 2016, hvor de leverede et show, der fik vores anmelder til næsten at forveksle dem med et balleband til en 50 års fødselsdag, men dog gav dem fine karakterer. Onsdag eftermiddag blev det røde scenetæppe trukket fra præcis 17:30 til tonerne fra et klassisk tema, jeg genkendte, men ikke helt kunne placere. På det mægtige bagtæppe var huset, fra coveret til deres seneste album Hus, malet på. Den klassiske musik fadede ud, publikum jublede forventningsfuldt og trommeslager Kristoffer Van Der Pas kom løbende ind, gjorde en gestus for alle os i teltet og gik i gang på podiet med trommerne, så kom bassist Stian Sævig ind og én efter én fik vi alle på scenen. Sidste mand var den vævre Axel Vindenes, der kom flyvende ind i et karatespark, iklædt det helt rigtige slackeroutfit, komplet med den allestedsnærværende bandana. Han satte showet endeligt i gang med hittet ”Galapagos” fra albummet KMF og teltet var allerede på det tidspunkt en gyngende og hoppende gestalt af begejstring og forventning.

Axel Vindenes havde overskud og begejstring til at sende fingerkys ud til publikum i en kort solo i ”Galapagos” og det var i det hele taget fantastisk at se, hvor meget bandet elskede hele situationen. Kæmpe smil og overskud og velvære bølgede fra scenen ud til det ligeså begejstrede publikum, som sendte det hele retur op på scenen. Det store hit fra  albummet Hus, nummeret ”Neigbourhood” blev sunget af Pål Vindenes, mens alle i bandet sang med på kor. Det var næsten umuligt at får armene ned og smilet af. »For those of you who dont know who we are, we are the mighty Kakkmaddafakka from Bergen, Norway!« råbte Axel Vindenes før en kort trommesolo fik opmærksomheden rettet mod den supertighte trommeslager Van Der Pas, med hans fire fjerdedels stortromme og stærke hihat-arbejde, hans nærmest discoagtige feeling og så var de videre igen. Der blev lavet både sjove og obskønne bevægelser henover scenen i en vekslen mellem koreograferede bas/guitar/guitar optog fra den ene ende af scenen og tilbage igen og mere Elvis Presley eller Michael Jackson-agtige hoftevridende, tagende-sig-i-skridtet gimmicks, der fik publikum til at hvine af fryd.

Som så mange andre bands beskrev også Kakkmaddafakka et kæmpe V igennem koncerten. Den fantastisk veloplagte start gled over i et par afdæmpede numre, og jeg var lige ved at tro at gassen var gået af ballonen midt i sættet. Publikum var forvirrede, hvor var vi på vej hen, tabte de tingene på gulvet? Men så fik de ligesom greb om situationen og fik hevet sig selv tilbage helt op under loftet på Avalons fantastiske scene.

Kakkmaddafakka lukkede ned ligeså veloplagt og begejstret som de startede ud. Keyboardspiller Sebastian Kittelsen smed skjorten og løb i bar mave frem over scenen med det stor Kakkmaddafakkaflag, mens Axel Vindenes råber: »God is on our side today« og bandet var som sagt tilbage på sporet, hvor alle breaks sad nøjagtig som de skulle og alle spillede for hinanden med den samme smittende begejstring som i begyndelsen. Brødrene Vindenes smed også tøjet på overkroppen og bandet lukkede ned med et par numre fra Hus, men især ”your Girl” og ”Restless” helt tilbage fra albummet Hest, stod skarpt og flot. Som sidste gang de spillede her, hev de også denne gang perkussionisten Lars Helmik Raaheim-Olsen frem foran på scenen, hvor han sang sit cover af Haddaways “What is Love”, måske lidt malplaceret at gentage den gimmick.

Til allersidst, til tonerne af Barry Whites: ” My First, My Last, My Everything”, forstod man hvorfor bassist Sævig indimellem havde været lidt fjern og havde haft opmærksomheden rettet væk fra scenen, for ind kom nu hans to små børn sammen med Lars Helmik Raaheim-Olsens ene barn. De vinkede og bukkede sammen med bandet og alt var ét stort samdrægtigt og næsten lykkeligt øjeblik. Hjælp hinanden derude, pas på hinanden bad Axel Vindenes til sidst »We love you« og så blev der atter stille.

★★★★★☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

3 kommentarer

  • Beklager at jeg ikke er så stiv i mine 80’er (på popscenen, that is) og bare bevidstløst gik ud fra, at det var en gentagelse af tidligere shows med cover af Haddaways “What is Love”. Jeg er blevet opmærksom på, at det da vist var en cover Chers “Believe” Lars Helmik Raaheim-Olsen sang i slutningen af koncerten. Beklager

  • Det klassiske tema, de gik på scenen til, er “Peer Gynt” skrevet af bandets bergensiske bysbarn, Grieg.

  • Ja selvfølgelig! Tusind tak for oplysningen Kasper. Kunne godt genkende det, men ikke placere det :-)

Skriv et svar