Tag - Spleen United

Spleen United, Odeon, 12.30 Det havde ikke virket særlig underligt, hvis der i løbet af Spleen Uniteds timelange middagskoncert var begyndt at vokse Lacoste-krokodiller eller Marc O’Polo-logoer frem på tilhørernes tøj. Kvintetten står i noget nær ubetalelig gæld til den eyeliner-malede del af synth-80’erne, og hvis man insisterer på det, kan man lytte til Spleen United uden at kunne høre andet end Gary Numan, Depeche Mode og Japan. Men slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet. Men det dæmpede ikke det ganske unge publikums jubel over numre som “Spleen United”, “Peak Fitness Condition” og “Heroin Unltd.”, der ganske forudsigeligt afsluttede koncerten. Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede. Spleen United har en forkærlighed for lange numre, og med de forlængede liveversioner med halv-slæbende introer nåede de smertegrænsen … og lidt mere. Det var godt at høre, at stort set samtlige numre fik en lidt mere beskidt, rocket lyd end pladeversionerne, så den vanlige glatte, ensartede overflade blev gennemhullet lidt. Et af de nye numre havde tilmed en herligt sfærisk og drømmende karakter, primært takket være lys, ringende guitar – og takket være dét blev det tungt rockende klimaks så meget mere effektivt. Der er altså tegn på gode løfter for fremtiden – men lige nu har Spleen United brug for at kravle ud af deres hidtidige formel. (MA) Deftones, Orange, 17.00 Det er elegant lykkedes for Deftones at snige sig uden om rap-metal båsen med deres desperationstunge og kontrastrige fortolkning af midt-90ernes alternative metal. Men det har stået ganske stille i Deftones-lejren, siden White Pony udkom i 2000, og derfor var det også ganske forståeligt, at størstedelen af sætlisten i år var hentet fra netop den plade, der må betegnes som det absolutte højdepunkt i deres karriere, og fra de to foregående Deftones-udspil. Koncerten på Orange Scene kan ikke betegnes som noget højdepunkt i bandets Roskilde-historie. Koncerten var den fjerde i rækken, men hvis man tager en Chino Moreno med en halvslap stemme, adskillige sange der faldt i nu-metal fælden og endte med at lyde som soundtracket til et skaterspil, og lidt for meget gøgl i stil med at stjæle vers fra Gorillaz’ “Clint Eastwood” – ja, så ender koncerten med et halvstort minus på bundlinjen. For plusserne var ganske få. “Knife Party” er stadig et fabelagtigt nærmest støjrocket metalnummer, og her lykkedes det at holde vokalen i nogenlunde ro og uden de mange ekskursioner, der ellers kendetegner Deftones i livesituationen. “Change (in the House of Flies)”, der ligesom “Knife Party” er fra White Pony, fungerede også helt tilforladeligt, men ellers var der ikke mange lyspunkter. Det er ærgeligt, at et orkester som Deftones kan dukke op og spille en koncert, der minder så meget om deres sidste besøg i 2001. Det må betyde, at metalpublikummet for alvor trænger til nye helte, og at Roskilde Festivalen må være mere eventyrlystne, når de skal booke i den genre. Og hvor blev Tool-frontmanden Maynard James Keenan af? Det havde været fornemt med en gentagelse af “Passenger” ligesom sidst. (MT)