Solen var endelig begyndt at titte frem fra det ellers så tætte skydække på Heartlands sidstedag. Vejrskiftet var dog ikke umiddelbart nok til at pille “Manchester i regnvejr”-looket af de fire ellers ærkeaustralske musikere i Hatchie – eller rettere sagt af Harriette Pilbeam plus de tre musikere, der bag deres tunge trenchcoats og mørke solbriller bakkede hende op på scenen.
Alligevel var solskinnet ikke så malplaceret, som kvartettens postpunk-look kunne signalere. Pilbeam har uden tvivl hørt sin andel dreampop- og shoegazer-bands Cocteau Twins og Slowdive, omend hendes kraftfulde vokal står mere i kontrast til lydbilledets atmosfæriske støj, end det ofte er tilfældet for genren. Hatchies lyd læner derfor i højere grad mod regulær pop – ikke mindst når hendes melodier sidder allermest i skabet.
Det gjorde de heldigvis med jævne mellemrum i de 45 minutter af den tidlige eftermiddag. Numre som “Obsessed” og især den afsluttende “Stay With Me” fra hendes debut-ep fra sidste år fik de ellers halvtrætte hoveder på Highland-plænen til at boppe dovent og lovede godt for det regulære debutalbum, som lander senere denne måned.
Andre gange var det dog svært ikke at tænke, at Pilbeam og band kunne have fået mere ud af deres materiale. En del numre undervejs bød egentlig på fine melodier, men savnede elementer i lydbilledet til at pirre øret, som en ordentlig drømmepopskæring nu bør. Pilbeams ene backupmusiker trissede koncerten igennem i pendulfart mellem mikrofon, keys og scenens guitar nr. to. Kompositionerne var dog typisk væsentlig mere interessante, når han placerede en luftigt hoppende keyboardlinje midt i lydbilledet eller supplerede Pilbeam som kor, end når prioriteringen var et ekstra guitarlag.
Samtidig lurede visheden om, at et band som Hatchie ikke er specielt godt stillet ved at spille i middagssolen frem for en skumrings- eller sen nattetime. Nuvel, de skæve slots i festivalspilleplaner er et grundvilkår for opkomlinge, og Hatchie kunne have imødekommet situationen ved i mindre grad at lukke sig om sig selv. Pilbeam henvendte sig i spredte øjeblikke til publikum, men bandet dyrkede overordnet det introverte shoegazer-udtryk efter alle kunstens regler.
Dén disciplin er svær at mestre som første band i spilleplanen på en solbeskinnet festivallørdag. Hatchie havde nok gjort sig selv en tjeneste ved at fokusere på og omfavne musikkens popelementer frem for lydens tilbageholdende kerne.
Fotos af Mathias Kristensen
