En svedende brite i en khakifarvet skjorte fortæller mig, at det er en god dag at være i live på. Jeg tror ham rent faktisk, mens aftensolen så småt begynder at aftage i styrke. For Yard Acts James Smith har det – på trods af hans nærmest Chatbot-genererer-det-mest-britiske-navn-navn – med at fremstå gennemsympatisk og -autentisk. Således også i front for Leeds-bandets lettere utaknemlige opgave med at spille i de lidt for tidlige aftentimer foran en forsamling, der virkede mere klar på at kickstarte weekenden end egentlig at opleve britisk postpunk. Men nok om det.
For Yard Act er er godt act, og det ved de også godt selv. Derfor kan de tage en hel del friheder i deres koncerter og tilstedeværelse herunder. Smith går sjældent helt rent igennem, hvilket både tillægges hans snøvlende leverancer af de primært spoken word-holdige tekster samt hans insisteren på også at være showman. Kondien lod i hvert fald ikke altid til at være til det energiniveau, en ryger som ham ynder at praktisere, (han stjal endda næsten min lyserøde lighter i pressezonen efterfølgende). Numre som “Payday” og “Land of the Blind” fra sidste års The Overload blev i den forbindelse lidt flade, mens man anede, at de forskellige lydniveauer heller ikke var fuldstændigt gennem-tunede forud for resten af weekenden.
Midt i mellem ramte Yard Act dog også nogle momenter, der afspejlede det gyldne aftenskær, som på The Overloads heftigt rablende titelnummer og “Dark Days” fra EP’en af samme navn. Her var Smith og guitarist Sam Shipstone noget tydeligere i mixet, og førnævnte fik hurtigt snakket/sunget om døde mink, det indre mørke og karakteren Graham fra den suveræne “Fixer Upper”, som vi desværre ikke fik præsenteret. I stedet fik vi kvartettens seneste single, “The Trenchcoat Museum”, som blev ledsaget af et halvlangt jam-stykke, hvor Smith gik amok med en sampler i dagens mest ukontrollerede udskejelser – i sig selv en svær bedrift; Smiths vanlige optræden taget i betragtning.
Jo længere vi kom frem, jo bedre blev det egentlig for Leeds-drengene. Aftenens to sidste numre illustrerede i hvert fald, at bandet har rigeligt at byde på, men at omstændighederne lige her i dag måske ikke var, hvad hverken band eller vi ville nyde bedst af. De skal nemlig helst opleves tæt på i et lokale, der er lige så svedigt som James Smith og ikke til fuldt skue i de åbne, catalanske vidder. Det skulle dog ikke afholde Yard Act fra at slutte godt af; først på “100% Endurance”, der blev anført af en (nok lidt for) langstrakt monolog, som heldigvis ikke gik alt for meget ud over det endog meget fine afbræk fra de mere kaotiske kompositioner. Og sidenhen med “The Trapper’s Pelts”, der i sin grundessens nærmest tenderer hiphop, men som allermest paralleliserer Yard Act selv: En flok elskelige svindlere, der ganske vellykket tager røven på eliten og ad den vej er blevet en af britisk postpunks mere usandsynlige succeshistorier.
