Danske Grace lover med titlen og farven på deres nye fem-numres rp noget helt andet end det, de leverer. De brune efterårs-nuancer og den støvede titel Vintage Pop får uundgåeligt mine tanker til at flyde i retning af den dejlige Beach Boys-inspirerede West Coast-pop, som The Thrills og The Shins for øjeblikket storhitter med i mit univers. Efter at den indledningsvise skuffelse har lagt sig, står der i stedet et tydeligt billede af et band tilbage, der med respekt og fascination for 90’ernes britpop har lavet noget, man kunne beskylde for at være et hyldestalbum til hedengangne Suede og dette bands forsanger, Brett Anderson. Da britpoppen i midten af 90’erne var på sit højdepunkt, var Danmark et af de lande, der blev hårdest ramt. Symptomatisk for dette blev Danmark tildelt adskillige datoer på Suedes afskedsturné, da de ved årsskiftet besluttede sig for at gå hver til sit. Grace synes stadig at leve videre på denne bølge.
Grace har eksisteret siden 2001, hvor Peter B. Larsen (forsanger og guitar), Brian Skyttebo (trommer) og Thomas Carlsen (bas og vokal) mødtes. Til dette deres femte selvudgivne udspil, har de fået en ny mand med i bandet, Jacob Olesen (orgel, keys og percussion). Dette har betydet et mere dynamisk og melodisk lydbillede end tidligere. I løbet af de snart tre år gruppen har eksisteret, har de ud over indspilningen af de nu fem udspil også været flittige besøgende på koncertsteder rundt om i Danmark. I alt 50 koncerter er det blevet til, og Grace har blandt andet fungeret som opvarmning for bands som Carpark North og Racing Ape. Også medvirken ved landsdækkende rockkonkurrencer som f.eks. Live Contest samt medvirken i P3’s Dr. Demo.
I den medfølgende pressemeddelelse betegner bandet selv deres musik som “vintage pop”, en hybrid mellem beskidt og kantet rock’n’roll og pompøs pop. Sandheden er dog en anden. Der er ikke mange hentydninger til sveddryppende høj-oktan rock på denne ep, hvor hovedvægten derimod er lagt på den melodiøse og let melankolske popsang. Når jeg sætter Graces ep på mit anlæg, driver mine tanker uundgåeligt i retningen af Suede. Det er for så vidt synd for Grace, at de ikke formår at fjerne sig fra dette bands skygge, for der er for så vidt gemt et par guldkorn på denne ep. I “Curtains” ramler Grace ind et skævt sted mellem Geneva og The Stone Roses og leverer dermed dette udspils højdepunkt.
Vintage Pop gennemlyses af spilleglæde og engagement, men desværre også af en overmåde stor fascination af 90’ernes Suede-lyd. Med undtagelse af “Curtains” bliver sangene til unødvendige og overflødige kopisange. Uden mere selvstændighed i lydbilledet og lidt mere af den kantede rock’n’roll, de skilter med, bliver Grace aldrig andet end et band med bunkevis af selvudgivne udspil og en lille, men fast fanskare i hjembyen.
