Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide
Tidspunktet kunne ikke falde og passe bedre til Beach House. Små tre kvarter inden midnat. Mørket begyndte langsomt at dække pladsen foran NorthSides grønne scene. Tunge skyer dækkede pletvis for en typisk dansk junihimmel. Selvom skyerne også blandede sig, så efterlod de ofte plads til en fuldmåne i løbet af den næste halvanden times tid. En fuldmåne der strålede foran Beach House og lyste op bag publikum.
Personligt havde jeg en portion bange anelser med hensyn til at skulle opleve Beach House på en festivalscene. I mit indre spiller de altid, og bedst, i små, mørke og intime omgivelser. Det synes at passe bedst til de melankolske toner og de tyste klange, som duoen fra Baltimore har beriget os med siden debuten i 2006 og i særdeleshed siden mesterværkerne Teen Dream og Bloom. Sidste år fik vi hele to album lige efter hinanden – og både Depression Cherry og Thank You Lucky Stars var repræsenterede, men det var en rejse gennem det meste af bagkataloget, Beach House leverede. Mine bange anelser? De blev fra starten gjort til skamme.
Beach House, som i sin grundlæggende form er Victoria Legrand og Alex Scally, var denne aften suppleret med trommer og bas. Alle fire skikkelser var det meste af koncerten iklædt så lidt lys som muligt. Et enkelt bagtæppe med glimtende stjerner bag det lille setup. Store følelser med få virkemidler. Bandet forsvandt næsten i mørket og kunne derved lade tonerne tale sit eget smukke sprog.
Og smukt var det! Beach House bragte det ene øjeblik efter det andet af intens, sfærisk og drømmende pop. Basale og alligevel vedkommende keyboardrundgange spillet af Legrand. Lange, voksende og til tider nærmest altomsluttende guitarpassager af Scally. En velspillende og understøttende rytmesektion, men vigtigst af alt, Legrands smukke stemme, som hos Beach House er et af de vægtigste instrumenter.
Beach House leverede en drømmende og sanselig oplevelse, mens lørdag blev til søndag. De var ét med musikken, og for en gang skyld var publikum også ét med musikken!? Sådan virkede det, hørt fra mit ståsted. Her var der ikke så megen snak, men en oprigtig interesse i, hvad Beach House leverede lige foran ørerne på os.
Vi fik ”Wishes”, ”Sparks” og ”Myth” blot for at nævne tre højdepunkter blandt mange. Det eneste tidspunkt, hvor koncerten for en stund dalede en lille smule i kvalitet, var da de spillede ”Other People”. Måske fordi nummeret er et af de få, hvor det føles som om, at Beach House kopierer sig selv og derved mister den evne, de ellers mestrer, nemlig at have hjertet present i de æstetisk smukke sange?
Et enkelt lille sidespring i den kedelige retning i en ellers smuk koncert skal ikke skygge for helhedsoplevelse. Beach House var vedkommende og nærværende. Det var, næsten, fuldendt at se dem stå der i mørket, med den digitale stjernehimmel i ryggen og med månen som lysmester for den drømmende pop lige foran dem. Månen var måske nok bag ved os publikum, men Beach House var vores pejlemærke og sikre havn. Tyst. Larmende. Drømmende pop.
