Selvfølgelig kunne To Rococo Rot have klippet det lille »okay?« ud og have startet åbningsnummeret ”Away” lige på med den stramme stortromme-taktfaste motorik-rytme. Og selvfølgelig kan dét at lade den lille studie-regibemærkning komme med på albummet sagtens ses som et bevidst forsøg på at signalere, at trioens syvende regulære fuldlængdealbum er ‘upoleret’ og ‘direkte’. Men sådan en kynisk-strategisk analyse vil være helt på afveje.
Hele vejen gennem Speculation hører man, at To Rococo Rot har slækket på den kølige kontrolfiksering, som trioens seneste udgivelser har båret et vist præg af. På Speculation er det kort sagt nemmere at høre, at trioen består af tre mennesker, der spiller sammen i et band. Man kan høre Stefan Schneider flytte sine fingre på basguitarens gribebræt, og Ronald Lippoks trommer er tydeligvis håndspillede i langt højere grad end på bandets øvrige plader fra dette årtusind.
Man kan næsten se på palindrom-navnet, hvor optagede de tre tyskere er af regelmæssighed og systemer. Ikke mindst qua trioens afsæt i 70’ernes krautrock har glæden ved stringens og ensartethed afspejlet sig i store dele af To Rococo Rots musik – og måske mest ekstremt på albummet Kölner Brett, der var en musikalsk fortolkning af et arkitekturprojekt med 12 præcis lige store rum. Ergo lavede To Rococo Rot 12 numre af eksakt samme længde…
Så stift struktureret var tyskernes seneste fuldlængdealbum, Hotel Morgen fra 2004, ikke. Til gengæld var det temmelig mislykket, fordi det strittede i mange retninger – kold electronica, små-kitschet lounge-ambient og uelegant house for at nævne nogle stykker – uden at komme ordentligt i mål med nogen af dem. Og frem for alt var Hotel Morgen sært distanceret og uengagerende.
Det kan man ikke beskylde Speculation for at være. For selvom Schneider og brødrene Lippok ikke er på samme høje niveau som på 1999-mesterstykket The Amateur View, der stadig er et skoleeksempel i at sammenvæve lavmælt postrock, blid elektronik og underspillet poesi, har de her i 2010 genfundet nærværet. Schneiders basrundgange er i centrum det meste af tiden og holder intensiteten oppe, samtidig med at de som oftest er melodibærende. I numre som ”Seele” og ”Horses” er der noget nærmest postpunket over basmelodierne, og i ”Away” giver baslinjen en meget mere markeret spændingsopbygning, end To Rococo Rot vanligvis har benyttet sig af.
Der er konstant bevægelse, og især kombinationen af Schneiders basguitarspil og Ronald Lippoks levende trommer giver en fornemmelse af dynamik og fremdrift og er med til at gøre især pladens første halvdel uventet medrivende. Ja, for første gang i karrieren berører To Rococo Rot hist og her den følelse af nærværende samspil, som f.eks. Tortoise altid har excelleret i. Bevares, To Rococo Rot sprudler ikke af samme overlegne spilleglæde, men det er absolut nyt, at de i et nummer som ”Forwardness” rammer et groove, der rykker decideret kropsligt.
”Forwardness” er også et godt eksempel på, at Speculation er instrumenteret mere varieret end de seneste udgivelser fra trioen. Her er der minutiøse, nærmest gamelan-agtige marimba-melodier og diskante klaverskalaer, der forskyder sig umærkeligt frem og tilbage mellem hinanden. I ”Seele” runger dybe klaverakkorder længe i luften, og i ”Place It” er der tilmed små håndklap. De elementer bliver kombineret med krautede basgange, det bækkenringende trommespil, synthnørklerier, der som oftest holder sig i baggrunden, og diverse afmålte elektroniske tilføjelser.
Der er således stadig ingen tvivl om, at To Rococo Rot har rødder i krautrocken, og flere steder vækker synthforløbene mindelser om et band som Cluster. Krautrockforbindelsen bliver understreget af, at Speculation er indspillet i de prominente krautveteraner Fausts studie, og Jochen Irmler fra Faust spiller endda med på slutnummeret ”Friday”. Det afviger fra resten af numrene ved ikke at holde sig under de fem minutter, men kravler derimod over de 10. Den dirrende, urovækkende stemning, der bl.a. skyldes Irmlers susende og let forvrængede orgelflader, skiller sig også klart ud ved at være tålmodigt ulmende og temmelig ubevægeligt, men fungerer ikke desto mindre glimrende som en afslutning, der viser To Rococo Rot fra en helt anden side.
For pladens sammenhæng er det til gengæld lidt ærgerligt, at både ”Place It” og ”Ship”, der ligger lige efter midtpunktet, ikke holder niveau. Her kniber det med nærværet, og numrene lander på en underlig måde i et ingenmandsland mellem at være statiske og i bevægelse.
Speculation er dog stadig en god plade, der bringer To Rococo Rot tilbage til hæder og ære. Albummet vil måske ikke tale til særligt mange, der ikke kender To Rococo Rot i forvejen, men for de allerede indviede er der grund til at fejre, at To Rococo Rot efter knap et årtis formdyk igen leverer neo-krautpostrock af høj kvalitet.
