Foruden den vanlige weekendfestival, (som i år løber over to weekender), har Primavera Sound i en lang årrække også afviklet konceptet Primavera a la Ciutat, hvor koncerter flyttes ind til forskellige spillesteder i og omkring Barcelonas centrum. Det har givet mange navne, for hvem der næppe har været interesse nok eller tilpas små scener på selve hovedfestivalen, et glimrende showcase-alternativ foruden en mulighed for at spille for et måske mere dedikeret publikum end ude ved Parc del Forum. I år lader det dog til, at man fra festivalens side har undervurderet efterspørgslen fra publikum samt den logistiske udfordring, der har været forbundet med at afholde koncerterne sammenklemt mellem to weekendfestivaler. I hvert fald har alenlange køer – især ved spillestedet Razzmatazz, der undervejs har lagt scene til navne som Beck, Slowdive og Megan Thee Stallion – samt spillestedernes evne til at prioritere mellem indehavere af almindelige festivalbilletter (til enten én eller to weekender) og så dem med VIP-armbånd været til heftig debat på de sociale medier i løbet af de mellemliggende dage.
Derfor var det ganske opløftende at kunne lægge vejen forbi det noget mindre spillested La Tèxtil tirsdag aften til et tredelt koncertarrangement kurateret af amerikanske Awesome Tapes From Africa og konstatere, at man her havde fuldstændig styr på alle de logistiske detaljer. Det velairconditionerede lokale, der ligger godt og vel to etager under jorden, kan med lidt god vilje rumme et par hundrede mennesker, men til aftenens første navn – den senegalesiske koraspiller Sourakata Koité – holdt vi os til en fyldningsgrad på omtrent halvdelen. Koité, der med sin kora dyrker en vestafrikansk musikkultur, som spænder langt ud over de optegnede landegrænser, og som herhjemme måske bedst forbindes med Dawda Jobarteh, er efterhånden blevet 67 år, og der var således en autentisk skrøbelighed over hans fremtoning, sådan som han sad dér i sin traditionelle, orange dragt og med et lyseblåt mundbind løst omklamrende ansigtets nederste tredjedel.
Til forskel fra aftenens senere artister krævede Koités korakompositioner en anelse mere tålmodighed fra tilhørerne, sideløbende med at de enkelte numre primært kørte i repetitive rundgange, som kun blev afbrudt af små soloer eller Koités svage røst. Således fungerede de mere lyrikholdige numre bedre til at få alle i lokalet til at tage del i oplevelsen; men det mest fascinerende var trods alt stadigvæk hovedpersonens evner med sit imponerende, mangestrengede instrument. Der er nemlig behov for en overordentlig mængde træning og talent i for alvor at kunne mestre koraen, der mest af alt minder om en harpe, men med sit helt eget vestafrikanske præg såvel som lyd. Det utrættelige fingerspil gled fornemt af sted i en lind vekslen mellem knivskarpt og lettere hakkende, når Koité samtidig skulle bemande vokaltjansen, hvilket kun yderligere understregede autenticiteten i senegaleserens værker. Undervejs kom der dog enkelte skår i glæden i form af nævneværdig bøvl med Koités mikrofon, så signalet gentagne gange røg enten delvist eller helt fra det minimalistiske lydbillede.
Og når han ikke spillede på livet løs, var han rent faktisk også aldeles snakkesalig, mens han på fransk forklarede om både koraens og Koité-familiens ophav samt præsenterede sangene, der stammede fra både Senegal, Ghana og Guinea. Vi fik også numre dedikeret til alle fiskene, Paris og van Gogh, mens han inviterede til fællessang på både “Apono” og “Moliba Makasi” og slutteligt gik 10 minutter over tid, fordi han (og mange andre) simpelthen lod til at miste tidsfornemmelsen under den fremragende optræden i det mørke lokale.
Etiopiske Hailu Mergia behøver omvendt ikke megen anden introduktion end den, der blev fremlagt i min gennemgang af genudgivelsen af hans debut sammen med The Walias Band, Tezeta. Egentlig skulle Mergia have spillet i Huset-KBH i slutningen af 2021, men som med så meget andet afholdte frygten for corona den amerikanskboende organist og hans band fra at flyve over Atlanten. Nu er han imidlertid klar til at tage turen rundt på det europæiske kontinent (heriblandt med en koncert til Copenhagen Jazz Festival den 10. juli), hvor han har allieret sig med blandt andet sin bassist gennem flere år Alemseged Kebede.
Forskellen på den nu 76-årige Mergia og så Koité var mest indlysende, at selvom begge to dyrker deres foretrukne instrumenter på en ikke altid virtuos facon, så slap Koité bedre fra det qua sit enkeltmandsforetagende. Men Mergia, der var flankeret af to andre musikere, som ovenikøbet var særdeles habile og tight som rytmesektion, blev således i højere grad udstillet for sine eventuelle mangler; når han eksempelvis ikke lige var med på takten eller tonearten.
Det var ikke mindst en skam, for det var nogle særdeles gode skæringer fra hans eget bagkatalog såvel som den etiopiske sangskat, som trioen havde udvalgt denne aften, mens de gik i sving med først den traditionelle “Tirunfere” efterfulgt af den mere nordafrikansk marcherende “Abichu Nega Nega” fra hans seneste plade, Yene Mircha. De numre, der byggede over gamle ethiojazzstandarder var dog dem, der fungerede bedst for trioen, hvormed de kunne kaste sig ud i mindre jam-affærer. Det talte både “Yene Mircha” – hvor fraværet af hornarrangementer alligevel trak ned i helhedsoplevelsen – og den todelte “Tizita” fra Lala Belu. Desværre fremstod Mergia konsekvent som den ringeste af de tre musikere på scenen, også når han byttede orglerne ud med harmonika eller melodica. Selv ikke det aldeles medrivende tema på Lala Belus titelnummer, hvor det efterhånden tætpakkede lokale sang med hele vejen, kunne løfte trioens samlede indsats over det gennemsnitlige – og pludselig føltes der for en stund meget langt fra Barcelona til Hilton-hotellet i Addis Ababa.
