Plader

Osees: A Foul Form

John Dwyer og kompagni har for alvor omfavnet punkens energiske vrede. A Foul Form er hurtig, aggressiv og vellykket.

Siden 1997 har multiinstrumentalisten John Dwyer og resten af hans varierende line-up spyttet det ene rock/punk/psych/noise-album efter det andet ud. I 2020 skiftede de sågar endnu engang navn, nu til Osees, og med Tomas Dollas med ombord som guitarist er bandet klar med A Foul Form – album nummer 25. Tror jeg.

Bandet har aldrig været bange for at eksperimentere med forskellige genrer, men A Foul Form er mere eller mindre rendyrket punk. Knap 22 minutters vredesudbrud om Gud, død og det satans etablissement, og uanset tempoet – som oftest er højt – er aggressiviteten til at tage og føle på. Pladen åbner med den fræsende “Funeral Solution”, hvor Dwyer frådende skriger: »What the fuck is going on?« før han kaster sig ud i en festlig fortælling om smadrede hjerneskaller og blodige vægge. Guitar, trommer og bas ræser derud med 200 km/t og afbrydes med taktiske mellemrum af en hvinende guitar, der får resten af bandet til at stå stille, før det hele starter forfra. »Right, you fucking animals / Peaceful living is too slow.« Ja, hvis den sætning ikke kan få din indre punker til at få lyst til at smadre ind i et andet menneske foran en scene, så kan jeg ikke hjælpe dig. “Funeral Solution” er et glimrende punknummer, men titelnummeret er endnu bedre; her går det endnu stærkere og trommerne får virkelig lov til at piske en stemning op. Dwyer spytter og snerrer en tirade om død og ødelæggelse med sin ødelagte skærebrænder af en stemme. Og så kommer omkvædet og prikker hårdt til din hjerne med misbrugt guitarstøj, og Dwyer nærmest growler »a foul form.« Det er sgu smukt.

Og smukkest er det, når bandet holder stilen, hvilket de heldigvis gør langt henad vejen. “Scum Show” er ligeledes en tempofyldt eksplosion af instrumenter og vrede. “Fucking Kill Me” ligeså, selvom der faktisk kører noget, der ligner en melodi i baggrunden. Her bevæger vi os lidt tættere på garagerocken og måske lidt længere væk fra den punkstil, som jeg egentlig gerne så bandet holde gennem hele pladen. På “Perm Act”, hvor garagerocken virkeliggøres endnu mere, får vi til gengæld pladens stærkeste tekster i bytte. Her får lovens lange arm – nok nærmere bestemt det amerikanske politi – virkelig ordtæsk. Der er vist ikke nogen tvivl om, at »fraternizing killers« referer til den måde, det amerikanske politi beskyldes for at beskytte hinandens skydeglade tendenser på. Man kan lige se dem komme marcherende, »brandishing a weapon / thinking you are trash.« Som tilskuer til det biluheld, som USA på nogle punkter synes at være blevet, er det kun fedt, når nogen bare siger det: Vores politi er elendigt. På pladens tiende og sidste nummer – det ateistiske manifest “Sacrifice” – er det Vor Herre og hans hus, der får en omgang, mens Dwyer nærmest æder halvdelen af sine ord: »God is nothing more than an obsessive lie / While Sunday school children are brainwashed into the line.« Et vredt udbrud som en vred afslutning på en virkelig vred plade.

Jovist, der er også små ophold i sendefladen. “Too Late for Suicide” er i denne kontekst nærmest langsom – en vuggende basboogie akkompagneret af et guitarriff på præcis to toner. Her får vi et glimt af bandets mere eksperimenterende side, og selvom det ingenlunde er dårligt, så passer det ikke rigtigt ind på resten af pladen. Har man først sagt punk, er det ret svært at sige avantgarde-noise lige efter. Så fungerer den instrumentale ganerenser “A Burden Snared” bedre – et slæbende ikkenummer, der består af en sløv melodi og ellers larm for resten. Her kan man især for alvor høre, at pladen er optaget i Dwyers kælder.

A Foul Form er en hyldest til de punkbands, som Osees er vokset op med, og man kan bestemt høre både Black Flag og Crass. Men det bliver aldrig bare en hyldest til dem, der har gjort før – Osees er sit helt eget band.

★★★★★☆

Skriv et svar