Jeg beskrev engang Florence Welchs anatomi som 50 % lunger, 10 % ildrødt hår og 40 % ben, og hvis man holder af de imponerende musikvideoer, som sprøjter ud af britens foretagende, så ved man, at store dele af den kombination ikke har ændret sig. Derimod er de lange ben trampet voldsomt i en orkestral indierock-retning på det nye album, Ceremonials.
Grundstenen lægges i allerførste nummer, “Only If for a Night”, der formentlig bliver en nyklassiker inden for julemusikken. Jeg forestiller mig allerede en ny, britisk “Love Actually”, hvor en yndig underbidspræget nymfe kniber øjnene sammen gennem snefnug, mens Florence bræger i baggrunden. Et koldt klimprende klavers tonale nedstigninger og klokkespil agerer faldende sne, og en mere end standard 4/4-trommeføring efterlader indtrykket af en robotagtig trommeslager. Bare uden alt det fede, en robottrommeslager ville medføre i form af maskinel modvægt til de lette kammerpoppede sløjfer.
Til gengæld er et nummer som “Shake It Out” et velfungerende maksimeret popnummer, der – med undtagelse af det alt for voldsomme omkvædskor – rammer en god balance mellem uendelige musiske armbevægelser og fængende melodiøsitet. Især det faktum, at Florences vokalmelodi visse steder bevæger sig mod en mørkere og mere melankolsk tone, fungerer som både velfungerende og nødvendig pendant til det pumpede lydbillede. Bedst er nummeret i sin akustiske version, der sammen med akustiske versioner af “Heartlines” og “Breaking Down” ligger som en slags ekstranumre sidst på deluxealbummet.
Dermed når deluxe-versionen af Ceremonials op på imponerende 20 numre, og det er som sådan ret sigende. Efter en håndfuld sange har man godt fattet intentionen og budskabet med Ceremonials: Vi har at gøre med et pigebarn, der er i besiddelse af et imponerende sæt lunger (no pun intended) og som virkelig forstår og nyder at bruge dem (pun intended). Det fattede den småtbegavede lytter allerede på debuten Lungs, der imidlertid synes at balancere brægen med et mere skrabet lydbillede især båret af tamburinen, soulindslag eller afmålt harpe i de bedste øjeblikke.
I “Breaking Down” ligger en vis dybde i lyrikken, der på den akustiske version bæres af primært klaver og stedvis harpe. Florence Welch synger: »All alone / It was always there you see / And even on my own / It was always standing next to me / I can see it coming from the edge of the room / Creeping in the streetlight / Holding my hand in the pale gloom / Can you see it coming now? / I think I’m breaking down again.«
Originalversionen af “Breaking Down” er derimod en overgjort sag, hvor der ikke synes at kunne blive proppet nok instrumenter på. Klirrende klaver og automatiske Melodi Grand Prix-trommer lægger ud, før Florences filter-vokal og utallige violiner smører sig henover. Det luftige kor lægger sig i dybe »ååååh«’er ovenpå i omkvædet, og især det klaprende klaverspil, de overfriske violiner og fuldstændigt passionsløse trommespil giver indtrykket af et dybt ligegyldigt britisk pophit, der er som skåret til radioens sendeflade, men er overfladedyrkelse par excellence. Skyd mig, Florence, kom nu.
Det, der virkede smittende og skævt poppet på Lungs, er blevet produceret til en dramatisk ligegyldighed på Ceremonials. Det centrale omdrejningspunkt, Florence Welchs grandiose stemme, har fundet sin ligemand i et overgjort lydbillede, hvor max aldrig er stort nok, og kompositionens evige bevægelse mod crescendo-crescendo-crescendo mildest talt er trættende. Både for ører og for forstanden. I stedet for at maksimere burde Florence and the Machine snarere forsøge at finde en balance i at skabe dynamik mellem Welchs enorme vokal og så lydbilledet – f.eks. med minimal og skæv instrumentering, en mørkere bund og en vilje til at dvæle i stedet for konstant at søge kompositionens højdepunkter.
Man tror næsten på det, når “Seven Devils” starter. Langstrakte bækkenslag suser ind, før dramatisk vokal, stortromme, kor, klokkespil og vent … klaver, keyboardsynth, percussion, harpeeffekter og alt andet, der ikke kan dechifreres, lægger sig oveni. Produktionens opskrift lyder på mere-mere-mere, og det er ærligt talt svært at finde rundt i det mudrede lydbillede for bare instrumentering.
Uha uha. Q har ellers lige udråbt det som årets plade. Er personligt heller specielt imponeret.
mjaaaah, sådan kan man jo være så uenige. Jeg var rimelig meget glad for ‘Lungs’, så jeg blev også svært skuffet.
At Q kårer en plade som den her som årets bedste siger utroligt meget om netop Q og ikke en skid om kunstneren. Den såkaldt seriøse engelske musikjournalistik er undergravet af lamme hensyn såsom at sælge albums og være i øjenhøjde med det pladekøbende publikum. Q havde også en rædselsvækkende absurditet som det ny Coldplay album på deres top 5….
Hahaha! Ja, det er mildest talt sigende for ens musikalske dømmekraft, når man sætter Adele som tredjebedste album i år og Coldplay som det femtebedste. Og at Lady Gaga overhovedet er at finde listen er en joke på størrelse med Özlem Cekics fattigdomsbrøler. Der er noget helt galt der.