Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Som de fleste artikler om og anmeldelser af den tidligere Czars-crooner John Grant uundgåeligt har måttet kredse omkring, skulle han falde dybt, før han rejste sig fra sit eget selvhad og voksende desperation over ikke at kunne slå igennem. Det har han til gengæld gjort, så hovedet nær må være røget igennem taget i det studie, hvor han indspillede sin solodebut, Queen of Denmark, i tæt samarbejde med 70’er-tværsnittet Midlake. Og hvor havde det været grusomt at skulle undvære resultatet, især da Grant næppe ellers havde holdt snuden oven vande.
Den unikke blanding af Midlakes rustikke AOR-rock og Grants vel nok allerstørste aktiv, hans skridsikre og altdominerende barytonstemme, er en sløvt brændende perle af en plade, der i disse ører står som en af sidste års allerbedste. Alene i kraft af, at den i så ringe grad lyder som et produkt fra 2010, men mere som en besynderlig blanding af fortid og fremtid, der på samme måde som Czars gjorde, når de var bedst, gør den bøvlet at beskrive ved hjælp af hjerne og ører. Først og fremmest rammer den i brystkassen, ikke mindst i kraft af Grants evne til at skiftevis at lyde som en frisk sommervind i fjæset og andre gange som at trække en tung, varm dyne op over hovedet.
På denne tirsdag i Koncerthusets fine ramme var sætlisten selvsagt opbygget omkring Queen of Denmark, men desværre, omend forventeligt, uden Midlake som medspillere. I stedet var Grant assisteret af den retfærdigvis mere end glimrende pianist og effektmager Chris Pemberton, der gjorde sit bedste og til tider højeste for at bakke Grant behørigt op med vrælende synths.
Koncerten begyndte med den uudgivne “You Don’t Have To”, der slog tonen fint an. Grant og Pemberton byttede ofte plads under koncerten, hvor det nogle gange fremstod helt operatisk, når Grant stod med armene stift ned langs siden og buldrede hele salen igennem alene akkompagneret af Pembertons arpeggioer på klaveret. Andre sekvenser sad de igennem sammen med front mod hinanden som Pallesen og Pilmark fra en anden dimension.
Kombinationen af Grants dominerende stemme, noget ru og skæggede udseende, omend pakket ind i jakkesæt, og den nærmest feminine og selvskrammende identitet, han annammer sig i sine tekster, er gennemgående en svært fascinerende ting at være tilskuer til. Grant er næsten ubehageligt hudløs på Queen of Denmark, men amerikanerens fine selvironi, historier og uddybende anekdoter om de enkelte numre, gjorde koncerten til en meget velafbalanceret oplevelse. Czars har, måske lidt ufortjent, fået prædikatet ‘sadcore’ smidt i fjæset nogle gange, og det er åbenlyst, at Grant har slikket på mentale barberblade, da han var yngre.
Nu fremstår han imidlertid som en moden og sikker sangskriver, og de få Czars-numre, der sneg sig ind, illustrerede tydeligt, hvordan tågen har løftet sig fra hans tekster. Den mere direkte stil i lyrikken er både forfriskende og vanedannende. Noget andet, der illustrerede dette, var de numre, hvor Grant gik op i højere toneleje end på studieindspilningerne, og nærmest begyndte at lyde som en tenor, som på den raggede “Silver Platter Club”. I et rum som Koncerthusets studie 2, hvor selv småfejl går glasklart igennem er det ualmindelig ballsy, men han klarede det uden at gøre meget mere end at løfte øjenbrynene lidt højere op mod den vigende hårgrænse.
I det hele taget var det forrygende at opleve en sådan kontrol over et trods alt ret nuanceret sangmateriale i så begrænset en opsætning. To af Queen of Denmarks allermest hjerteskærende numre, “TC & Honeybear” samt slikbutik- & uskyldshymnen “Marz” blev følt så meget ud af struben på Grant, at det var mere end almindelig svært at holde sin egen strube fra at klumpe gevaldigt til. Det var også langtfra alle tilskuere, der var i stand til det. Selvom især førstnævnte er meget Midlake’isk i albumversionen, gjorde Pembertons ekspressive synth-soloer det til en helt anden emotionel oplevelse, der på mange måde gav nummeret endnu mere prægnans. Og det var i det hele taget en generel ting for koncerten. Det tog ærligt talt røven på mig, hvordan man næsten solo kunne omdanne de episke Bowie/Fleetwood Mac-arrangementer fra pladen til noget, der nogle gange var bedre, og nogle gange mindst lige så godt som på Queen of Denmark.
Til sidst i Grants sæt fandt han som nævnt plads til en lille håndfuld af sit hedengangne bands numre, hvoraf især narko-powerballaden “Drug” var endnu en ekskursion i, hvordan man alene med et klaver og en vokal kan forhekse et publikum aldeles uden at forfalde til klicheer. Uden at skulle forklejne nogle af dem, og uden at skulle drage paralleller mellem seksualitet og musikalsk udtryk, har Grant med et gedigent smæk placeret sig solidt imellem de ligeledes unikke sangskrivere Antony Hegarty og Rufus Wainwright. Blot med et mindre klægt udtryk. (Nej, ingen af de to er lige denne skribents kop te, af selvsamme årsag). For lige så tit som Grants tekster er horribelt selvudleverende og anklagende, lige så tit er der et umiskendeligt glimt i øjet, og det er tydeligt, at han lader til at være faldet til en form for ro efter 15 års selvpineri og musikalsk slalomløb.
På mange måder må man skylde Midlake mange tak for at hive så unikt et talent og så brølende dygtig en sanger op af Hades’ coke- og spruthørmende floder, men man må håbe for John Grant, at han også husker at takke sig selv. At han klarer sig så fornemt uden deres rygstøtte var faktisk en smule overraskende, men det kan ikke nægtes, at det ville være interessant at se de to dele kombineret på en scene ved lejlighed. Og køb så den plade og find ud af hvorfor. Forhåbentlig er dette kun starten.
