Jeg skal være stinkende ærlig og med det samme erkende, at First Flushs autotune altid har skræmt mig en smule væk. På samme tid har jeg altid godt vidst og kunne mærke, at det er en stærk del af deres udtryk i musikken, så jeg gik ind til koncerten med et åbent sind og et håb om, at deres vokaleffekter ville fremstå som værende levende og komplimentere sammenspillet og atmosfæren til koncerten. Jeg glædede mig også til at opleve, hvordan gruppens musik ville fungere live, sådan som de bevæger sig rundt i mange forskellige genrer. Hvor der på det tidligere udspil Min Erindring fra 2015 er en langt mere rå, eksperimenterende punk-lyd, har bandet bevæget sig hen imod et mere stille og afdæmpet univers på deres seneste udgivelse Fjorden, hvor der dog stadig er plads til legesyge aspekter og diversitet i musikken.
Koncerten startede ud med Jeppe Davidsen på trommerne, som igennem hele aftenen spillede nogle storslåede, on-point trommer, der fra start blæste publikum af stolene med de højlydte rytmer i startsekvensen af “Timen Spireklar” og hurtigt gik stemning fra nul til hundrede. Til at starte med skulle lyden fra Jonathan Carstensens vokal lige have lidt tid for at skinne igennem lydbilledet. Den virkede først en anelse uklar, men blev hurtigt rettet op, og herfra fik vi en koncert, hvor der nærmest ikke var nogen fingre at sætte på lyden – med en enkelt interessant undtagelse, som vi vender tilbage til.
Der blev i løbet af aftenen spillet en masse nyt materiale fra bandet. Et af de bedste uudgivne numre var “Ildfluer” og bød på et mere opløftende, magisk univers, der faktisk ikke lød som så meget af deres forrige materiale, men var meget smukt og storslået. Jonathan Carstensens akustiske guitar gav også en dejlig fornemmelse af naturlig diskant fra strengene.
Der var dog et moment under koncerten, som ikke gik helt som påtænkt. Under en af deres nye sange gik det nemlig galt for Alexander Klostergaards vokal-effekt, som desværre i sidste ende ruinerede et vers og et omkvæd med skæve toner og det kan jo ske. I ren og skær nervøsitet forsøgte Klostergaard at få det til at fungere og synge med, men pedalen var ikke til at styre. Til sidst slukkede Klostergaard sin pedal og prøvede at følge med uden, hvilket gjorde, at de kom helskindet, men haltende igennem nummeret. Den lille snublen skal dog ikke tage noget fra First Flush, som overkom den tekniske udfordring fint.
På en måde gav det faktisk koncerten et interessant pust. Deres rå, men smukke vokaler gør musikken helt skrøbelig og er essentiel for deres musik, og det satte for mig deres musik i perspektiv. Før fejlen skete, gik alt så vel og specielt auto-tunen blev jeg meget overrasket over fungerede så godt til deres vokal-harmonier i live-sammenhæng. Jeg var i forvejen en smule skeptisk og uvidende omkring hvordan fremførelsen ville fungere live og om det ville være for meget. Det her moment blev til gengæld et bevis på, at deres vokaleffekt ikke er et sikkerhedsnet på scenen, men at Jonathan Carstensen og Klostergaards vokalharmonier er akkurat så skrøbelige og elegante, som levende musik netop burde være. Det lille optrin efterlod mig med en dybere respekt for gruppens musik.
At der var en E-skala, som drillede i en effekt-pedal, skulle ikke skygge for en veludført koncert. Bandet var ydmyge og glade for at spille deres musik foran et publikum igen. Deres kærlighed til musik blev spredt udover hele koncertsalen og det kunne bestemt mærkes. Lyden i Store Vega var på aftenen en ren fornøjelse, hvor alle lyd-elementerne kunne høres. Også Peter Bruhns ustyrlige hav af effekter på guitaren, samt hans guitar-bends og swells var godt varierede og veludførte. Alle de elektroniske elementer i musikken undlod de, hvilket gav musikken en livlig, naturlig klang.
First Flush rundede aftenen af med deres nummer “Straight”, der måske var en smule til den undervældende side, men som ikke desto mindre rundede koncerten stille og roligt af. Selvom det ikke blev nogen skelsættende koncertaften, så viste First Flush sig alligevel frem på flot vis. De er et band, der aldrig har affundet sig med stilstand, men som konstant er i forandring og alligevel formår de altid at bevare det der særlige krydderi, der gør dem til helt deres egne. Midt i alt det polerede og perfekte skinner sårbarheden og ærligheden klart igennem.
Fotos af Daniel Nielsen.
