Koncerter

Gilberto Gil, 10.07.19, Koncerthuset, Copenhagen Jazz Festival

Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Sambaveteranen lod sin koncert være en inkarnation af livsglæde og optimisme, selvom en tone af sørgmodighed lå som en presserende tåre bag koncerten.

Stemmen er hæs, håret er gråt og det er ikke mange år siden, at Gilberto Gil var ved at miste livet til en hjertefejl. Men i sit livs efterår lader den karismatiske brasilianer på 77 somre sig ikke falde sammen som en gammel gnavpot. Med sin koncert på Copenhagen Jazz Festival insisterede han på, at glæden, optimismen og troen på det gode i livet, er det vigtigste, vi har.

Helt i linje med koncertens stil startede vi med “OK OK OK”, der også gav navn til hans 35. album, der udkom sidste år. Han fortalte, at den handler om at bevare optimismen, selvom der ikke er meget at være optimistisk omkring ude i verden, eller hjemme i Brasilien hvor højrepopulisten Jair Bolsonaro overtog præsidentembedet den 1. januar. Det må have virket som en våd klud i ansigtet på den politisk aktive Gilberto Gil, der tidligere var landets kulturminister og medlem af det grønne parti. Og den underlæggende pessimisme blev i den grad undergravet under koncerten.

Det var svært ikke at sidde og smile under veteranens næsten 2 timer lange koncert. Bandmedlemmerne smilede, og rundt omkring i salen rejste publikum sig fra sæderne og begyndte at bevæge hofterne som til et brasiliansk karneval.

Gilberto Gil virkede taknemmelig nede på scenen. Den mest åbenlyse årsag var taknemmeligheden over, at han stadig har sit liv og sin vitalitet i behold, og derudover strålede han af kærlighed til sin familie, der var repræsenteret med mange medlemmer i bandet. Mest markant strålede hans datter Nara Gil, der sang kor og dansede, som var hun en evigt glad bedstemor.

Den 53-årige datter var det perfekte sidekick til Gilberto Gil, og hendes glæde var som en kryptonit mod den melankoli, som Gilberto Gils bossa nova klinger af. Og hvis datteren Nara Gil ikke havde fået alle jazz-gnavpotterne til at smile, kunne selv den største kyniker ikke undgå at sidde med et smil, da Gilberto Gils 10-årige barnebarn, Flora, kom på scenen og genert sang sammen med sin bedstefar.

Men denne glæde skinnende først for alvor igennem godt inde i koncerten. Først skulle vi dvæle ved bossa novaens lette, sørgmodige klang. I den første del af koncerten sad Gilberto Gil med sin akustiske guitar og sang, mens han blev bakket op af sit otte mand store band.

Fingrene spadserede let og elegant over strengene, mens hovedpersonen sang roligt og behageligt. Desværre var det ikke til at høre. Selvom hans band spillede yderst tilbageholdende og kun tilføjede små detaljer ovenpå hans spil, kunne særligt trommer og bas ikke undgå at overdøve den spanske guitar i Koncerthusets rungende akustik. Der hvor jeg sad, lød det ærligtalt rodet, som når et sammenspilsband spiller i en gymnastiksal til en gymnasiefest. Det er til trods for, at jeg blevet placeret i et af de dyre sæder på 1. balkon.

Det var en skam, for man kunne fornemme, der var noget smukt, der blev overdøvet. Numrene virkede smukt orkestreret, og de fik en munter og lystig klang af særligt perkussion og tværfløjte. Men dette kom først til sin ret, da bassist, trommeslager og el-guitarist forlod scenen, og Gils akkompagnement nu kun bestod af perkussion, blæsere og keyboard, da han fremførte “Yamandu”.

Helt forrygende blev det, da Gil et nummer senere var alene på scenen og spillede “Se Eu Quiser Falar Com Deus” i en hyldest til den netop afdøde guitarist João Gilberto. João Gilberto er kendt som en af bossa novaens skabere, og lavede blandt andet bestseller-albummet Getz/Gilberto i samarbejde med saxofonisten Stan Getz. Med rødderne i samba var han med til at skabe “den nye trend”, som bossa nova betyder, og spillede jazz på brasiliansk. Det fik hurtigt borgere over hele verden til at nynne med på “The Girl From Ipanema”.

I denne hyldest til guitarkollegaen kunne Gilberto Gil endelig dvale i bossa novaens følsomme ømhed, uden de larmende instrumenter skulle overdøve ham. Det var som om, der var en tåre, som gemte sig inde bag hans hæse stemme, mens han sang, og da han holdte sangens sidste tone ekstra længe i sin stemme, holdt jeg vejret.

Herefter skiftede han til sin elektriske guitar, bandet kom tilbage, og nu var lyden endelig faldet på plads i PA-anlægget. Med “Na Real” svingede bandet nu i et subtilt møde mellem blues og bossa nova.

Vi skulle nå et af flere højdepunkter, da aftenens gæstesangerinde, 38-årlige Roberta Sá, trådte ind på scenen og sang så kælent, at det var som at blive kysset i øret. Elegant bevægede hun sig rundt på scenen, mens hendes lange kjole faldt roligt ned over kroppen som et let gardin. Hende og Gilberto Gil smilede kærligt til hinanden, og det føltes som om, at alle på scenen ville os det godt.

Efter dette møde, der vækkede minder om nogle af den brasilianske musik fremmeste sangerinde som Gal Costa og Astrid Gilberto, blev der langsomt lagt mere og mere op til, at det gråsprængte Jazzfestival-publikum skulle rejse sig fra sæderne og danse til de mere og mere dansevenlige toner.

En kvinde fra fjerde række rejste sig fra sit sæde på gulvet og gik direkte op foran Gilberto Gil for at danse for ham. Selvom det så en kende bizart og demonstrativt ud, understregede det den underlæggende lyst til bevægelse, der lå i musikken, men som blev undertrykt i publikumssæderne. Flere gange viste Gilberto Gil med sine arme, at folk skulle rejse sig, danse og synge med, men det var først til allersidst, at han fik publikum til at rejse sig.

Det varede også længe før, at Gilberto Gil og band for alvor lukkede op for samba-posen. Vi skulle helt frem til hovedsættets sidste nummer, “Maracatu Atômico”, før musikken endelig svingede så heftigt, at størstedelen af salen rejste sig fra sædet.

For selvom Gilberto Gil i 1960’erne var en af frontmændene i det musikalske ungdomsoprør tropicalia, der blandede Brasiliens sambatraditioner med vestens beatmusik, var aftenen hovedsageligt dedikeret til bossa novaen. Selvom det utvivlsomt gav nogle rørende øjeblikke, var det dog glædens momenter, der blev koncertens højdepunkter.

Desværre satte Gil sig ubelejligt mellem to stole det meste af koncerten. For selvom han var bedst, når han enten sad alene med sin guitar, eller blev gæstet af enten sit barnebarn og Roberta Sá, valgte han at være alene med sit band gennem det meste af koncerten.

★★★★☆☆

Skriv et svar