Koncerter

Primavera ’11: Caribou, 25.05.11, Poble Espanyol, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Sent onsdag aften overvældede Caribou et propfyldt Poble Espanyol og befalede publikum at lade sig opsluge af tropenattens ekstatiske pulseren.

Der er ikke noget som en frysende kold aircondition-flyvetur og et pludseligt vejrskifte til høj sol og temperaturer omkring de 30 grader, der kan få kroppen ned med nakken. Det havde jeg allerede sandet, da jeg onsdag aften troppede op på Poble Espanyol – let feber- og halsvirusramt. At Caribou skulle blive en fantastisk live-oplevelse, havde jeg allerede sat næsen op efter i forlængelse af Dan Snaith og bands optræden på Pop Revo sidste år, men at det skulle blive en decideret masochistisk cocktail af ekstatisk, pulserende fællesdans og tonstung, mandel- og polypflænsende bas, havde jeg ikke regnet med.

Efter sidste års dansegulvsorienterede Swim kunne lydbilledet naturligvis ikke være anderledes, og heldigvis jonglerede Caribou da også så godt med sine virkemidler, at alle nervesignaler om presserende smerter blev omstillet til underbevidstheden. Dagsordenen var nemlig ufravigelig: Dans, menneske!

Med et sæt, der med en tungt pumpende og næsten uigenkendelig version af “Melody Day” som eneste undtagelse hentede sit materiale fra sidste års udgivelse, gik Snaith og co. til publikum med en usædvanlig kalkuleret mine af et festband at være. Over det psykedeliske farveflimmer på scenens backdrop smeltede Swims numre sammen til lange, pågående og forvrængede clubbingversioner af det oprindelige materiale, der ikke sjældent fortabte sig i grooves fra Snaiths eller Ryan Smiths guitar.

Ved Snaiths udsyngelser af de lyse vokalmantraer, der holder numrene fast i en flyvsk popstruktur, fik publikum kortvarige pauser til at kaste hænderne over hovedet og hujende hylde de musikalske troldmænd på scenen. Det var nu kun, indtil lydbilledet kort efter atter forvandledes af trampende kraut, disco eller house med et psykedelisk twist. Sjældent har jeg oplevet en samling musikere så vellykket og intuitivt variere deres distinkte lyd, og sjældent har jeg set et publikum så velvilligt lade sig rive med som under tropenatten til Primaveras torsdag.

★★★★★½

Leave a Reply