Det kan være lidt af en udfordring at spillekoncerter under store festivalteltduge, hvis ens musikalske bagkatalog i høj grad består af skrabet, melankolsk lo-fi indie. Den hjemmelavede æstetik, der gør genren så ægte og livgivende kan være svær at gengive på et professionelt anlæg, hvor instrumenter og vokaler faktisk bliver tilsluttet mikrofoner, så det lyder godt. Det er lige præcis i den DIY-pøl af sjælfuld, indadvendt indierock og alternativ pop, Damon McMahons musikalske alias Amen Dunes befinder sig. Det var imidlertid ikke et problem for McMahon at komme ud over scenekanten med hans rørende katalog af rocksjælere på Roskilde Festival.
Med et forventningsfuldt og let genert smil trådte McMahon på scenen sammen med sit tre mand høje band, bestående af en keyboardist/synthesizer-ansvarlig (der lignede en decideret tech-troldmand), en trommeslager og en bassist, der også påtog sig et synthesizer-ansvar fra tid til anden. Amen Dunes er på turné igen for første gang i fem år og har netop udsendt albummet Death Jokes på det legendariske Seattle-pladeselskab Sub Pop efter en lang årrække i 2010’erne på det mere smalle, men mindst lige så kvalitetsbevidste selskab Sacred Bones. Det afsavn, der formentlig har været (både fra Amen Dunes’ og hans fans side), blev besvaret med kærlighed, nærvær og et omfavnende lydbillede fra det simple indie-setup.
Trommeslageren satte gang i en lo-fi-rytme, da han tilgik sin drumpad med jazzgreb, og McMahon greb mikrofonen og lod sin let kradse, men beroligende croonerstemme flyde som honning ud over højtalerne. Det blev et flot bevis på, at man godt kan replicere skrattende sovekammermusik i livesammenhæng. Trommerne var lidt høje, men i det hele taget spillede tangenterne og senere bassen en perfekt birolle til McMahons dragende vokaler. I koncertens anden sang greb han sin elguitar, hvis varme toner er en stor del af Amen Dunes’ lydbillede, mens han i tredje sang igen blot tog hånd om mikrofonen og i stedet udnyttede chancen for at møde publikums øjne med lunt nærvær.
Der er en subtilitet over Amen Dunes, der både kommer til udtryk i hans sceneoptræden og melodiske sans. Han bevægede sig roligt svævende fra højre til venstre og udtrykte klart – og uden nogen store armbevægelser – at han både elskede at spille sin musik og se et publikum blive påvirket af den. Den samme underspillethed var at finde i de små guitarrundgange, der med små repetitioner sætter sig fast på nethinden og gør hans sange memorable, selvom de aldrig slår sig stort op på refræn eller hooks. Det dragende i musikken er den nostalgiske og længselsfulde lyd, der deler lidt sonisk fællesskab med Animal Collective, men som har en mere håndspillet og analog kvalitet, som trykker helt rigtigt på tårekanalerne. Koncerten emmede af en konstant kærlighed mellem band og publikum. Et uudtalt, men stærkt bånd, der sitrede, som McMahons stemme skiftevis hviskede og voksede sig indiestor.
Den akustiske guitar, der var blevet placeret på scenen foran McMahon blev mærkeligt nok aldrig taget i brug, men udover at spille en stor sjat af Death Jokes, kom han godt rundt i diskografien også med numre fra karrierehøjdepunkter som Love og Freedom. Kollektionen af sange har på én gang et alsidigt og helt og aldeles Amen Dunes-agtigt udtryk. Man kan høre masser af inspiration fra 00’ernes indie og 60’ernes store folk-sangskrivere, men det hele bindes sammen til noget unikt af McMahons særprægede vokal. Folk-inspirationen blev for alvor slået fast henimod slutningen, da Amen Dunes tog sig kærligt af Tim Buckley’s “Song to the Siren”, der ikke kunne undgå at gøre rørende indtryk hos publikum, som for det meste lyttede intensivt. Særligt bassisten, der indtil da havde været bandets meste anonyme medlem, imponerede med Leonard Cohen’sk arpeggiospil på den firestrengede.
Til McMahons overraskelse havde han efter covernummeret mere tid tilbage og valgte at spille to ekstranumre, der hverken gjorde fra eller til. Det var smuk, underspillet indiemusik på samme måde som resten af sætlisten. Måske McMahon bevægede sig en anelse mere rundt. Klart stod det dog, at Amen Dunes havde leveret en fortrinlig koncert, der helende gik ind og gav de hårdt prøve festivalkroppe en nyfunden indre ro. Det hvide scenelys ramte til allersidst McMahons blonde hår, så genskæret til forveksling lignede en glorie. En påmindelse om den netop afsluttede koncerts himmelske smukhed. Og så forsvandt han ellers bag scenetæppet lige så stille og roligt, som han havde entreret teltet en time forinden, til lyden af store klapsalver.
Alle fotos: Daniel Nielsen
