Den alternative singer-songwriter Robbie Daniel Skinner, bedre kendt som Cavetown, kan siges at være gået i lidt den samme retning som Justin Bieber. Han startede nemlig som youtuber i 2012, hvor han udgav akustiske covers af diverse indierock kunstnere og senere blev opdaget af fans og labels. Siden da har han været flittig med at kaste udgivelser ud på streamingtjenesterne, og nåede sidste år op på at udgive EP og hele otte albums på kun syv år. Det er nærmest ikke til at finde et eneste nummer, der har under flere millioner af lyt, så den 24-årige brite med de moderne indie-teenager vibes har altså en stor fanskare bag sig.
Men hvis du tænker, at det, der ser godt ud på papiret også svarer til virkeligheden, så kan jeg desværre kun skuffe dig.
Da hovedpersonen trådte ind på scenen i den cirkuslignende teltscene Nova, var det fra første sekund en meget usikker Robbie Skinner, der hilste på de tilkomne festivalsgæster. »How you doin’« sagde han med sammentrukne skuldrer og et ansigt fortrukket i en evig søgen efter en passende grimasse. Det var egentlig tilforladeligt i starten, da man bare tænkte, at han var beskeden. Til sidst endte det dog med at blive til en akavet affære mellem artist og publikum. Lige inden andet nummer, “Sweet Tooth”, kommer en stagehand eksempelvis ind for at overrække en guitar til forsangeren, men i stedet for at tage imod instrumentet, bruger han 15 sekunder på at finde ud af, om guitaren egentlig behøves at blive brugt til det næstkommende nummer. Han ender med at ryste forvirret med hovedet og spille uden guitar, selvom det var planlagt.
Det skal dog siges, at trio-bandet, som blev introduceret med ordene »I’m Cavetown and these are my friends«, fik stablet et godt og solidt sammenspil på plads på numre som “Juliet” og “Devil Town”. Alt imens singer-songwriteren stod lidt for sig selv med en rystende vokal, der kunne briste når som helt, da kraften og sikkerheden simpelthen ikke var der. Og denne kontrast mellem Cavetown og musikerne gav en følelse af, at der foregik to forskellige koncerter på samme scene.
På downeren “Fall In Love With A Girl” spillede forsangeren alene med sin akustiske guitar, men formåede desværre ikke at fange publikums opmærksomhed trods et intimt og indlevende moment. I stedet blev der i mængden snakket ind over nummeret, hvilket trommeslageren fik gjort resten opmærksomme på ved at stirre intenst og irriteret ud på publikum. Lidt komisk stod bassist og guitarist i samme nummer og sludrede hinanden i ørerne, imens Cavetown flåede sit hjerte ud.
En håndfuld numre inde i sætlisten spørger Robbie Skinner med et usikkert blik ud til publikum, om koncerten er god. Han stikker tomlen i vejret og siger, at folk lige kan give en status på, hvad de synes med deres tomler. Publikum kan ikke andet end at lave en tommel op af ren medlidenhed, hvorefter han siger »hehe, good job« imens han retter på nogle ledninger og en tigerbamse oppe på synthesizeren. Ærgerligt nok vælger han lige efter at beklage for sit klaverspil inden han overhovedet har startet det næste nummer. Tangentspillet var til gengæld langt fra i skabet, men ordsproget “fake it ’till your make it”, kan man ofte komme langt med.
Overordnet føltes Cavetown koncerten lidt som at være inviteret på en akavet date på den 24-årige musikers teenageværelse, hvor usikkerheden kastede sig som skygger over både musikken, performancen og publikums tilstedeværelse. Udover det stemningsmæssige udtryk, savner jeg mere teknisk sikkerhed i vokalen og mere sammenspil mellem alle parter på scenen. Trods alt er Cavetown en hjertevarm og beskeden person, men et skud med selvsikkerhedssprøjten ville hverken skade hans persona eller grebet om publikum til deres næste koncerter.
Fotos af Henrik Sørensen.
Er der ikke noget værdifult i at en kunstner viser skrøbelighed på scenen, så råt og ærligt? :)