Ceremonies er for lang og forudsigelig. Men heldigvis optræder der også momentvise lyspunkter, hvilket redder svenske Efs fjerde studieudgivelse fra at falde helt igennem - og samtidig viser bandet som i grunden udmærkede ambassadører for postrocken.
På sit tredje album nedtoner den britiske duo både eksperimenterne og ekstasen. I stedet zoomer Fuck Buttons ind på et faretruende mørke, der udgør musikkens kerne. Slow Focus er sanseovervældende, om end ikke helt så lyksaligt medrivende som sine forgængere.
New Jersey-bandet har sænket ambitionerne på sin tredje plade. Den er indspillet live i studiet uden et væld af studiemusikere, hvilket har givet bandets punkrock et mere direkte udtryk, men desværre også flere numre, som burde være forblevet idéer. Heldigvis er der en håndfuld af den slags sange, bandet gør bedst: stort anlagte punkrock-hymner.
Det ambitiøse band formåede til weekendens koncert at forløse deres storslåede musik, dog lod lyden lidt tilbage at ønske.
Efter tre et halvt års udgivelsestavshed vender Choir of Young Believers tilbage som et band. Forsanger Jannis Noya Makrigiannis er nu en del af en helhed, der gør det muligt at forløse næsten alle de store ambitioner.
På sit andet album er Canon Blues lyst til at fylde lydbilledet grundigt ud lidt for voldsom for de orkestrale popsange, som drukner lidt i rytmer og horn.
Dreamjockey vil skabe et poetisk og drømmende univers med rum til formidling af livets store spørgsmål og følelser. En ambitiøs målsætning, som kun delvist indfries, da lyrikken forhindrer drømmeridderne i at nå de helt store vidder.
Med en samling instrumentalt overlegne musikere anført af Jonathan Meiburgs overrumplende og voldsomme vokal kunne Shearwater ikke skuffe, selvom man til tider kunne have ønsket, at førstnævnte fik lidt mere frirum til at udfolde sig.
New Lipstick indikerer, at The Kissaway Trail ikke helt har forstået styrken ved ep-formatet. I stedet for at bakke op om bandets nye, glimrende album, trækker den nærmere helhedsindtrykket ned med en række ligegyldigheder.
The Kissaway Trail tager på deres andet album fat, hvor de slap: med store korarrangementer, monstrøs intrumentering og voluminøse popkompositioner. Den følelsesmæssige respons mangler ikke, men de frigør sig aldrig fra forbillederne.
Efter to albums som Final Fantasy er Owen Pallett nu musiker under eget navn. Og ellers er musikken, som den plejer: strygerkammerpop for alle pengene.
Grand Avenue har muligvis forfinet deres lyd en anelse og tilført lidt mere elektronisk kant til deres arrangementer, men i bund og grund lyder de, som de altid har gjort. Det kan man så vælge at tolke, som man vil...
Placebo træder for alvor ind i det poprockede univers med brugen af symfonielementer, men bibeholder (heldigvis) stadig deres høje tempo og aggressive guitarlyd.
2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.
For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.
White Lies er forståeligt nok kæmpestore i England lige nu. Med deres storladne, pompøse og energiske indierock er der en vis sandsynlighed for, at de også kan blive det i Danmark.
Den amerikanske rockkvintet The Republic Tigers debuterer med en halvstøbt, helkedelig plade, som får en til at grine og græde på samme tid. Arrangementerne halter, og teksterne er desværre ikke så subtile, at de vejer op for den påtagede instrumentering.
Den længe ventede debut fra det medlemsstærke indierockband Le Fiasko er en imponerende selvsikker plade, der rækker ud mod scenens bedste, men så absolut har sit helt eget udtryk. Et udtryk, der er både poetisk, filmisk og særdeles inspirerende. Her er eksempelvis 10 stemninger, pladen har inspireret...
Der er ikke sparet på de musikalske legoklodser i alle mulige størrelser og farver. Guillemots bygger stadigvæk deres musik op af alskens indspark fra rock, pop og jazz krydret med elektronik. De beviser et ganske imponerende all-round håndværk, men denne gang fungerer sammensætningen af inspirationskilderne ikke så optimalt som på debuten.
Jonas Munk samler op på diverse sjældenheder og hidtil uudgivne sager, og selv om visse af de 20 numre med fordel kunne være forblevet i arkivet, er Lost Days... bestemt værd at nærstudere. Ikke mindst fans af Munks ambientkompositioner kan finde guld på opsamlingen.
