Plader

The Breakers: Here for a Laugh

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Siden debuten har The Breakers skiftet garagerocken ud med soulrocken. Stilændringen har både tæmmet og hæmmet retro-rockerne, så de på deres andet album fremstår både tandløse og uselvstændige.

For The Breakers har det været mere end vanskeligt at få udsendt deres andet album, Here for a Laugh. I løbet af et år har de københavnske retro-rockere været tilknyttet tre forskellige pladeselskaber. Først Sony, der rev bandets kontrakt midt over, fordi debutpladen What I Want – trods en relativ pæn succes med singlen af samme navn – solgte alt for lidt. Samarbejdet med næste pladeselskab, Evelyn Records, sluttede efter uenigheder mellem band og selskab, og den version af Here for a Laugh som Breakers nåede at indspille, inden parterne gik hver til sit, er aldrig blevet udgivet.

Med det tredje pladeselskab, Good Guy’s, i ryggen ser det endelig ud til at lykkes for bandet. Here for a Laugh er genindspillet med prominente navne bag knapperne, og de har indgået en distributionsaftale med et amerikansk pladeselskab. Så der er lagt op til, at Breakers inden længe vil kunne indfri deres store rockstjernedrømme.

Here for a Laugh er mixet af Sean Slade og Paul Q. Kolderie, der har produceret plader med The Cure, Pixies og Radiohead. Før masterbåndet blev sendt over på den anden side af Atlanten, var det Billy Cross, der sad i producerstolen. Ud over sit eget Delta Cross Band er den Cross bedst kendt for at være med på plader med Bob Dylan og Björn Afzelius – ikke just rock’n’roll i den stil, Breakers prøver at skrive sig ind i.
Indrømmet, pladen er flot produceret. Men den er samtidig alt for poleret, da Cross i samme ombæring har frataget Breakers al deres flabede charme, hvilket er en af de største anker ved Here for a Laugh.

Selv har The Breakers ændret sin musikalske stil, og det må også være en del af forklaringen på, hvorfor albummet er så overraskende uinteressant. Det er stadig amerikansk og britisk rock fra 60’erne og 70’erne, som giver næring til The Breakers’ retro-rock. Men i stedet for de korte, punkede rocknumre, der gjorde bandet til et dansk bud på et retro-garagerockband for to år siden, er de denne gang soul-orienteret og 60’er-modscene-inspireret.

Med stilændringen er vokalen kommet mere i fokus, men mere end det synes nødvendigt. Rytmesektionen ligger generelt for lavt i lydbilledet, og især guitarerne bidrager sjældent med noget konstruktivt, der kan løfte de middelmådige og uoriginale numre.
Toke Nisted prøver med sin gode og kraftfulde vokal at give de 10 sange noget pondus. På sin vis gør han det fint, men desværre er det ikke det selvstændige udtryk, der præger ham mest. Han står solidt plantet på skuldrene af op til flere klassiske rocksangere, hvilket trækker helhedsindtrykket betydeligt den forkerte vej. Tydeligst er det på balladen Tried So Hard, hvor det er Rod Stewart, der bliver kopieret – faktisk så troværdigt at det sagtens kunne have været The Faces. På andre numre er der ekkoer af danske rockstemmer som Jesper Binzer og Allan Vegenfeldt.

Det tamme album til trods kan Breakers sagtens blive det næste danske rocknavn, der stjæler overskrifter; på i hvert fald den hjemlige scene. For der diskes op med flere numre, der i al deres uoriginalitet har visse popkvaliteter. Mange vil sikkert kunne more sig i de fem københavneres selskab, mens andre derimod vil have svært ved at finde ret meget at grine af.

★★½☆☆☆

Leave a Reply