Foto: Malthe Ivarsson
Rygtet om den hypede soul/rock/pop-duo fra Texas havde tydeligvis spredt sig, for der var godt pakket foran Avalon allerede længe inden Black Pumas gik på scenen – formentlig også fordi, at dagsprogrammet var skredet en anelse og bandet derfor var omkring 15-20 minutter forsinket. Et jubelbrøl fik teltdugen over scenen til at rejse sig, da makkerparret Eric Burton (vokal) og Adrian Quesada (guitar) endelig gik på scenen, ledsaget af fire ekstra musikere, som skulle løfte musikken live.
Umiddelbart efter den lidt lange intro slog bandet straks over i et lækkert groove, der hele koncerten igennem fungerede som et fartøj for Burtons kraftige og udtryksfulde vokal samt Quesadas medrivende guitarudskejelser. De indledende numre som ”I’m Ready” og ”Know You Better” føltes dog mest af alt som det indledende arbejde, som skulle varme publikum op og lægge fundamentet for koncerten.
Med kun ét album (Black Pumas, 2019) og ét megahit (”Colors”) i bagagen var der ikke så meget at rafle om, når det kom til hvordan sætlisten skulle skrues sammen og hvilke sange vi skulle høre. Selvfølgelig måtte vi vente på at høre ”Colors”, men vi blev så til gengæld også forkælet med den lummerhede ”Black Moon Rising” tidligt.
»We all have desires / I want you to be my woman, babe / Every time you get dressed in black / You give a grown man a heart attack / I pray that good Lord will bring you back / You’re my sunshine,« croonede Burton sig igennem den lidt klæbrige, men vellydende soulpop.
Black Pumas er ikke nødvendigvis stor eller for den sags skyld synderlig original kunst. De har heller ikke det mest dynamiske sceneshow. Men man må give dem, at de er nogle dygtige håndværkere, som kan deres kram – både når det kommer til deres respektive instrumenter og til at stå på scenen. Især Burton arbejdede for at hive den hjem og lavede nærmest små breakdance-moves, headbangede og startede fællesklap-seance efter fællesklap-seance i forsøget på at gejle publikum op.
Et cover af Rodriguez’ semiklassiker ”Sugar Man” fungerede som et fint lille afbræk i koncerten, hvor soul-vibesne trådte en anelse i baggrunden til fordel for en mere klassisk singer/songwriter-lyd. Det var et helt udmærket cover, som ikke gjorde nogen fortræd, men som heller ikke for alvor brændte sig igennem – lidt på samme måde som med Black Pumas selv. De spiller godt og Burton synger simpelthen fortrinligt – men det vækker ikke den der følelse i mig, som god soulmusik helst skal kunne. Den der følelse, hvor varmen spreder sig ud i hele kroppen og fylder én med kærlighed til verden.
Mindre kan selvfølgelig også gøre det ud for en fin koncert, og det leverer Black Pumas altså. De teaser lige et cover af Isaac Hayes’ ”Walk On By”, men twister den så i stedet over i deres egen ”October 33”. Og afslutningsnummeret – som selvfølgelig er ”Colors” – sad simpelthen lige i skabet. Det var tydeligt at mærke, at det var dét nummer, som størstedelen af publikum var kommet for at høre live, da stemningen tog et ordentligt nøk op. Endelig fik man en følelse af, at her var der noget mere på spil end blot endnu en dag på kontoret for pumaerne!
I sidste ende var Black Pumas besøg på Roskilde Festival således mestendels en sejr i det vi fik forløsningen til sidst. Dermed ikke sagt, at resten af koncerten ikke var underholdende, bevares. Det var hyggeligt og det lød godt, men det var først til sidst, at det for alvor blev nærværende.
