Hovednavnet Nick Cave and the Bad Seeds gik på scenen på NorthSide med det nye album Push the Sky Away, der overbeviste live. Størst lykke gjorde de djævelsk dystre 20 år gamle rockfortællinger dog, fremført af en uovertruffen Nick Cave.
Tag - teatralsk
Nick Cave and the Bad Seeds: Push the Sky Away
På Push the Sky Away synger Nick Cave som en mand på sammenbruddets yderste rand. Derude må han gerne blive …
Fun., 27.09.12, Store Vega, København
Amerikanske Fun.'s danske debut startede som another day at the office, men endte med at blive én af årets største koncertoplevelser.
Florence and the Machine: Ceremonials
Florence Welchs grandiose stemme har fundet sin ligemand i et overgjort lydbillede, hvor max er for lille, og kompositionens evige bevægelse mod crescendo-crescendo-crescendo er udmattende.
Ane Brun: It All Starts With One
Ane Brun har brug for en mørk basbund for at holde diskanten til jorden, men på langt de fleste numre ender It All Starts With One alligevel i teatrelske hundefløjtehøjder.
Antony and the Johnsons: Swanlights
Antony har bevæget sig nærmere jordoverfladen og præsenterer med Swanlights et album, der ikke synes at finde den helt rigtige balance mellem drama og indhold.
Levy: Glorious
Amerikanske Levy, der føres an af James Levy, har med sit andet album begået en både pompøs og lidt trættende powerpop-plade. Med strygere, fængende guitarhooks og et højtragende tekstunivers er det indledningsvis nemt at overgive sig til udtrykket. I længden bliver det dog småkedeligt.
Alex Puddu and the Butterfly Collectors: Songs for the Sleepers
Godt nok flirter Alex Puddu med tilværelsen som vampyr på coveret til sin tredje plade under eget navn. Men der er desværre ikke meget bid i Songs for the Sleepers, der på én gang er apatisk og teatralsk – og den kombination fører ikke noget godt med sig.
Song to the Siren: Fighting With Cliché Demons
Danske Song to the Siren debuterer i stor stil med en række sange i højstemt og nyrocket stil med referencer til både Mogwai og Nick Cave. Der er i det hele taget lagt op til eet stort opgør med middelmådigheden i dansk rockmusik, men trods viljen og modet taber bandet i kampen mod klichéerne.
Rufus Wainwright: Want One
Rufus Wainwrights tredje album er bestemt på højde med forgængeren, men stadig ikke så godt, som det burde have været.
Langsyne: Muscle Rock
Jyske [Langs’y:ne] lancerer deres musik som "teatralsk heart-rock". På deres nyeste ep betyder det både hjerte som i 'hjerte og smerte' og hjerte som i 'hjertet på rette sted'. Det hele bliver spillet med en overbevisende energi, der er ganske uvant på den danske scene.