The National flirter yderst subtilt med fotografen.
The National er ikke et typisk festivalband. The National er ikke et band, der skal have et armbånd på for at få adgang til scenen. The National skal ikke måles i minutter, fordi arrangørerne har travlt med allerede at tænke på den efterfølgende koncert. The National skal kunne opbygge deres eget rum, hvor deres regler gælder. Og det er den sværeste udfordring en sen søndag eftermiddag i bagende sol, med støvsvedende mennesker der snart kun drikker øl for at kunne holde sig på benene og udsætte tømmermændene.
Bandet gik på som forventet – klædt i fashionabelt tilknappet sort, med den ro der nu engang er så karakteristisk for dem. Man bliver ærlig talt i tvivl om, hvorvidt de er klar over, at der står mange tusinde mennesker foran dem. De virker ikke ligeglade, de virker bare upåvirkede; som om de ikke registrerer andet end scenen, som om de befinder sig et andet sted, de kun selv kender til.
Selv da Matt Berninger gik ned fra scenen og ud blandt publikum, var det, som om han ikke så os; han skar sig igennem os, som var han en maskinarbejder, der skulle hente et stykke værktøj i den anden ende af hangaren, og da han stoppede op og skreg ud over os, kunne han lige så godt have stået ved en afgrund og råbt ud i ingenting.
Rent musisk kan man ikke sætte en finger på The National. De er så professionelle, stramme og fuldstændig i sync, at det faktisk var befriende skønt at mærke facaden krakelere en smule, da Berninger kom forkert ind i ”Fake Empire”, måtte stoppe og prøve igen. Det var smukt at se ham fejle, og det var ikke mindst tillidsvækkende. Han fandt det rigtige sted, og ”Fake Empire” blev (igen som forventet) det altoverskyggende højdepunkt. Det er en sand nyklassiker, og da Bryan Devendorfs trommer satte ind, var det noget af det mest rørende at opleve.
Alligevel var der noget uforeneligt ved aftenens koncert. The National er en Volvo: pålidelig, rummelig, sikker og lidt mytisk. Men placeret i et sumpområde, hvor kun en jeep kan færdes ordentligt, mærker man ikke den samme køreglæde. At høre The National på Roskilde Festival var ikke et frirum, men en anstrengelse udi tilpasningens kunst.
