Kh Maries koncert på ALTER 2022 var noget udover det sædvanlige, og efter alt at dømme en fuldstændigt unik engangsfornøjelse med i alt ni medvirkende til det tætpakkede, men ikke overlæssede lydbillede. En koncert med skønsang og screaming, harpespil og forvrængede guitarer, ømme følelser og iskold elektronisk støj. Da jeg interviewede ALTER-arrangørerne tidligere på måneden, fortalte de, at Marie (Koldkjær Højlund) var blevet spurgt, om hun ville gøre sin koncert på årets festival helt unik. Hun var taget op for at se lokationen, som er det forladte amtssygehus i Århus, og da var hun straks overbevist om, at hendes musik skulle sameksistere med noget mere brutalt, der kunne tale ind i det bastante byggeris historie. Valget faldt på det lokale electro-støjrock/screamoband Hiraki samt fem sangere fra Aarhus Teater. Hun har haft alle muligheder i verden, men jeg tror, hun valgte helt rigtigt.
Sammenspil og outfits er dybt koordinerede fra første øjeblik. På scenen står Hiraki iklædt helt sort, og Højlund står forrest i midten iklædt den vildeste hvide kjole. Blandt publikum finder man de fem korsangere, der også er klædt i sort, men med hvide lægekitler henover. Et outfit, der både spiller sammen med lokalet, men som også er bindeleddet mellem Højlund og Hiraki. Det første nummer er da også en opvisning i en meget kontrolleret og overbevisende sammensmeltning af ting, der ikke nødvendigvis fungerer på papiret. En synthesizer plinger som en sonar under Højlunds messende sang om, at hun ikke kan sove. Det tror jeg heller ikke, jeg ville kunne, hvis soveværelset hver nat blev fyldt af de forvrængede guitaranslag, som tilslutter sig. Der bliver bygget op. Ikke på den der måde, hvor man forventer et stort klimaks, men det simulerer en følelse af at komme tættere og tættere på det kilden til det rabalder, der er for enden af en lang gang. Da hele bandet har forvandlet den intense intro til et regulært – eller helt regulært er det ikke, men alligevel – rocknummer, kommer de fem korsangere i gang. De har dog ingen mikrofoner på, og de drukner desværre fuldstændigt i lydbilledet. Jeg retter derfor øjnene mod scenen igen, og deroppe spiller det hele. Sikke en entre.
Herefter kommer det nummer, der egentlig var det allerførste samarbejde mellem Højlund og Hiraki. Nemlig den af Kh Marie reworkede udgave af ”Wonderhunt”, der at finde på 2022-udgivelsen Alterer – et nummer, der i sin oprindelige form findes på Hirakis anden fuldlængde Stumbling Through the Walls (2021). Det er en virkelig fed kollaboration, der skraber de mest brutale lag af sangen, men bibeholder det rå og intense, og så tilføjer Højlunds vokal og mere lystklingende guitarspil en ret fornem kontrast, der giver nummeret en dualitet, noget håb og forelskelse der bliver smasket lige ned i depressionen. Det er den dualitet, der er både udgangspunktet for aftenens koncert og den røde tråd, der får koncerten til at hænge overraskende og imponerende godt sammen.
Det bliver tid til det tredje nummer, og der er allerede behov for skift i lydbilledet ifølge bandet. Det skal endelig ikke være stillestående. Det bliver helt akustisk uden nogen mic’ede mikrofoner. Højlund sidder på scenekanten og synger smukt kun akkompagneret af harpespil og korvokaler. Det er smukt og skrøbeligt på den gode måde, men der mangler også lidt i det store hele. Vokalniveauerne er lidt for mærkelige og igen er der ikke overensstemmelse mellem det spillede instrumentale, Højlunds leadvokal og teaterkorets backingvokaler. Der er kortvarigt en fornemmelse af ubalance, men så justeres der og det hele passer pludseligt sammen. Da nyder vi koncertens måske smukkeste øjeblik.
Undervejs går det op for mig, at Kh Marie feat. Hiraki måske er det eneste band, der indtil videre har kunnet fylde lokalet med lyd. Hvert hjørne er perfekt og tilpas spændt ud af lyd og musik. Det er en ret overvældende følelse. Samtidig går lysshowet i ét med musikken, og jeg føler, at alt passer sammen. Det sker sjældent på den her måde, men blinkene falder fuldstændigt ensartet med takten.
I løbet af koncerten blev alt vildere og vildere, og det var skønt at se og høre – især hvordan Kh Marie-koncerten bare tog til i intensitet og volumen. Samarbejdet mellem de to kontrasterende kunstnere gav bedre og bedre mening, som koncerten gik. Det sidste nummer, som var uden Hiraki, var en smuk afslutning. Her var der kun smukke vokaler og guitar at høre – ingen dissonans.
Det var æstetisk og auditivt en magtdemonstration uden lige på ALTER 2022. Uden tvivl en ener-koncert og hvilken en. Både Kh Marie og Hiraki fortjener din opmærksomhed snarest. Koret var af og til velplaceret, andre gange ligegyldigt, men mest af alt var det effektfuldt og med til at skabe lag igennem en koncert, der vandt grundet dens nysgerrighed.
