Skribent - Esben Rasmussen

Plader

Papir: Stundum

Psych-space-kraut-gruppen Papir har med sit andet album, dobbelt-lp'en Stundum, begået en imponerende bedrift; de har lavet en syrerockplade på knap 80 minutter, der hverken lyder bedaget eller ligegyldig.

Plader

Sun Araw: Ancient Romans

Sun Araws femte album lever måske ikke helt op til tidligere meritter, men spredt ud over en spilletid på en time og 20 minutter leverer Cameron Stallone alligevel til tider fremragende neo-psych.

Plader

The Machine: Drie

The Machine spiller tung psychrock. Det er helt fint, men grundlæggende temmelig uinspireret. Til trods for rigeligt spilletid udvikler deres halv-jammede eskapader sig aldrig til noget synderlig interessant.

Plader

Crystal Stilts: In Love With Oblivion

Crystal Stilts lyder som en masse rigtig gode bands. De har nogle fine sange og er et ganske sympatisk bekendtskab. Desværre lykkes det sjældent at bidrage med noget synderligt særegent til den række lange inspirationskilder, de åbenlyst træller på.

Plader

Stemmejernet: Sigdetvidere

På en alt andet end traditionel rap-udgivelse spyr Niels Lyngsø aka. Stemmejernet om sig med højlitterære referencer og dogmatiske vokalkompositioner. Sigdetvidere er en lovende debut.

Plader

Heavy Winged: Sunspotted

Sunspotted er et fremragende album fra den amerikanske trio Heavy Winged. Bandets fortid som doommetallere lader sig ikke fornægte, men pladen varierer let mellem tempofyldt freerock og knugende drone.

Plader

Pede Gøbb: Det er alle andres skyld

Pede Gøbb besidder i høj grad mange kvaliteter, og samtlige produktioner er både dynamisk og sonisk velfungerende. Desværre er lyrikken en kende for selvbevidst cirkulær, og det skæmmer en ellers fin udgivelse.

Plader

Neil Young: Le Noise

Neil Young genopfinder ikke sig selv, men det er mange år siden, det aldrende (65 til november!) koryfæ har lydt så fri for rust og kunstnerisk relevant. Le Noise er ikke et betingelsesløst mesterværk, men lover særdeles godt for fremtiden.

Plader

Black Light White Light: Directors Cut

Black Light White Lights forbilleder er ganske tydelige, men deres noget fortærskede neopsychedelia løfter sig aldrig over den syndflod af bands, der alle vil gå i sort tøj og hedde Reed (alternativt Reid) til efternavn.

Plader

Mikkel Engell: Beatliv

Hvis du søger ny, strømlinet musik til indkøbsturen i dit lokale supermarked, er Beatliv sikkert fremragende. Hvis du derimod har en aversion mod ligegyldige stiløvelser udi selvsmagende pop/rock-klichéer, så hold dig væk!

Plader

BrickNote: Kogebogen

Kogebogen, debut-ep'en fra hiphopduoen BrickNote, er et mærkværdigt bekendtskab - produktionerne er gode, men et ligegyldigt koncept og næsten konsekvent dårlig rap skæmmer albummet voldsomt.

Plader

M-Cnatet: Om nogen

M-Cnatets debutalbum er, hvis ikke en milepæl, så i hvert fald et intelligent og veludført værk i den dansksprogede raphistorie. Kværn og Trzepacz leverer skarpe rim en masse i 'stilen fra way back.'

Plader

ALX: Ambition

Dansk-amerikaneren ALX leverer en gedigen omgang hardcore-inspireret hiphop, der både er fremragende produktionsmæssigt og til tider lyrisk. Dog skæmmes albummet af et par ganske unødvendige numre.

Plader

The Kissaway Trail: Sleep Mountain

The Kissaway Trail tager på deres andet album fat, hvor de slap: med store korarrangementer, monstrøs intrumentering og voluminøse popkompositioner. Den følelsesmæssige respons mangler ikke, men de frigør sig aldrig fra forbillederne.

Plader

Bunny Wednesday: Demo 09

Den københavnske trio Bunny Wednesday spiller alternativ rock med flere tydelige inspirationer, og det gør de egentligt jævnt godt. Men skal potentialet forløses, skal der fokuseres både sangskrivningsmæssigt og rent kompositorisk.

Plader

Syreregn: OCD

Syreregns debut album OCD låner (sagde nogen stjæler?) ganske skamfrit deres musikalske og lyriske udtryk fra en stribe højt besungne 60'er-grupper. Det er ikke med det store held.

Plader

Wolfmother: Cosmic Egg

Wolfmother kender deres rockhistorie, og selvom de i uhørt grad lever højt på andres meritter, så lyder de stadig ganske charmerende på dette tungrockende album med syng med-omkvæd.

Plader

A Mountain of One: Institute of Joy

I pressemeddelelsen står der, at A Mountain of One har kreeret et af årets bedste album, med en eksperimenterende blanding af psychrock, gospel, folk og pop. Det er ikke sandt. De har leveret et halvkedeligt album uden gode sange.

Plader

Mumford & Sons: Sigh No More

Mumford & Sons spiller på deres debut en moderne omgang folkrock, der er inspireret af lige dele Beach Boys og The Band. Desværre bliver bandets ene trick ret hurtigt gammelt, for den dynamiske struktur bliver på intet tidspunkt udfordret.

Plader

Simon Gylden: Stoopid Love Songs

Stoopid Love Songs er det første album i en trilogi, der kredser om kærlighed, død/sex og ensomhed. Om det ikke er tre sider af samme eksistentialistiske sag, kunne man nok diskutere, men albummet tager i hvert fald sit emne ganske let.

Plader

Atlas Sound: Logos

Bradford Cox' øre for uimodståelige popmelodier er i dén grad intakt på andet album under aliaset Atlas Sound, men trods tre af årets måske bedste numre, er det ikke det mesterværk, det mere og mere virker, som om Cox blev sat på jorden for at levere.

Plader

BLK JKS: After Robots

Et fremragende album af et ganske unikt og udefinerbart sydafrikansk band. I et ingenmandsland mellem afropop, world, traditionel 'hvid' indie, jazz og postrock opstår sporadiske øjeblikke af høj, høj klasse.

Plader

V/A: Saluting The Crunchy Frog-a-Logue

Til tider deciderede fremragende momenter redder ikke helt Crunchy Frogs fejring af sig selv fra at lyde en kende ufokuseret, men pladen er en underholdende og passende fejring af et af Danmarks mindst konforme pladeselskaber. Tillykke Crunchy!

Plader

Brendan Benson: My Old, Familiar Friend

Brendan Benson kan spille guitar. Han har mange venner, der også kan spille rock-instrumenter. Det viser han på hans fjerde soloplade My Old, Familiar Friend. Og det er så også sådan cirka det, manden formår at bevise på pladens 11 numre.