Godt en halv time inde i Slauson Malone 1’s koncert på Platform begyndte Jasper Marsalis – der står bag det eksperimenterende alias – en sang med en række to sekunder lange samples af kendte sange, hvori sætningen »around the world« indgik. Helt ud i alle verdenshjørner kom vi ikke, men udsagnet var i den grad sigende for den alsidige rundtur vi tog i både musikalske genrer og tekniske kovendinger. Øjnene var på stilke, og ørerne var spidsede igennem vores fælles rejse igennem det uventede. Begyndelsen var noget utilgængelig, men det kunne betale sig at blive hængende fra start til slut.
Amerikanske Marsalis, der senest har udgivet pladen Excelsior på det navnkundige Warp Records, lader sig inspirere af alt fra King Krules alternative hip-hop, Dean Blunts dekonstruerede hypnagog-pop, Silvia Tarozzis moderne klassisk-møder-jazz-udskejelser og meget, meget mere. På Platform havde han medbragt en guitar, en sampler, et par mikrofoner og blev derudover bakket op af en ældre cellist. En ærlig opsætning, der hjalp det siddende publikums blik med at fokusere på hovedpersonen selv og de finurligheder, han skulle udtrykke med den seksstrengede.
Duoen påkaldte en storm af feedback fra deres respektive instrumenter i et minuts tid, inden musikken tog mere form af minimalistisk plukning af strenge på den kvadratiske scene, der har tag, men også åbne “huller” i væggen ud til resten af festivalpladsen. Det betød, at det var let for folk at komme og gå, men den konstante til- og frastrømning af spændte festivalgæster, der endelig var blevet sluppet fra campingarealets træge repetitioner, medførte også en del larm og snakken om alt andet end kunsterne på scenegulvet. Koncertens første 10 minutter var i høj grad båret af arytmiske slag og akkordtagninger på både cello og guitar, og de to musikere havde fuldt fokus på musikken og knap så meget på udtrykket udadtil. Misforstå mig ikke: Det lød dragende, var spillet med teknisk snilde og musikalsk nysgerrighed, og jeg var bidt af det viltre udtryk, men det var klart ikke for alle. Fårene blev skilt fra bukkene, og godt 15 procent af publikum forlod scenen, inden Slauson Malone 1 nærmest var gået i gang.
Herfra blev alt dog vendt på hovedet i den bedste forstand. Marsalis brugte effekter på vokalen, så der nemt kunne varieres mellem salig r’n’b og distortet screamo, hvor manden vitterligt skreg som ind i helvede. Samtlige tilstedeværende blev taget med bukserne nede, da han lavede deciderede rullefald ned i det passive publikum og væltede deres fadøl – stadig skrigende, som var han besat. Med den oplevelse i mente var det kun endnu mere overraskende, at han henvendte sig til publikum og fortalte, at duoen nu ville spille et cover af »en af vores yndlingskomponister, Ornette Coleman.« Cellisten igangsatte den ikoniske intro fra “Peace” – det længste nummer fra det free jazz-cementerende album The Shape of Jazz to Come – og Marsalis tilføjede siden små instrumentale adlibs fra sin guitar. Havde jeg troet, at et så ikonisk saxofonnummer kunne fungere på cello og guitar? Nej. Fungerede det alligevel? Ja!
Sådan kunne jeg egentlig blive ved med at fremhæve overraskende højdepunkter fra en koncert, hvis musikere tydeligvis ikke manglede kreativitet eller grænseløshed, men jeg vil i stedet bare skrive det klart og tydeligt, at det i den grad er en oplevelse udover det sædvanlige at se Slauson Malone 1. Platform var nok ikke den rigtige scene til Marsalis’ ofte helt stille og minimalistiske kompositioner, da der ofte var forstyrrelser udefra. Musikken stryger heller ikke ligefrem én med hårene, men alligevel stod de to musikere til sidst som sejrsherrer. Havde man taget sig tiden til nysgerrigt at indtage både det mærkelige, det bløde, det skrigende og det smukke, kunne man formentlig kun glæde sig over, at der også findes sangskrivere som Jasper Marsalis. Man ved aldrig, hvad der venter om næste hjørne, men står han bag, skal det nok være en god overraskelse.
Alle fotos: Daniel Nielsen
