Tidligere på året havde jeg den fornøjelse at anmelde en af sidste års bedste metaludgivelser, Oozing Wounds Retrash. Allerede nu er trioen så i gang med at færdiggøre deres anden udgivelse, men det har bestemt ikke fordret drengene fra Chicago til bare at vente på releasedatoen og den efterfølgende tour. Nej, som en teaser til opfølgeren er Oozing Wound nok en gang gået i studiet for at indspille en split-lp med ingen ringere end Black Pus – alias Brian Chippendale. For Lightning Bolt-trommeslageren, der senest var aktuel med All My Relations, som udkom i 2013, er hans bidrag til lp’en ikke andet end endnu et kapitel i en hyperproduktiv karriere inden den næste Lightning Bolt-udgivelse. I sidste ende er det dog Oozing Wounds præstation, der efterlader det stærkeste indtryk.
For hvor Chippendales to numre og mere end 18 minutter lange indspark alligevel bringer nogle nye elementer med sig, som den totale mangel på effekter på hans ellers overforvrængede vokal på åbningsnummeret ”Blood Will Run”, så skal man være ualmindeligt stor fan af altmuligmandens produktioner for at finde Black Pus-delen af denne lp værd at smide penge efter. For at vende tilbage til ”Blood Will Run”, så står det stadig klart, at Chippendale ikke har mistet grebet om sin evne til at lave konstant udfordrende musik, hvor de insisterende trommerytmer og effektpedaler er i fokus, mens hans naturlige vokal sjovt nok får nummeret til allermest at minde om et surrealistisk samarbejde mellem Chippendale selv og så James Murphy fra det nu hedengangne LCD Soundsystem.
Endnu mere udfordrende bliver det kort efter med den 14 ½ minutter lange ”Total Eclipse”. I én lang og udmattende session, hvor jeg ikke kan gøre andet end at konstatere, at Chippendale er en unik størrelse i det musikalske landskab, hvor ingen eksperimenter virker utænkelige – og dermed heller ikke umulige. Men ligesom med All My Relations er jeg med denne lp langt mere tilbøjelig til at anbefale andre af Chippendales værker – især dem for Lightning Bolt – før man nødvendigvis går ud og investerer i enmandsprojektets samarbejde med den klart mere iørefaldende metaltrio fra Chicago.
Oozing Wound leverer nemlig varen, der i den grad får mine forventninger til den kommende plade til at stige. Thrashelementerne er mere eller mindre fjernet, Zack Weils vokal er ikke længere lige så direkte og trommehindesprængende, og så klæder det i den grad gruppens samlede lyd, at deres kompositioner er blevet tilsat en anelse mere melodi end på debutpladen.
De stærke riffs, som bliver yderligere fremhævet, i takt med at tempoet er skruet markant ned, er stadig bandets helt store force, og ligesom med Black Pus evner Oozing Wound også at gøre musikken udfordrende, men i modsætning til trioens samarbejdspartner besidder deres musik også en langt større underholdningsværdi, hvilken gør ”Ganja Gremlin”, ”Aging Punk” og ”All Things Must Pass Out” til lyttemæssige fornøjelser helt på højde med kompositionerne fra debutpladen.
På sidstnævnte nummer bliver tempoet tilmed trukket helt ud hen mod slutningen hvor vi genremæssigt nærmer os decideret sludgemetal, og den excessive turneren rundt i genrelandskabet klæder bestemt Oozing Wound og deres andel af split-lp’en. Som en helhedsoplevelse finder jeg det dog stadig svært at finde de helt store karakterer frem og sætter i stedet min lid til den kommende udgivelse, som i det mindste tyder på at blive endnu en fantastisk en af slagsen.
