Rob Mazurek har lavet utroligt meget musik i utroligt mange konstellationer. Fra et spændende take på post-bop i Chicago Underground til, til tider, ret fantastisk eksperimentel nyfortolkning af den brasilianske musikkultur i São Paulo Underground. Fra det glimrende fusionsensemble Isotope 217, primært bestående af medlemmer af post-rock-bandet Tortoise, over samarbejder med jazzlegender som Yusef Lateef og Pharaoh Sanders til musique concrete, visuel kunst og kompositionsmusik. Og så dette projekt med hans Exploding Star Orchestra, der begyndte i midt-00’erne som en videreførelse af Chicagos solide tradition for avant-garde jazz, måske bedst eksemplificeret i Art Ensemble of Chicago, en monumental jazzgruppe, der siden 1960’erne har været uhørt vidt omkring i jazzens kringelkroge, men særligt huskes for deres udskejelser i free-jazzens tegn.
Man mærker tydeligt denne sammensathed på det nye album Lightning Dreamers, der er tre små kvarter langt og består af fem numre. Det begynder med det jamsession-agtige nummer ”Future Shaman”, der er bygget op omkring et insisterende Wurlitzer-ostinat og klar boom bap-sensibiliet i de samplede trommer, som forvandler sig til krautrockede livetrommer nogle minutter inde. Tilsammen med MC Locks’ formforvandlende spoken word-udgydelser og atonaliteten i kompositionen kan det bedst beskrives som abstrakt hip-hop fusioneret med King Crimson og CAN.
Det er sådan set en spændende blanding, men nummeret domineres fuldstændigt af en endeløs dekonstrueret guitarsolo, der flyder over af mislyde og dissonans. Det var kedeligt, da Adrian Belew gjorde det på Talking Heads’ ”Born Under Punches”, enerverende på King Crimsons plader og næsten diskografidestruerende med John McLaughlins guitarskaberi i Mahavishnu Orchestra. Tre grupper, der alle står mit hjerte nært, og som jeg synes skinner igennem her, men i deres værste kvaliteter. Det er gjort både før og bedre. Det lyder som avant-garde-klichéer, og det er desværre kendetegnende for hele albummet. Det er egentligt en skam, for på trods af det lige lovligt repetitive groove, har det sine øjeblikke, særligt når Mazurek folder sig ud på trompeten hen imod slutningen, og Gerald Cleavers beskidt velklingende trommer når et intenst klimaks, mens guitaren indtager en nedtonet rytmisk rolle.
Højdepunktet er dog ”Shape Shifter”. Udgangspunktet er hard-bop i stil med Herbie Hancock og Freddie Hubbards midt-60’er-udgivelser på det legendariske pladeselskab Blue Note med trompeten i fokus og let latininspiration. Det her nummer er dog tungere, dybere i lyden, mere ildevarslende. Og det er en ren genistreg at bruge moog-bassen, som de gør det her. Pludselig jumpcuttes der, og nummeret ændrer fuldstændigt karakter, bliver mere fremaddrivende og ligefremt. Elpiano og guitar improviserer samtidigt, og det lyder af mere. Rytmen begynder at vise tegn på nedsmeltning, mens MC Locks lyder som en anden Gil Scott-Heron broadcastet fra en fjern planet. Nummeret nærmer sig lyden af flimmer på et billedrørsfjernsyn med Boards of Canadaske spøgelsestoner fra enten klaveret eller guitaren – jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvad det er. Og netop fornemmelsen af ikke helt at forstå, hvad der foregår, er alfa og omega i musik for mig.
Det er ikke på den måde, at musikken er meget mærkelig og abstrakt, men det er netop problemet med de tre resterende numre: De følger en kedsommelig og tilbageskuende skabelon for kollektiv improvisation og free jazz. Der forstår jeg i alt for høj grad, hvad der foregår. Den store synder er ”Black River”, der beror på den trætteste præmis i bogen: +10 minutter langt kakofonisk sammensurium af rasende dissonans, fravær af rytme, dyrisk ekspressive instrumenter og primalskrig, der vel alt sammen skal til for at skabe følelsen af frigørelse fra ethvert bånd og en transcendens mod noget større, mere ubegribeligt. Det har intet at gøre med noget eksperimentelt eller innovativt.
Det er blot ét eksempel på, hvad der sker, når man lader idéen om eksperimenter og avant-garde stivne i ét fast udtryk, og det bliver en lige så rigid og uopfindsom genrekonvention, som det de prøver at eksperimentere sig væk fra. Samtidig påkalder de sig avantgardismen. Men den udvikling, de siges at være fortrop for – dekonstruktionen af æstetiske normer – var allerede udtømt i 1960’erne. I mine øjne kan det ikke ses som andet end en evolutionær blindgyde, der per nødvendighed måtte prøves af, men som simpelthen ikke kan siges at være eksperimentel eller revolutionær i dag. Jeg savner ambition.
Fordi så store dele af albummet skæmmes af det, der i mine øjne er intellektuel og musisk dovenskab, kan hverken de gode elementer eller Mazureks imponerende bagkatalog gøre noget ved, at albummet hænger fast i en fortid, som jeg ikke føler har noget at tilbyde jazzen i dag. Mit ideal for det innovative er usete kombinationer af melodier og akkordrundgange, genopfindende grooves, sammenblandinger af teksturer og produktionsvalg, der overrasker. Alt for ofte gør Rob Mazurek & Exploding Star Orchestra ingen af delene.
