Hele filosofien bag Crystal Shipsss er, at numrene bliver til, når de spilles. Derfor skal man kunne lide skitselignende og nøgne numre, der, når de rammer rigtigt, rammer en helt særlig ærlighed.
Tag - lofi
Hinds: I Don’t Run
Spanske Hinds slår deres navn fast med et stærkt andet album, hvor de har udviklet deres skramlede garagepop i en tungere retning.
Devendra Banhart: Ape in Pink Marble
På sit niende album når den venezuelsk-amerikanske boheme-hippie højere musikalske luftlag, når han viser sig som en mester i underspillet vellyd. Men på albummets anden halvdel mister han fokus.
Jimmy Whispers: Summer in Pain
På sit debutalbum Summer in Pain åbenbarer Jimmy Whispers sig for alvor i identiteten som Chicagos undergrunds allernyeste, sære musikalske snegl. Albummet er en samling dybt personlige sange, der skramler afsted i et nænsomt sammenskruet univers. Den musikalske variation er lille, men Whispers indlevelse skaber et ganske unikt nærvær i samtlige kompositioner, som mere end kompenserer.
Alex G: DSU
Alex G dyrker 90'er-nostalgi, slackerrock, shoegazer og sovekammerromantik på en plade, der indeholder et væld af numre og trækker på et væld af genrer. I en grad, så det trods skæringernes kvaliteter hver for sig bliver i overkanten på 15 numre.
Guided by Voices: Cool Planet
Lofi-kongerne i Guided by Voices fortsætter deres vanvittige arbejdstempo med årets anden udgivelse. Cool Planet er et monster af et album, der viser, at bandet stadig har masser at byde på.
Stephen Malkmus and the Jicks: Wig Out at Jagbags
Stephen Malkmus ved stadig, hvordan man skriver skæve indiesange, og Wig Out at Jagbags er et fint udspil, der egentlig ikke falder igennem noget sted. Meeen - det behøver altså ikke være så pænt, det hele!
Tågen er lettet på kommende ep fra Kurt Vile
Slackerrocker Kurt Vile ligger ikke på den lade side. Snart tager han på tour, bl.a. til Store Vega den 5. december, men han har også fundet tid til at indspille den nye ep It’s a Big World out There (And I Am Scared).
Saturday Looks Good to Me: One Kiss Ends It All
Med One Kiss Ends It All har SLGTM begået et lydmæssigt noget rodet, men ikke desto mindre ganske charmerende lydtapet til sommerens strandture. Udtrykket er let nostalgisk og ikke videre kompliceret, og gruppen overlever langt hen ad vejen på, at et popalbum jo heller ikke nødvendigvis behøver at være originalt, så længe melodierne sidder i skabet.
Deerhunter: Monomania
På deres sjette album finder Deerhunter tilbage til de støjende rødder og mere til. Der er igen kommet gang i distortion-pedalen, mens lo-fi-kærligheden er bibeholdt. Resultatet er fængende og har sine chok-momenter, men som albummet skrider frem, savner man alligevel lidt overraskelser.
Martin Hall: Phasewide, Exit Signs
Martin Hall tager os med fra det skurrende og dissonante til det næsten viskende afdæmpede på sit seneste udspil. Resultatet er funklende flot, og det anbefales at forberede sig på en længere rejse - for Phasewide, Exit Signs er et stærkt vanedannende bekendtskab.
Kurt Vile: Wakin on a Pretty Daze
På sit femte soloalbum fortsætter Kurt Vile sin umiskendelige afslappede stil - på både godt og ondt. For godt nok besidder manden nogle evner med en guitar, som er de færreste forundt, men samtidig kunne man som lytter i løbet af 69 minutters spilletid ønske sig en smule flere overraskelser.
Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Mature Themes
På Mature Themes er Ariel Pink og slænget blevet mere bevidste om den gode melodi, men heldigvis er teksterne endnu sære, lyden mere skramlet end før og universet i en dimension for sig.
Male Bonding: Endless Now
Endless Now er faktisk et udmærket Dinosaur Jr.-album - hvis det da var lavet af Dinosaur Jr. Og i stedet føler man desværre bare, at man hørt Male Bondings andet album utallige gange før.
Badly Drawn Boy: It’s What I’m Thinking pt. 1 – Photographing Snowflakes
Badly Drawn Boy smider sit syvende album på gaden, og Damon Gough pakker ikke sine gaver meget anderledes ind, end han plejer. Det skal han nu heller ikke skamme sig over, for han kan stadig skabe velour for trommehinden.
Marts, Århus: Times New Viking
Billedet her til højre er en slags fortids-fremtid. I og med at det er et helt almindeligt foto, er det i sagens natur taget engang i fortiden, men der er nu noget fremtid over det. Geografisk set er det nærmere bestemt en ganske nær fremtid, der vil kunne opleves i Århus. Her vil denne nyhed nemlig få alskens musikfans til som Converse-klædte lemminger at valfarte mod byens apoteker, musikbutikker og andre steder, hvor man kan købe ørepropper. Kødannelserne vil antage et imponerende omfang, og det giver sig selv. For lige så vel som det er godt nyt for det århusianske musikpublikum, at amerikanske Times New Viking d. 31. marts spiller på Musikcaféen, er det en nyhed, der gør det nødvendigt at tage hensyn til ørerne. Det temmelig smadrede støjpopband har nemlig ry for at spille højt, og når man tænker på, hvor diskante og skramlede smadrede deres albums – herunder dette års Born Again Revisited – er, forekommer det svært sandsynligt, at det bliver en heftig onsdag i Århus. Og så er bandnavnets indbyggede skrifttype-joke i øvrigt stadig sjov.
Times New Viking genføder en ny plade
Times New Viking er forgangsmænd/kvinder indenfor den nye stil, de kalder ‘shitgaze’, som i virkeligheden bare er lo-fi med endnu dårligere lyd. Det demonstrerede de til manges store glæde på sidste års Rip It Off. Nu er de allerede klar til at følge op, men har åbenbart til dels droppet deres principper. Ifølge bandet selv er albummet nemlig med 25% mere hi-fidelity. Til gengæld er masterbåndet leveret på en videokassette. Nå, men albummet kommer til at hedde Born Again Revisited og bliver udgivet den 22. september på Matador. Og hvis man vil høre deres nye, “rene” lyd, så kan man lytte til “No Time No Hope” her: [audio:]
Little Joy: s.t.
Mens verdensnavnet The Strokes holder en længerevarende siesta, debuterer trommeslager Fabrizio Moretti med sideprojektet Little Joy. Ud af det er der kommet et ualmindeligt charmerende og tilbagelænet folk-inspireret album, som kun enkelte gange leder tankerne hen på The Strokes.
Surf City: s.t. EP
Medlemmerne af Surf City puster og puster på havet. De vil gerne have bølgerne til at gå højt. Vandet skal være helt ustyrligt og meget levende. Men lige meget hjælper det: De kommer ikke til at surfe i dag. Det skvulper kun lidt.
Rogue Wave: Asleep at Heaven’s Gate
Tilforladeligt. Det er det første ord, der popper op, når man sætter Asleep at Heaven's Gate i cd-afspilleren. For selv om der er nogle gode sange på pladen, mangler der saft og kraft i næsten samtlige de 56 minutter, pladen varer. Derfor bliver den aldrig mere end en middelmådig indierockplade fra et ambitiøst band.