Anna B Savage er et bekendtskab af de mere udsyrede. På papiret egentlig bare en singer-songwriter af den mere kantede slags, i virkeligheden et væsen fra en anden dimension. På koncertens slutnummer “Corncrakes” konkluderer Savage selv: »I don’t know if this is even real / I don’t feel things as keenly as I used to«
Savages sange er fulde af sære spørgsmål og gentagelser, der synges igen og igen i en repetitiv insisteren på måske i gentagelsen at finde et svar. »Do I understand this, a steady warmth?« på nummeret af samme navn, som kun består af det spørgsmål, gentaget og tydeligst og mest insisterende på nummeret “Since We Broke Up” fra EP’en These Dreams, hvor hun om og om gentog mantraet med det humoristiske twist: »I hope I never fall in love again / I want to live alone, but I can’t afford the rent«
Det er også en musik fuld af referencer som starten og slutningen på åbningsnummeret, “Chelsea Hotel #3″, er et godt eksempel på: »He was giving me head on my unmade bed / So I tried to stay focused /But with ”Chelsea Hotel #2” playing in the other room / I giggle, my mind runs away with me / Chelsea Hotel #3«: Cohen får jo som bekendt også givet head på “Chelsea Hotel No 2”: »I remember you well in the Chelsea Hotel / You were talking so brave and so sweet / Givin’ me head on the unmade bed / While the limousines wait in the street«
Og så er der fugle. Dette bevingede væsen, der minder os om at det er muligt at flyve. Både på “Corncrakes” med dens svaler og duer og på titelnummeret fra sidste år fremragende A Common Turn (mit personlige udenlandske favoritalbum i 2021), hvor hun leger med ordene common turn (albumtitel) og common tern (fuglen almindelig terne samt ‘titelnummeret’ på albummet). Sangen lå næstsidst i sættet og Savage sang i starten af sangen: »On our own little jetty jutting out in the lake / As I reached for the fish hook / He called my name: / ‘Look, Anna, it’s a common tern’«, mens krogen går igen da hun beskriver deres break-up sammen med ordene common turn: »I had a common turn lying in bed next to him / I tried to explain / I take his hook out from my cheek / And place it in his hand«
Alt dette for at understrege i hvor høj grad tekstuniverset hos Anna B. Savage bærer værket. Og hvor genialt det også er i sin udforsket af svære og mørke følelser. Det betød også at koncerten var krævende. Den var ikke let spiselig men tung og svært fordøjelig med de mange kringlede ord, meninger og referencer der snor sig ud og ind ad teksterne, tilsat Savages’ kringlet smukke guitarspil og indimellem akkompagneret af tre musikere, på det der faktisk var der sidste koncert sammen som band. Alle tre spillede guitar, keyboards, lidt bas og sang kor.
Hvad var det så, i sidste ende, vi var vidner til onsdag aften på Pavilion? Var det en rituel udrenselse? Et mørkekammer af lyde der kravlede helt tæt på og tog kvælertag, strøg dig ned over ryggen eller vred sig slangeagtigt for dine fødder. En form for djævleuddrivelse, der indimellem løftede sig klingrende smukt op under teltdugen f.eks. på nummeret ”BedStuy”: »We held hands on the subway to BedStuy / We held hands on the subway to BedStuy / You laughed as I tried to stay awake / We hеld hands on the subway to BedStuy« En gedigen blanding af det hele udsat for Anna B. Savages særegne stemme, der ikke rigtig lyder som nogen andens.
