Det congolesiske øko-futuristiske aktivistband Fulu Miziki havde fået den utaknemmelige opgave at spille søvnen ud af øjnene på de trætte, udkørte og frysende festivalgæster lørdag klokken 13 – endda på den nye open air-scene Eos, der har vist sig at være et svært bæst at tøjle. I minutterne op til koncertstart stod der blot knap 40 publikummer og en håndfuld fotografer oppe foran scenen, så man nærmest blev bekymret på vegne af det seks mand store orkester fra hovedstaden Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo.
Selvom det formentlig er et fåtal af festivalgæsterne, der taler lingala, så er musik som bekendt heldigvis et universelt sprog. Og derfor begyndte der da også straks at strømme flere og flere mennesker til i takt med, at Fulu Miziki satte gang i deres hæsblæsende og kaotiske take på den rumba-musik, der siden den spredte sig til landet fra Cuba til Congo i 1940’erne har bidt sig fast som en del af landets traditionelle festmusik.
Det visuelle udtryk var spraglet og festligt, da Fulu Miziki (som løst oversat betyder ’musik lavet af skrald’) bygger alle deres instrumenter såvel som scenekostumer ud af affald. Det gør de for at sætte fokus på de miljøproblemer, der plager Congo og mange andre afrikanske lande, der oversvømmes af den vestlige verdens efterladenskaber, som ligger og hober sig op på enorme lossepladser. Det er selvfølgelig en gimmick, men man skal ikke tage fejl af Fulu Miziki – de er langt mere end et gimmickband. Først og fremmest er de nemlig enormt talentfulde musikere og performere.
Der blev spillet trommer på tomme og halvfyldte vanddunke samt gryder, der blev klimpet på takt på bestik, PVC-rør i alskens længder sendte hule dump ud gennem anlægget og to hjemmebyggede strenginstrumenter frembragte helt simple, men herligt plimrende guitarlyde. De seks medlemmer af bandet, der er en del af den eksperimenterende, afrikanske dansemusik-familie Nyege Nyege, skiftedes i ét væk pladser til at betjene de forskellige hjemmebyggede instrumenter. På et tidspunkt kørte der seks forskellige perkussionsinstrumenter på samme tid og det virkede både improvisatorisk undersøgende og samtidig stramt samspillet.
Pludselig var hele pladsen foran Eos fyldt med et menneskehav, der hoppede, dansede, svingede med armene og klappede i takt – alt sammen dirigeret af de forskellige bandmedlemmer, der skiftevis indtog pladsen forrest på scenen for at hype publikum op med en kombination af imponerende dansetrin, call-and-response og brandtaler. »Enjoy your life, enjoy right now. No think about your job, no think about anything else. Enjoy you body. Enjoy your pets. Enjoy your dog,« lød én af de mindeværdige sekvenser.
Det var dybt imponerende, hvordan Fulu Miziki formåede at vække de morgensløve og sidstedagstrætte publikummer op til en seriøs omgang morgengymnastik og deres smittende spilleglæde var dybt imponerende. Men i sidste ende kom de seks glade congolesere desværre til at spænde en anelse ben for sig selv, da de bare blev ved og ved og ved. Seancen varede lige over 80 minutter, hvilket var cirka 20 minutter for længe og det publikum, der havde været så meget oppe at køre og med på det hele, begyndte pludselig at tabe koncentrationen og sive væk. Så hellere stoppe mens legen er god og efterlade publikum hungrende efter mere fremfor at køre festen så langt ud, at det ender med at blive en anelse forglemmeligt og ensformigt.
Fotos af Daniel Nielsen
