»’ll never know about the times that you cried in the movies/ Never know about the times that you cried to the music/ About your mother or your father, or the way you got your broken heart.« Således bittersødt og ærligt introduceres vi for Christopher Owens og hans band på deres nye ep, Broken Dreams Club. Ep’en er efterfølgeren til den stærkt kritikerroste debut, Album. Sidste år mødte Girls verden med et broget lydbillede, der i høj grad skilte vandene. Nogle elskede bandets drilske leg med genrer og konventioner, mens andre fandt det rodet og forvirrende. Nu har bandet fundet et mere fast ståsted, og tidligere kritikere kan altså roligt slå lyttelapperne ud.
Det bittersøde og ærligheden er centrale for den måde, Girls skriver og arrangerer deres sange på. Der er en meget genkendelig og omfavnende tone i bandets retro-klingende guitarrock, og dette varme rum bliver fyldt ud af forsanger og sangskriver Christopher Owens’ let sørgmodige og dybt rørende tekster. Teksten ovenfor er typisk og sigende for det univers, vi befinder os i. Ligesom i bandets forkærlighed for vintage-rock og de nuancerede, velbearbejdede arrangementer er der en grundtone af savn af det, der var engang: den ædle og oprigtige måde at skrive musik på. Den kvinde, der gik tabt, men for evigt vil bo i tankerne.
I den forrygende og stærkt iørefaldende “Heartbreaker” lyder det let desperat: »All the times that I’ve tried to go out to see if you might be there / I will never get over you, no, still got a lock of your hair.« Det bliver dog aldrig selvmedlidende eller ynkeligt, i stedet er det fremført så nøgternt og bevidst, at det virker nærmest selvudslettende. Midt i et lag-på-lag-arrangement af trompeter, basun, horn og klaver fremfører Owens sine tekster med så megen karisma og ømhed, at man er lige ved at tabe underkæben. Ved hjælp af hans ligefremme og personlige facon med et usædvanligt nærvær føler man sig nært beslægtet. Man forstår, lytter og berøres, som var det en tæt ven, der betroede sine dybeste tanker.
Med den tætte forbindelse, teksterne giver, og den direkte måde, hvorpå numrene leveres, er det svært ikke at blive revet med af Broken Dreams Club. Men man skal da også bare give slip, læne sig tilbage og lade sig forføre. Det kan man blandt andet blive af den valsende åbner, “Oh So Protective One”, der med en nærmest juleagtig varme byder velkommen og holder dig tæt. Under de livlige trompeter og den nære tilstedeværelse ligger en tæt bund, der giver en enorm dybde på pladen. Den dybe basun, den stemningsfulde bas og det organiske klaver sørger hele pladen igennem for at skabe en tillidsfuld lyd, som virker genkendelig, men aldrig kedelig og plagierende. Der er en sjælden tidløshed over pladen; en original vellyd, som få nutidige bands formår at skabe, og som gør Broken Dreams Club til et unikt bekendtskab.
Selvom tempoet mestendels er højt, er der tid til enkelte pusterum. Et af dem er det stille og bluesede titelnummer, der med sørgmodig steel-guitar og knapt hørbart, men overordentligt effektivt klaver i baggrunden skaber en skrøbelig og skælvende urolig stemning. Imens udleverer Owens sig selv, og selvom han virker stærk, er det så uendeligt sårbart, at man føler, filmen kan knække hvert sekund. Denne særlige grad af personlighed virker særligt stærkt på en generelt lys og varm plade, for det er næsten, som om de livlige melodier er det eneste, der holder mørket ude.
Helt nøgen og alene i lydbilledet står Owens i en af ep’ens stærkeste sange, “Substance”, der akkompagneret af en vibrerende guitar fortæller en gribende historie om stofmisbrug. Et misbrug, der tilsyneladende nu er lagt på hylden, men følelsen husker han stadig: »Who wants somethings real / When you could have nothing.« Det virker næsten grotesk, at man samtidig får smidt overskudsagtige guitarhooks og dansable trompeter i hovedet, men det giver en helhed i musikken. Et lys, der kan fortrænge mørket og give håb for fremtiden.
Broken Dreams Club rundes af med pladens mest rodede nummer, “Carolina”. Begyndende med langsomt spacede synthflader, rumklang og lidt tunge guitarer føler man sig både forladt og forvirret. Forladt, fordi man er blevet så med fortrolig bandets fine guitarpop; forvirret, fordi også det følgende, forvrængede vokalspor skaber en underlig distance til lytteren. Det var heldigvis ikke andet end en kunstnerisk gimmick, for øjeblikket efter bader vi i en klar sø af harmoniske korarrangementer og sprød mellotron. Afløst af en mandig jamsession er vi tilbage ved det lidt skizofrene udtryk, der prægede debutpladen. Det tager dog ikke noget fra et fantastisk helstøbt og personligt minialbum, hvis største svaghed er, at det ikke fortsætter lidt længere.
