Næste år fastholder festivalen to weekender i det spanske – den anden af dem bliver dog i Madrid – og det bliver spændende at se, både hvordan set-up’et i hovedstaden kommer til at blive, samt hvordan festivalen kommer til at løse de små såvel som større udfordringer, som man har måttet kæmpe med i år.
Under alle omstændigheder vender vi også tilbage med grundig dækning af Primavera Sound i 2023, og indtil da bringer vi nedenfor nogle omtaler af det, vi også nåede at få set i løbet af ugen, der gik.
(Husk, at du også kan gå på opdagelse i hele vores dækning af Primavera Sound 2022, som du finder lige her.)
Jehnny Beth, 05.06.22
På et spillested med plads til lige knap 2000 publikummer, der med overvejende sandsynlighed var kommet for at se aftenens anden artist, Beck, tog Jenny Beth røven på os alle. Jeg havde ikke specielt meget kendskab solomaterialet fra frontkvinden i det aggressive goth/postpunkband Savages, men det skulle hurtigt vise sig at være komplet ligegyldigt for at indtage den magtdemonstration, som hendes koncert var.
Til dundrende bas stormede Beth med kulsort slikhår og læderbukser ind på scenen med hånden knyttet om en mikrofon med en påklistret lommelygte, der fik hendes ansigt til at skinne skummelt orange. Lige så dæmonisk, som det så ud, lød det også, når hendes stemme blev forvrænget til ukendelighed. Fra første intense nedstirren af publikum var koncertsalen forvandlet til en 80’er-vampyr-sexklub med mørk synth-pop og industrial á la tidlig Nine Inch Nails. Og lige netop NIN blev fik også en kærlig hilsen med et cover af ”Closer”, der lå ekstremt meget opad originalen, men som passede som fod i hose med Beths eget materiale.
Det var 45 minutters rendyrket intensitet, hvor Beths vokal var i top, musikken var led og hendes nærvær ville gøre de fleste andre musikere grønne af misundelse. Det var så sejt og beskidt, at jeg havde svært ved at kapere, hvor cool en koncert, jeg egentlig var til.
(HMD)
Foto: Sharon Lopez
Erika de Casier, 08.06.22
Et par danske kunstnere havde også fundet vej til plakaten på dette års Primavera Sound, og en af dem var hypede Erika De Casier, som endda havde fået æren af at lukke det 4AD-kuraterede onsdagsarrangement, hvortil Maria Sommerville og Dry Cleaning havde spillet før hende. Og publikum blev gerne hængende i det fyldte lokale for at høre De Casiers nostalgiske r’n’b-pop.
Til trods for (eller måske netop på grund af) hype og forventninger endte koncerten som en blandet fornøjelse, hvor en meget aktiv trommeslager stjal fokus fra showets måske lige lovligt generte frontperson. Det var et enormt dygtigt band, De Casier havde med sig, og der var heller ikke meget at sætte på hendes vokal – den fremstod klar og smuk – men de kæmpede godt nok med at komme udover scenekanten. De Casier var typisk halvvejs tilbage på reposet, og blikket faldt sjældent meget længere.
Hendes musik er så intim og fin, at en indendørs klubscene burde være det oplagte spillested, men selv det kunne desværre ikke skabe den nødvendige forbindelse til publikum. Trods at De Casier dansede roligt og en sjælden gang i mellem fik sunget til salen og ikke bare i den, så kunne man næsten lige så godt have sat pladen Sensational på derhjemme og nydt de lækre toner. Musikken er dejlig, men De Casier mangler noget mere tilstedeværelse på scenen, før den kan fungere i livesammenhæng – uagtet at trommeslageren var en fryd at beskue.
(HMD)
Foto: Dani Canto
Squid, 09.06.22
Det var ikke nødvendigvis fuldstændig identisk med deres optræden på Loppen sidste efterår, men målt på ren intensitet og spilleglæde er Squid (sammen med Shame) fortsat det vel nok mest medrivende orkester på den britiske postpunkscene. Spørgsmålet er så, om man overhovedet kan betegne Squid som postpunk, for de fem bandmedlemmers talenter synes at strække sig langt ud over den konventionelle genrebetegnelser, når der både tilsættes percussion, hvinende trompeter og hvirvlende modularsynths til bandets i forvejen artrockede agenda.
Under alle omstændigheder er Squid stadigvæk brandvarme oven på sidste års Bright Green Field, hvor både ”Paddling” og den afsluttende ”Narrator” kom i kortere, kondenserede udgaver, mens overraskende mange fik sunget med på både ”G.S.K.” og singlen ”Sludge”. Samtidig stod den langsomt sænkende sol direkte ind i vores nakker nede foran Europas måske smukkeste festivalscene. Om ganske få uger spiller kvintetten så på Roskilde Festival i langt mindre omgivelser, og nærmer Squid sig bare nogenlunde samme niveau som torsdagens koncert i Barcelona, er der unægteligt lagt op til en af festivalens fedeste rockoplevelser.
