Nyheder

Of Montreal klar med nyt album til februar

Skrevet af Mikkel Arre

Til februar udgiver Of Montreal deres kommende album, der efter sigende skulle genoptage den dystre dagsorden fra 2007’s Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Foto: Patrick Heagney

Da amerikanske Of Montreal sidste efterår udgav sit 10. album, False Priest, greb Undertoners anmelder bandets hoveddrivkraft, Kevin Barnes, i kravetøjet og ruskede ham: “Det hele bliver så skabet, at det næsten ikke er til at holde ud, Kevin.”

Der har sandt for dyden været masser af falsetsang og mystiske koncepter på de seneste to plader fra Barnes & co., men i 2012 vender bandet tilbage til de mere personlige bekendelser og sjælegranskninger, der prægede 2007-pladen Hissing Fauna, Are You the Destroyer?
Den 7. februar udkommer nemlig Of Montreals 11. fuldlængdealbum, Paralytic Stalks, hvor Barnes ifølge gruppens pladeselskab, Polyvinyl, udforsker følelser som hævntørst og selvhad.

Rent musikalsk trækker Paralytic Stalks på moderne komponister som Penderecki og Ligeti, fortalte Barnes i et nyligt interview. Her lovede han dog også både funk og pop – og varslede, at især nummeret “Exorcismic Breeding Knife” kommer til at skille vandene. Vi er dog også ret spændte på, hvad der ligger i det knap 14 minutter lange afslutningsnummer.

Det må vi dog vente med at finde ud af, men allerede nu er det muligt at høre det omskiftelige nummer “Wintered Debts” (»I need to teach myself to feel again,« synger Barnes bl.a.) – og resten af tracklisten ser således ud. Uhm, ulvemord:
1. Gelid Ascent
2. Spiteful Intervention
3. Dour Percentage
4. We Will Commit Wolf Murder
5. Malefic Dowery
6. Ye, Renew the Plaintiff
7. Wintered Debts
8. Exorcismic Breeding Knife
9. Authentic Pyrrhic Remission

Leave a Reply