Nogle gange er det bare svært at ønske sig mere fra en koncert, hvor alle involverede på scenen vitterligt syntes at spille den mest perfekte udgave overhovedet af netop deres musik. Det er i hvert fald udelukkende tyskfødte, tyrkiske Derya Yıldırım og hendes tre følgesvende i Grup Şimşeks skyld, at deres stramme, psykedeliske forestilling (spoilers) i sidste ende endte med at læne sig op ad topkarakteren. For et Roskilde Festival-publikum kan altid hanke op i sig selv og skabe stemningen, men det er de færreste bands, der kan kommandere denne stemning fra starten af, hvor størstedelen af – eller i hvert fald mange blandt – publikum næppe var fuldkommen fortrolig med bandets bagkatalog.
Anatolsk folkemusik er nemlig så enten så livlig eller så inderlig, at det kræver meget lidt musikalsk forståelse at blive revet med fra første færd; svajende og nikkende i takt med de gamle, mellemøstlige rytmer, som kvartetten slyngede ud. Dem var der heldigvis proppet med under koncerten, der trods alt lød allerbedst på den vuggende “Hastane Önü” og den traditionelle folkesang over Kul Nesîmî-digtet “Haydar, Haydar”, der begge udkom på EP’en Dost 1 i 2021. Men gruppen søgte også videre i materialet; til 2019-debuten, Kar Yağar, og sidste års Dost 2, som begge er fyldt op med nye såvel som gamle bud på tyrkernes stolte folkemusiktraditioner. Undervejs tog de også inspiration fra de sange, som blev produceret i sidste halvdel af forrige århundrede, og som satte fokus på Tysklands store, tyrkiske mindretal, hvor et band som eksempelvis Derdiyoklar Ikilisi må og skal nævnes i denne sammenhæng.
Yıldırım selv jonglerede hele tiden velvalgt mellem vokalrollen og ansvaret for sin bağlama. Hendes stemme er umådeligt flot og akkurat lige så sørgmodig, som mange af de numre, gruppen ynder at fremføre, og på bağlama dyrkede hun med stor lethed både de følsomme melodier og de mere hektiske passager. Alt dette skete sideløbende med, at kvartetten vekslede mellem instrumentale og vokalbårne indslag. Når de bevægede sig ind i førstnævnte territorium, lænede vi os selvsagt længere over mod de mere psykedeliske afkroge af bandets univers, mens det hele blev lidt mindre farligt, når Yıldırım stillede sig ved mikrofonen. Jeg har det i den forbindelse (og pudsigt nok) direkte omvendt med sjælefrænderne i Altin Gün, hvor det i min optik er hollændernes helt klare styrke, jo mere vokal der kommer på kompositionerne.
Derfor var det også helt fortrinligt, at koncertens sidste tredjedel blev mere bağlama-tung og udsyret i sit udtryk. Hovedpersonen lod også selv til at nyde momenterne mest, når hun greb sit strengeinstrument og fik muligheden for at jamme løs med sine kolleger, hvor især Graham Mushnik var nærmest overmenneskelig, sådan som han styrede trippel-keyboardistrollen og både leverede bas- og synthtoner i et væk. Således også på det syv minutter afsluttende jam, hvor Yıldırım indledningsvist fik lovet, at nummeret ville blive relativt psykedelisk mod slut, inden gruppen holdt deres løfte og kammede mere over i et moderne psychrock-udtryk, jo længere vi bevægede os mod aftenens afslutning.
Der var alt i alt meget lidt, Derya Yıldırım & Grup Şimşek kunne have gjort anderledes. Måske bare at lade instrumenterne tale en smule mere, men det skal virkelig ikke tage særlig meget fra deres optræden.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
