Da jeg først hørte Snail Mail for omtrent halvandet år siden, blev jeg blæst omkuld. Det gik simpelthen over min forstand, hvordan sangerinden Lindsey Jordan allerede som 16-årig skrev indierocksange, der på en gang lød friske, og velkendte som havde man hørt dem tusinde gange før. Det var derfor med høje forventninger, jeg satte hendes debutalbum Lush på for første gang.
Lush betyder frodig, luksuriøs eller lækkert. Et ord der er meget passende for albummets lyd. For siden debut-EP’en Habit og dens lo-fi lyd, er der blevet skruet godt og grundigt op for netop den lækre lyd. De opfindsomme og dynamiske guitarlinjer står knivskarpt. Jordan er sin unge alder til trods en knaldhamrende dygtig guitarist og sangskriver, og resten af bandet både bidrager til og fremhæver hendes lyd. For selvom Snail Mail står på skuldrene af idoler som fx Liz Phair, har de en lyd, der alligevel lyder umiskendeligt som deres egen. En signaturlyd, der er til at genkende med det samme.
Det er lyden af sommer. En varm og til tider næsten doven lyd, der fremmaner den behagelige og lidt matte følelse, man ofte sidder tilbage med efter en lang dag i solen. Som på singleforløberen “Heat Wave”, der drømmer hede, døsige og længselsfulde feberdrømme i sommerens sol.
»Heat wave, nothing to do / Woke up in my clothes having dreamt of you«
Lush er et album fyldt med mættede farver: »Swirl in the white evening sun […]«, »Green eyes […] «,”Golden dream” og »Vivid green and blues […]«. Selv på albummets cover er Jordan svøbt i samme varme farver. Brændende rød ungdomskærlighed og blå melankoli. Jeg har de seneste sommeruger leget med polaroidbilleder, og Snail Mails mange farver fremkaldes i nogenlunde samme format på min indre skærm. Varmt, sløret og udefinerbart nostalgisk. En stemning, der især kommer til sin ret på den elegante og sårbare “Let’s Find An Out”.
»June’s glowing red / Oh strawberry moon / You’re always coming back a little older / But it looks alright on you.«
Lush er skrevet over det seneste halvandet år og Lindsey Jordan har taget sig god tid. I interviews har hun gjort meget ud af at fortælle, hvor langt hun er kommet siden Habit, der blev skrevet alene på teenageværelset uden nogle planer om at folk skulle lytte til det. Der er da også sket meget for Jordan de seneste år. Ved siden af det mindre gennembrud som rockstjerne med Snail Mail og alle de koncerter, interviews og andre pligter der følger med, er hun samtidig blevet færdig med high school og sprunget ud som homoseksuel. Der er nok at se til.
Derfor er det meget naturligt, at kun en af sangene fra EP’en har overlevet springet til albumformatet. Den ellers afdæmpede “Stick” har fået et ordentligt los bagi. Med fuld instrumentering og en langt mere dynamisk end sin tidligere version, lyder det simpelthen ti gange større, når Jordan i omkvædet spørger:
»Did things work out for you? / Or are you still not sure what that means?«
En formidabel foreløbig kulmination halvvejs gennem et album, der dog ikke skruer ned for de gode sange. For Lush er både et album, der fungerer som en samling af sange, men også en af de sjældne plader, hvor langt de fleste af sangene sagtens kunne gøre sig som singler på egen hånd. Det er imponerende.
Lindsey Jordan synger, så man ikke er i tvivl om, at hun mener hvert et ord. Hendes stemme stiger og falder med sangenes rytme og veksler konstant mellem melankolsk sårbarhed og vrængende, sarkastisk teenageattitude. Der er store følelser på spil, men det bliver aldrig for meget. Det er frem for alt menneskeligt, og selvom jeg ikke er en 19-årig pige fra Baltimore i USA som Jordan, så rammer det stadig noget, der klinger ægte indeni mig. Tager mig et sted hen, hvor vi alle har været.
Det er nemlig lyden af en kunstner og et menneske, der prøver at finde sin plads i verden med alt hvad det indebærer af tvivl, forelskelser, kedsomhed, frustration, glæde og hjertesorger. En slags musikalsk dannelseshistorie.
