Mens regnen og menneskene silede forbi mig, sad jeg på cyklen på vej mod festivalpladsen med bange anelser. Jeg anmeldte de kære drenge Mike og Jaimes i Run the Jewels‘ nyeste plade RTJ3, og det er den første af duoens udgivelser, som jeg blev skuffet over. Samtidig har diverse online klip vist to energiske, men til tider stakåndede og utydelige rappere i centrum, der gjorde brug af mit absolutte hadefænomen ved live-hiphop: Råberap.
Efter en kort entré til “We Are the Champions” starter koncerten rimelig prompte, men min frygt viser sig hurtigt at have noget på sig. Killer Mikes åbningsvers til “Talk to Me” fra den seneste plade er næsten umuligt at tyde, og det virker som om både lyden og stemmen mangler volumen. Publikum, der er mødt talstærkt frem, er begejstrede for at se de nye verdensstjerner, men problemerne kan også mærkes i energiniveauet, der til start er væsentligt højere på scenen end blandt koncertgængerne. Der skal dog lyde et kæmpe thumbs up til NorthSide for rent faktisk at have mixeren klar til hårdtpumpet hiphop, for El-P’s beats lød både knivskarpt og tonstungt over pladsen.
Killer Mikes lydproblemer blev dog hurtigt fikset, og allerede ved koncertens næste nummer, “Legend Has It”, kom den karismatiske rapper meget klarere igennem. Publikum kom lige så stille i stødet under “Call Ticketron”, men de erfarne rappere skulle tilbage til hovedværket RTJ2 for virkelig at få folk til at matche energien fra scenen. Det skete med en kombi af fantastiske “Blockbuster Night part 1” og “Oh My Darling Don’t Cry”, der virkelig viser Run the Jewels’ styrker og kun var stærkere live. At se overskuddet fra de to sværvægtere, mens de udveksler geniale svinere til gud og hvermand er en fornøjelse.
Koncertens midte blev udfordret af mindre stærke numre, igen fra duoens seneste plade, men da Zack de la Rochas samplede stemme dukkede op på “Close Your Eyes (And Count to Fuck)” blev al min skepsis simpelthen blæst væk. Det var absolut koncertens energimæssige højdepunkt, hvor ung som gammel, hardcore fan og almen festivalgænger alle hoppede, slog ud i luften og kastede håndtegn til den store guldkæde. De to rappere var eminente til at tale publikum varme mellem numrene, hvor der både blev plads til billig, men værdsat Aarhus-smiger (»this truly is the city of smiles«), interne jokes og endda et shout out til Jeremy Corbyn og Labour-partiet oven på det britiske valg.
Netop gruppens politiske vinkel fik fortjent lov til at fylde mod koncertens afslutning. Mere afdæmpede numre som “Early”, “A Report to the Shareholders/Kill Your Masters” og “Down” fik plads, og det klædte koncerten at få den tyngde med, der er en væsentlig del af Run the Jewels-projektet. Ind i mellem numrene fik El-P holdt brandtaler mod »the man« og depressioner, og det var tydeligt, at de to samfundsbevidste kunstnere gerne ville efterlade publikum med andet end sjov og ballade.
De kunne dog ikke dy sig, da de fandt ud af, at de kunne nå ét nummer mere, for at tage den helt tilbage til deres allerførste nummer, den eponymiske “Run the Jewels”, og NorthSiderne fik udnyttet muligheden for at slippe alle tøjler en sidste gang. Jeg efterlod koncerten med ømme ben, vådt hår og en følelse af, at Run the Jewels stadig er blandt musikverdenens mest potente duoer.
