Psych-space-kraut-gruppen Papir har med sit andet album, dobbelt-lp'en Stundum, begået en imponerende bedrift; de har lavet en syrerockplade på knap 80 minutter, der hverken lyder bedaget eller ligegyldig.
Skribent - Esben Rasmussen
Apparat Organ Quartet: Pólýfónía
Den islandske orgelrockgruppe (de findes!) Apparat Organ Quartets anden plade lever op til forventningerne. Der er gået ni år siden debuten, men den særegne Playmobil-lyd er intakt. Heldigvis for det.
Sun Araw: Ancient Romans
Sun Araws femte album lever måske ikke helt op til tidligere meritter, men spredt ud over en spilletid på en time og 20 minutter leverer Cameron Stallone alligevel til tider fremragende neo-psych.
Com Truise: Galactic Melt
Com Truises 80'er-fetich udvikler sig aldrig rigtig til andet end en anakronisme. Derfor bliver Galactic Melt ikke for alvor en interessant oplevelse.
Acorn Falling: Cabinet of Curiosities
Lars Kivig fra My Beloved får ambient, industrial og goth til at mødes på sit interessante debutalbum, der er mørkt, men heldigvis ikke uigennemtrængeligt.
The Machine: Drie
The Machine spiller tung psychrock. Det er helt fint, men grundlæggende temmelig uinspireret. Til trods for rigeligt spilletid udvikler deres halv-jammede eskapader sig aldrig til noget synderlig interessant.
Crystal Stilts: In Love With Oblivion
Crystal Stilts lyder som en masse rigtig gode bands. De har nogle fine sange og er et ganske sympatisk bekendtskab. Desværre lykkes det sjældent at bidrage med noget synderligt særegent til den række lange inspirationskilder, de åbenlyst træller på.
Stemmejernet: Sigdetvidere
På en alt andet end traditionel rap-udgivelse spyr Niels Lyngsø aka. Stemmejernet om sig med højlitterære referencer og dogmatiske vokalkompositioner. Sigdetvidere er en lovende debut.
Cluster: Cluster ’71 – lyden af kosmos
Cluster (med C) har genudgivet deres debutalbum fra '71. Det giver i den grad anledning til at fejre en vaskeægte milepæl i nyere musikhistorie.
Jørgen Teller & the Empty Stairs: Jeg så det godt
Jørgen Teller & the Empty Stairs' seneste udspil, dobbeltalbummet Jeg så det godt, er en forrygende opvisning i organisk psych, repetitiv noise og improviseret smadder. En helt igennem imponerende bedrift!
Heavy Winged: Sunspotted
Sunspotted er et fremragende album fra den amerikanske trio Heavy Winged. Bandets fortid som doommetallere lader sig ikke fornægte, men pladen varierer let mellem tempofyldt freerock og knugende drone.
Pede Gøbb: Det er alle andres skyld
Pede Gøbb besidder i høj grad mange kvaliteter, og samtlige produktioner er både dynamisk og sonisk velfungerende. Desværre er lyrikken en kende for selvbevidst cirkulær, og det skæmmer en ellers fin udgivelse.
Neil Young: Le Noise
Neil Young genopfinder ikke sig selv, men det er mange år siden, det aldrende (65 til november!) koryfæ har lydt så fri for rust og kunstnerisk relevant. Le Noise er ikke et betingelsesløst mesterværk, men lover særdeles godt for fremtiden.
ChimneySwift: The Odd Movement
DJ ChimneySwifts The Odd Movement lider af voldsomme kvalitetsudsving, og selv en fremragende (!) gæsteoptræden redder ikke albummet fra at være både rodet og en smule uinteressant.
The Shaking Sensations: This Is Your Hellfire Religion! EP
Debut-ep'en fra københavnske The Shaking Sensations indeholder instrumental postrock, der til tider tager sig ud som knugende støjcrescendoer, andre gange som subtile, introverte reverbklange.
Black Light White Light: Directors Cut
Black Light White Lights forbilleder er ganske tydelige, men deres noget fortærskede neopsychedelia løfter sig aldrig over den syndflod af bands, der alle vil gå i sort tøj og hedde Reed (alternativt Reid) til efternavn.
Mikkel Engell: Beatliv
Hvis du søger ny, strømlinet musik til indkøbsturen i dit lokale supermarked, er Beatliv sikkert fremragende. Hvis du derimod har en aversion mod ligegyldige stiløvelser udi selvsmagende pop/rock-klichéer, så hold dig væk!
BrickNote: Kogebogen
Kogebogen, debut-ep'en fra hiphopduoen BrickNote, er et mærkværdigt bekendtskab - produktionerne er gode, men et ligegyldigt koncept og næsten konsekvent dårlig rap skæmmer albummet voldsomt.
M-Cnatet: Om nogen
M-Cnatets debutalbum er, hvis ikke en milepæl, så i hvert fald et intelligent og veludført værk i den dansksprogede raphistorie. Kværn og Trzepacz leverer skarpe rim en masse i 'stilen fra way back.'
Alcoholic Faith Mission: Let This Be the Last Night We Care
Alcoholic Faith Missions tredje udspil er et fremragende bud på tidssvarende, underspillet indierock, der nok trækker veksler på den næsten rustikke amerikanske indierockscene, men gør det på en både engagerende og selvstændig måde.