Masego, den jamaicansk fødte amerikaner Micah Davis, har til dato udgivet to albums under sit selvudråbte genrelabel TrapHouseJazz, og musikalsk set lander det et sted mellem Southern Hiphop og 90’er R&B. Et kvarter inden koncerten var der godt fyldt op af mennesker. Flere steder blandt publikum havde der bredt sig en duft af sødlig, tung røg. Mens nogle allerede stod og dansede lidt fjollet, stirrede andre forventningsfuldt op mod scenen.
Lad det hurtigt være sagt. Masegos tilstedeværelse på scenen til aftenens koncert var sleazy as fuck. Da han nonchalant trådte ind på scenen med sin ranglede statur, lidt slæbende bevægelser og iført et mønstret outfit, erklærede han hurtigt: »This gon’ be a good show«.
På denne aften var det som om, Masego havde magten til at dirigere publikum med den mindste bevægelse med sin lillefinger. Davis gjorde da også brug af hvert billigt trick i bogen for at inddrage publikum i koncerten lige fra begyndelsen, men folk fulgte velvilligt med på opfordringerne om at gentage Davis’ sanglinjer, og kastede i øvrigt på hyldende vis hænderne i vejret ved hver given lejlighed.
Med sig havde Davis bragt en række kompetente musikere, og sammen lagde de problemfrit en decideret R&B-fest for dagen. Tunge grooves blev lagt af en tight rytmesektion, mens to kvinder på kor assisterede Davis’ vokaler. Samspillet var fra begyndelsen hamrende godt, men særligt “Prone” og “Old Age” var imponerende udført. Når Davis ikke sang eller dansede halvsjofelt rundt, greb han saxofonen og tilføjede et ekstra lag sleaze. Det var egentlig alt, alt for meget, men publikum elskede det.
Masegos sæt bestod i aftenens udgaver af en kombination af egne sange samt lån fra pop R&B-verdenens top, lige fra Justin Timberlake til Aalyiahs R. Kelly-producerede “Age Ain’t Nothin but a Number”. Ved sidstnævnte kunne man et øjeblik ane enkelte rynkede øjenbryn blandt nogle tilskuere, nok i lyset af den øgede negative opmærksomhed den moralsk fordærvede R. Kelly har fået i disse år. Det gav anledning til en hurtig strøtanke om, hvor meget man kan og bør slippe af sted med, så længe musikken er fed. Men festen fortsatte ufortrødent.
På lidt over en halv time var koncerten forbi, og den sluttede i et lige så højt musikalsk gear, som den var startet i. Hverken mere eller mindre var nødvendigt for at skabe en lummer men velspillet fest, man imponeret kunne gå fra. Dog ikke uden en let kvalme.