(DN)
Foto: Eric Pàmies
Duma, 09.06.22
»Allright. This is gonna be some shamanistic shit,« udbryder Martin Khanja med kunstnernavnet Lord Spike Heart, mens han sætter ned i skrædderstilling på den lave scene i det, der til dagligt er en parkeringskælder. Kenyanske Duma leverer med deres eksplosive sammensmeltning af noise og industrial et bragende lydinferno, som definitivt ikke er for alles smag. Der er et hint af metal – blackgaze såvel som grindcore – at spore langt nede i lydbilledet, men det er helt klart den dundrende natklubstemning, som rammer først og hårdest i løbet af duoens tre kvarter lange session.
Den maskeklædte Khanja er hele vejen igennem komplet ustyrlig på scenen, som han spæner både frem og tilbage på, mens anden halvdel af Duma, Sam Karugu, er mere immobil bag sin computer i baggrunden. Rent faktisk er det yderst sjældent, at man får ham at se, da røgmaskinen i parkeringskælderen øjensynligt har fået alt, hvad den kan trække. Men omvendt behøver det rent visuelle ikke at fylde alverden for Duma, som i stedet sagtens kan overleve på den tribale vildskab i deres musik, der jo allerhelst skal opleves rungende ud i mørket – akkurat som det heldigvis også var tilfældet denne nat.
(DN)
Foto: Eric Pàmies
Stella Donnelly, 10.06.22
Som sådan skal det ikke tage noget fra selve den ganske fornøjelige præstation fra australske Stella Donnelly, der gæstede Primavera Sound på festivalens næstsidste dag, men – og et relativt stort “men” i den forbindelse – så oplevede artisterne på den faste Plenitude-scene gentagne gange lydudfordringer, som stammede fra den nye Bolier Room-kuraterede scene, som var blevet placeret mindre end 50 meter væk. I Donnellys tilfælde betød det, at hendes følsomme, skrøbelige vokal og blide guitartoner ofte skulle kæmpe med pulserende clubrytmer, hvilket blandt andet gik ud over den humoristiske kærlighedserklæring “Mosquito”.
Fra Donnellys kommende plade, Flood, som udkommer til august, fik vi også “Lungs”, der bevæger sig i mere dansable sfærer end det præg, som debuten, Beware of the Dogs, påtog sig. På den måde vekslede vi ideelt mellem partystartere og balladerne som den gåsehudsfremkaldende “Boys Will Be Boys”, mens Donnelly og band desværre også serverede et cover af landsmanden John Paul Youngs “Love Is in the Air”, som mest af alt føltes som lidt af et tidsspilde. For om noget beviste koncerten, at hendes optrædener sagtens kan stå på egne ben på et fundament af eget materiale – så længe man altså får lov til at høre det uforstyrret.
(DN)
Foto: Clara Orozco
Angel Bat Dawid, 11.06.22
Det var noget af et spektakel, der ventede dem, der trodsede den nådesløse eftermiddagssol og havde begivet sig op foran til jazzaudiens med amerikanske Angel Bat Dawid og hendes band Tha Brotherhood. Her på sitet har vi tidligere rost Dawids præstationer i liveformat, men der var alligevel ikke alting, der lod til at klikke, da først to mænd – en fløjtenist og en mand klædt i hvid frakke svingende om sig med palmegrene og klokker – hvirvlede ind på scenen. De var langt fra mikrofonerne, som kun svagt opfangede optrinnet, der stod på i nogle minutter, inden resten af orkesteret og dagens hovedpersonen entrerede.
Hun lagde herefter for med “Black Family” fra debuten, Oracle, inden vi også nåede ind over en lang svada om, at Beethoven i virkeligheden var sort, mens det yderst kompetente band stramt kontrollerede den ellers så vilde og ofte improvisatorisk freejazz. Dawid nåede samtidig at bestyre både elektroniske effekter, piano og alverdens andre apparaturer – ikke mindst på en lang version af den autotunde “Negro Hamlet” – mens saxofonerne hvinede og korsangerne efter bedste evne kastede sig ud i frigjort dans mellem instrumenter og bandkolleger.
Til sidst måtte de ansvarlige simpelthen trække stikket og slukke for alt lyden, da Dawid var gået 15 minutter over tid. Det var både band og publikum heldigvis ligeglade med.
(DN)
Foto: Dani Canto
