Skal jeg en dag give et moderligt råd for at dulme nerverne hos et eventuelt fremtidig afkom, der skal til eksamen, til sportsstævne eller, ja, endda spille en koncert, må rådet blive: Tro på dig selv – så skal resten nok glide.
Det er måske ikke helt sandt, men man kan komme langt med selvtillid. Da Compadre sent søndag eftermiddag indfandt sig på Apollo Countdown, skete det til gråvejr, en spredt, lidet opildnet menneskemængde – og bandets egne direkte overstadige hyl fra scenen. »Wazzup Roskildeeeee, make some fucking noise, we are Compadre, we fucking love being here today, this is the fucking craziest day ever.«
Compadre bander en del. Var det i sig selv ikke nok til at fange opmærksomheden hos festivalgængerne selv et godt stykke nede i campingområde G, skulle den heftige bas, der danner bund i bandets club-funderede og M.I.A.-inspirerede grime, vise sig at være en effektiv publikumsmagnet. Snart hoppede og dansede en pæn forsamling allerede godt eftermiddagsbeduggede gæster omkring på pladsen til trioens laser-zappende eurodance-effekter, syge basbund og mildt sagt temmelig letfordøjelige lyrik.
Bandet havde da også medbragt en portion entusiasme, der smittede den mest feststemte del af publikum og blev koncertens helt centrale omdrejningspunkt. Frontfigur Nadia Tehran i mavedansergevandter pendulerede i et hæsblæsende tempo frem og tilbage på scenens alleryderste centimeter, opildnede til fællesklap og -hujen og rystede alt i en grad, så man var bange for, at kropsdele skulle rive sig løs undervejs.
Det var bestemt en helhjertet indsats. I kombination med de toner, der vældede fra scenen, var det dog svært ikke at tænke, at det nok også var lige vel rigeligt i overkanten. Compadres musik hører ikke just til i den substans- eller detaljeorienterede del af genrespektret. Beatet var øredøvende, men temmelig monotont koncerten igennem, og kompositionerne bar i høj grad præg af ikke at være særligt elegante eller alsidige. Nærmere blev deres gumpetunghed fremhævet, når et M.I.A.-sample i “M.I.A. Bites Our Burka” aldrig nåede samme bidske energiniveau som i grimedronningens egne kompositioner, men endte som et statisk mellemlag i den tunge basmur.
Tydeligst kom de klodsede træk dog til udtryk i Nadia Tehrans lyrik, der som regel var altoverskyggende og også dét, der især fik charmerende hvalpekådhed til at kamme over i påtaget skabagtighed. Lyriske mantraer som »I don’t have a buck / But I don’t give a fuck,« »Co-co-compadre, biiiatch« og – i det selvproklamerede afslutningshit ‘about sucking dick’ – »Don’t be a hater / ‘Cause I’m a trumpet player« var ikke ligefrem noget, der føjede tyngde til et grundmateriale, som i forvejen ikke havde den fornødne melodimæssige tæft eller et inciterende beat. Nærmere bragte det uheldige reminiscenser af alt fra Black Eyed Peas til dansk 90’er-eurodancepop.
Faktisk egner den slags sig ikke til ret meget andet end at hoppe eller råbe i takt. I den henseende havde Compadre held med at få en god samling promillehærget publikum på tæerne, og havde gruppen ikke været så opmærksom på kontakten med de tilstedeværende, kunne koncerten nok være bukket helt under som følge af det sløje materiale.
Det gjorde den ikke. Var jeg Compadres mor, ville jeg dog alligevel nok råde dem til at skrue bare en kende ned for selvsikkerheden – og fokusere på at fremstille noget indhold, der bare tilnærmelsesvis kan matche den enorme mængde attitude.
