»Fuck jer – og tusind tak. Fuck alt!«. Omtrent sådan lød afskedssvadaen fra Joe & The Shitboys forsanger Fríði Djurhuus (aka Joe), da han efter små 33 minutters smadderpunkshow trissede af scenen igen, mens han sendte dobbelte fuckfingre ud mod publikum – som selvfølgelig kvitterede med at huje og råbe »Fuck you!« tilbage med dertilhørende langemand i vejret.
Normalt starter man jo nok ikke en historie ved dens afslutning, men lige netop i tilfældet af Joe and the Shitboys var slutningen bare et ret perfekt billede på den stemning og energi, som herskede koncerten igennem. Jeg har sjældent set en Rising-koncert, der er kommet så meget ud over scenekanten og har fået fat i publikum – selv helt nede bagved på den måde.
Rent musikalsk var der imidlertid tale om en relativt ensformig affære, hvor de ultrakorte sange på knap 1-minut stykket knap nåede at komme i gang, før de blev rundet af med et »fuck jer« og et »tusind tak« fra scenen. På den lille halve times koncert gik der musikalsk blitzkrieg i den – og selvom enkelte sange blev strukket lidt ud, mens Djuurhuus dansede manisk omkring, så kom vi vel omkring en 25 sange.
Det var næsten umuligt at følge med i rækken af sange, vi fik smidt i hovedet fra scenen, men titler som ”Life Is Great, You Suck”, ”Save the Planet, You Dumb Shit”, ”Drugs R’4 Kidz” og ”Macho Man Randy Savage” bed sig alligevel fast. Ikke på grund af musikken, nødvendigvis. Der var tale om så klassisk punkrock, at man nærmest burde kunne tilføje Joe and the Shitboys i musikleksikonet under P for Punk. Men leveringen af den noget rudimentære punkrock skete med et overskud af energi, charme og flabethed, som var svær ikke at falde for.
Flere publikummer blev undervejs peget ud af Fríði Djurhuus, som dedikerede forskellige sange til dem. Førnævnte ”Macho Man Randy Savage” blev eksempelvis dedikeret til »alle de bro’s, som er kommet for at få noget fisse« – med vanlig overdreven ironi fra Joe and The Shitboys, der beskriver sig selv som »bisexual, vegan shitpunks«. Rent tematisk handler de fleste af deres sange derfor også om at kalde folk ud for deres dårlige opførsel – hvad end den er homofobisk, mandschauvinisitisk, racistisk eller krænkende på anden vis.
Selvom Joe and the Shitboys nærmest kun har én tangent at spille på, så kommer de imponerende langt med den tangent. Det tog ikke meget mere end 5 minutter at få tændt op under det publikum, der havde samlet sig som en ret imponerende mængde omkring scenen. De var helt med på at lave call and response, på at danse vildt omkring og være med på alle de andre tricks, som Fríði Djurhuus havde oppe i ærmet.
Da bandet efter en kort pause kom ud og spillede et par ekstranumre, så stod det imidlertid også klart, at vi efter en halv times tid havde hørt det meste af hvad Joe and the Shitboys havde at byde på. Derfor skal de også have ros for at kende deres besøgstid og smutte igen, før publikum begyndte at blive træt af foretagendet.
