Det danske sommervejr orkede ikke at arte sig denne onsdag og kastede om sig med både regnbyger og kraftig blæst til stor ærgrelse for alle os, der ellers havde haft udsigt til en aften ved havnefronten i selskab med ethiojazzens faderskikkelse Mulatu Astatke. Turen gik derfor fra Kulturhuset Islands Brygge og ind i Tivolis mere end 65 år gamle koncertsal, der til lejligheden var noget nær propfyldt på gulvniveau. Var det den (måske) sidste chance for at se denne »levende legende« – som dagens konferencier præsenterede Astatke – på dansk grund, der virkede ekstra tillokkende?
Faktum var i hvert fald, at forventningen i lokalet og bifaldet, da den 79-rige etiopier trådte frem fra bagtæppet, i høj grad kunne mærkes. Og heldigvis var Astatke ikke alene om at modtage publikums varme velkomst, for nok engang havde han nemlig allieret sig med nogle rigtig dygtige musikere. Måske endda også lidt for dygtige. For det føltes hurtigt, som om at “jazzen” i ethiojazzen fik taget styringen i koncertens fremdrift, hvor åbneren, “Dèwèl” fra 1972-klassikeren Mulatu of Ethiopia, var meget mere svingende end sit studieindspillede modstykke. På den måde virkede bandet lidt for tight i deres sammenspil, hvor de til tider aldrig helt perfekte – og dermed meget menneskelige – studieversioner føltes fjernere og fjernere, jo længere vi kom ud på aftenen.
På én af Astatkes helt store kendingsmelodier i form af den vuggende “Yèkèrmo Sèw”, som fulgte umiddelbart efter åbneren, forblev frontmanden ved sit yndlingsinstrument – vibrafonen – men dens fine klange blev alt for tit overdøvet af de syv medmusikanter, som alt for længe lå alt for højt i mixet og reducerede deres orkesterleder til blot at være på scenen. Og generelt set havde Astatke svære betingelser denne aften, men gjorde det omvendt heller ikke let for sig selv. For når det endelig var etiopierens tur til at være i fokus på flere af aftenens i alt ni numre, var det med meget hakkende og decideret halvsløje bidrag til følge, som mest af alt ikke rigtig lod til at tilføje noget særligt til kompositionerne, uanset om den gamle mester stod ved vibrafonen, sad ved sit keyboard eller tappede arytmisk på nogle percussions. Ja, rent faktisk var det vibrafonen, han optrådte mindst med, hvilket ellers var en skam, da det var her, at hans fortsatte musikalske evner skinnede klarest, når blot der blev skruet højt nok op for instrumentet.
På “Cha Cha” var det imidlertid bandets tur til at skinne, hvor vi skulle igennem hele tre individuelle soloer, (alle nåede desuden at få deres helt egen på et eller andet tidspunkt undervejs), mens melodien marcherede af sted i et underligt krydsfelt mellem at være tribalt og Danny Elfman’sk, og keyboardist Alexander Hawkins klimprede løs i bedste “Higher Ground”-stil. Det gav noget tiltrængt vigør til en koncert, som ellers havde det med at overkomplicere for mange ting for sig selv. For ethiojazzen er som genre ikke en fandens indviklet størrelse, og for virkeligt dygtige musikere som dem i Astatkes følge synes opgaven næsten i højere grad at handle om at begrænse sig i de musikalske udfoldelser og lade de karakteristiske rytmer materialisere sig dybere og længere i lydbilledet, end det blev til her til aften. For bevares, hvis man ville have en særdeles velspillet jazzkoncert, var man uden tvivl kommet til det rette venue, men velspillede jazzkoncerter er jo ikke ligefrem det, der er mangel på under Copenhagen Jazz Festival. I stedet ærgrede det mig, at aftenens sætliste føltes så langt hinsides ethiojazzen og så moderne i sine udtryk, at det fjernede al den autentiske charme, som højst sandsynligt får så mange mennesker til at forelske sig i genren til at begynde med.
Overraskende var det derfor også på en af Astatkes nyere kompositioner – “Motherland” fra Mulatu Steps Ahead, der er indspillet sammen med The Heliocentrics – at ethiojazzen føltes mest nærværende; fyldt med alverdens tungsindig tezeta til tonerne af Byron Wallens klagende trompet. Det lagde ikke overraskende også fundamentet for koncertens mere klassiske, afsluttende tretrinsraket, der skuede helt tilbage til Etiopiens (og Astatkes) gyldne æra. Først på en lidt hurtig udgave af “Yègellé Tezeta”, der dog alligevel formåede at fremstå ganske tro mod sin original. På “Yèkatit” kammede det dog hurtigt over, i og med at der åbenbart skulle suppleres med både næsefløjter og traditionelle enkelttrommer, som trak lydbilledet betydeligt væk fra Etiopien og mere i retning af noget mere centralafrikansk. Det gavnede i hvert fald heller ikke Astatke selv, som endnu engang forsvandt i hele det soniske virvar. Med lukkeren, “Mulatu”, vendte det hele på hovedet, og vi fik vi i stedet aftenens måske bedste lydoplevelse, hvor manden i centrum endelig kunne høres helt klart i lokalet; cementeret med en ganske hæderlig pianosolo mod slut. “Lukkeren” er måske så meget sagt, for bandet kunne dog ikke dy sig for at vende retur og spille en kort reprise af “Yègellé Tezeta”, mens publikum rejste sig fra deres sæder og kvitterede med så megen hoftebevægelse, man nu engang kan slippe af sted med på de smalle sæderækker i Tivolis Koncertsal.
For afsluttende kortvarigt at vende tilbage til fremførelsen af “Mulatu” var det denne Astatke (med band), vi allerhelst skulle have haft aftenen igennem, men som for det meste præsenterede en helt anden oplevelse. Mere velspillende, ja bestemt. Men feelingen havde de øjensynligt ladet ligge i Addis Ababa.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
