Lad os lave et folkalbum: Tag fat i gamle svenske folkeviser, spil akustisk guitar og lav vokalharmonier. Indspil det hele i en fart. Det har svenske My Larsdotter og islandske Bubba Tómasdóttir – bedre kendt som My Bubba – gjort som opfølger til deres seneste album, Big Bad Good. Denne gang har duoen inviteret Elsa Håkansson med som ekstra vokalist.
To akustiske guitarer og tre sangstemmer. Det er alt, hvad vi hører på et helt album. Det slæbende tempo sikrer, at alle kan høre, hvad der bliver sunget. Og at sangerne får lov til at lave lange fraseringer. Det skaber en melankolsk og sløv stemning.
Heldigvis er stemningen også varm. Det handler om intimitet. Om at varme sig ved musikken, som var det ild i kaminen i en svensk bjælkehytte. Albummet ligner mange andre folkalbum, da produktionen er helt enkel og sikkert live takes. Det giver en autentisk, naturlig lyd. Problemet er, at det er for nemt og for kedeligt at lave et album, hvor alle sangene er ens. Bare fordi det er folkemusik, er det ikke forbudt at bruge mere end ét instrument eller måske pusle lidt med produktionen. Det gad My Bubba ikke, og resultatet er søvndyssende ensformigt.
Teksterne fejler til gengæld ikke noget. My Bubba har fat i den svenske visetraditions klassikere, f.eks. “Veronica” af Cornelis Vreeswijk. “Veronica” er en moderne kærlighedssang, som på sød og ærkesvensk vis fremstiller et ømt kærlighedsforhold. Vi får også to sange af en af Sveriges helt store visedigtere, Carl Michael Bellmann, som tilbage i 1700-tallet skrev viser, der både lovpriste og advarede imod alkohol. Den ene af sangene, “Drick ur ditt glass”, bliver underligt tør i My Bubbas fortolkning. Sangen er et memento mori, der minder os om døden. Heldigvis er der også den enkle glæde med et godt glas spiritus. Det har My Bubba ikke drukket af, og sangen bliver tør og for dyster.
Bedre går det i “Kristallen den fina”, som er en gammel traditionel vise, der angiveligt stammer fra en lille landsby i Dalarna. Den religiøse kærlighedssang passer godt ind i My Bubbas stemning. Det er der bare ikke så mange andre sange, der gør. Med undtagelse af en enkelt munter sang, “Dans på Sunnenö”, er melankolien stærk og trist som blæsevejr i april. Naturligvis, for det er sikkert dystert oppe i de mørke svenske skove, men folkemusik handler også om at more sig.
My Bubba kan helt sikkert præstere bedre. Sangene er for ens, og da jeg ikke er svensker, kan jeg ikke finde nogen nostalgisk glæde ved at høre de gamle folkeviser. Men selv hvis jeg hed Göran og boede et sted i Skåne, ville jeg stadig savne variation. Det er godt musikalsk håndværk, men med et fantasiløst udtryk. Lyt i små doser – hvis du absolut skal. Folkeviserne får to pæne U’er for det gode musikalske håndværk, der ikke hjælper på ensformigheden. Jeg vil hellere en tur til Malmö stan – Hej då!
