Farsandaler og ternede skovmandsskjorter var en majoritet, da Kevin Morby trådte ind foran et sort banner, der sagde “THIS IS A PHOTOGRAPH”. Og rigtigt nok, føltes det som om, at de aldrig rigtig kom nogle vegne i hverken deres performance eller musikalske udfoldelse. Bandet stod simpelthen lige så stille som et sort-hvid fotografi, der ikke var nødvendigt at putte i glas og ramme. Og selvom de forsøgte sig med hurtigt eskalerende opbygninger og en smule hoppen, blev NOVA-scenen på Northside offer for en langtrukken pølsekoncert af det rene hyggeblues for fædre.
»Thank you so much. Thank you, thank you, thank you.« Lød det fra den 35-årige sangskriver fra Texas lige inden hvert eneste nummer sluttede. Normalt ville de ord signalere taknemmelighed overfor sit publikum, men virkede ikke til at være tilfældet her. Mimikken var nemlig helt stiv og følelseskold fra han gik ind på scenen og ud igen, og de taknemmelige ord blev sagt med en kontant og passiv aggressiv tone, som nærmest virkede overdrevet. Ville han i virkeligheden bare have det overstået? Det er ikke til at vide, men den umotiverede følelse virkede til at gro i mange af de tilkomne, som meget diskret fik listet sig ud af teltet for at se, om Pusha T gjorde det bedre i den anden ende af festivalspladsen.
Og det hele blev sat i perspektiv, da Kevin Morby og trommeslageren i virkeligheden lignede de mest motiverede i forhold til resten af holdet. Det gik for eksempel aldrig op for Boston-guitaristen, Sam Cohen, at der var et publikum foran ham, da han havde travlt med at pille ved diskant-knappen. Og man kunne høre på hans soloer, at den rigtige indstilling aldrig rigtig blev fundet. Skævede man over til den modsatte side af scenen, stod saxofonisten Cochemea Gastelum med rullende øjne og lignede en, der ville give sin højre arm for at forlade scenen som den første. Det er vildt ærgerligt, da han ellers fik stablet nogle energiske soloer på banen med en tilbagebøjet rygsøjle og knæene sænket mod jorden.
På “Triumph” fra Morbys tiende og dermed nyeste plade, More Photographs, gik tiden for alvor i stå og folk begyndte at så småt at nærstudere deres armbåndsure. Den klaverdominerende ballade “Five Easy Pieces” fik festivalsgæsterne til at overtrumfe musikken ved at snakke i stride strømme, og bassen fra nabo-technoscenen gjorde ikke umiddelbart det følsomme moment mere følsomt. Det forstyrrede faktisk så meget, at Kevin Morby måtte sige »We are collaborating with that stage over there« efter de første toner blev sat an fra pianisten. Længere inde i sangen forsøger han dog, at få publikum i gang ved at råbe »wuhh!« og kaste mikrofonen to meter op i luften. Den bliver dog ikke købt af beskuerne, som af og til glemmer at klappe mellem numrene.
Jeg elsker, når opbygninger starter helt nede på jorden og glidningsfrit ender med at ramme skyerne uden, man har lagt mærke til det. Men Morby og companys måde at eskalere en sang på blev, for mig at se, et billigt trick for at få publikum igang. “Downtown’s Lights” var et rigtig godt eksempel på, hvordan de pludselig trykkede speederen i bund midt i nummeret og uden at ændre på harmonikken. Den blev heller ikke købt af publikum, som bare stod som pæle på det tørre græs. Hvis man lukkede øjnene, fik de spillet udmærket fra cowboy-musikerens alternative rockkartotek, men motivationen havde de glemt i tourbussen, som satte et uforløst præg på det meste af koncerten. Lad os håbe, at de fandt den, da de satte sig bag rettet igen.
