Det er med en klaverkomposition og et stort, yndefuldt sunget »FUCK YOU«, at Tyler, the Creator vælger at sætte sin nye plade i gang. Den 22-årige rapper, der har fået punkere til at høre hiphop, kan ikke beskyldes for at være uoriginal. Han gør tingene på sin helt egen måde, og det er sjældent, sådan som andre ville have gjort det. Han har talent for det meste i den kreative klasse. Han tegner og designer selv sine pladecovers. Han instruerer musikvideoer. Han har et sketchshow, Loiter Squad, sammen med en håndfuld Odd Future-kumpaner. Og så er han også en ret vild rapper, der selv producerer sin musik. Det har ikke ændret sig på hans tredje album, Wolf.
Som lytter er det en fordel, hvis man har været med hele vejen fra hans debut i 2009, Bastard, og videre til hans store gennembrud med albummet Goblin og hittet ”Yonkers” i 2011. Wolf fortsætter nemlig i det samme skizofrene spor med historiefortælling om Tylers mange alter egoer. Man kan dog sagtens lytte med på Wolf, selvom man ikke kender til Tylers tekstunivers. Teksterne er i de fleste tilfælde lettilgængelige. Tag bare “Awkward”, der er en simpel kærlighedssang, hvor Tyler henter lidt assistance fra Frank Ocean. I “Answer” fortæller han over langsom guitar og orgelspil om sin fraværende far, som han sjældent taler med. Og i “Cowboy” gælder det hans ensomme vej frem i livet.
Lyden er på en stor del af pladen melodisk og poleret. “Treehome95” er det stærkeste eksempel på det. Tracket er lækkert jazzet og uden rap, men med sang fra danske Coco fra Quadron og selveste Erykah Badu. Den afdæmpede stil slipper han okay fra. Tyler kan godt finde ud af at skære melodier, der fænger, og han er også interessant at lytte til, selvom han skruer ned for galskaben. Det gør ham mere ufarlig og mindre speciel, men hans karakteristiske, ru stemme og hans reciterende flow gør, at han stadig stikker lidt ud.
Det er dog uden tvivl det vilde og energiske, der er hans hjemmebane. Med “Domo23” sætter han kritikere på plads over et beat, der bare banger. Det tunge, RZA-inspirerede track “Rusty” og posse-cuttet “Trashwang” hører til i samme kategori. Det er musik, der er designet til at få livepublikummet op at støde.
Der er 18 numre plus en del små interludes på Wolf, og det er for mange til at holde sammen på den overordnede alter ego-fortælling, som Tyler forsøger at strikke sammen. Der burde være skåret en håndfuld fra. “Slater” er ligegyldig, mens “Colossus” er en sjov nok ide, men heller ikke mere end det. “IFHY” lider under en dårlig produktion. Og “Tamale” giver mig lyst til at hoppe ud af vinduet.
Et andet problem er, at Tylers vrængende attitude bliver trættende i længden. Han er 22 år, og han vil gerne tages seriøst som kunstner. Men når han eksempelvis kalder sin far for en »fucking faggot« på flere tracks, lyder han mest som en barnlig pubertetsknægt, der tramper i gulvet og smækker med døren for at få opmærksomhed.
Der er gode bangers, god lyrik, gode melodier og originalitet på Wolf, men samlet set er både pladen og Tyler er stadig et stykke vej fra at være fuldendt.
